Dúgvan - 10.03.1897, Blaðsíða 1

Nr. 3.
10. MARTS 1897.
4. Aarg.
Provst T. Sørensen.
Det Billede, der ledsager disse Linier,
er vel kendt af de allerfleste færøske Læ-
sere, og naar jeg er bleven anmodet om at
skrive en lille Levnetstegning af den Mand,
Billedet forestiller, saa er den vel i Grunden
ogsaa i sine Hovedtræk forud kendt af de
færøske Menigheder, thi Provst Sørensen
har i en Aarrække indtaget en fremskudt
Stilling indenfor vort lille Samfund.
Søren Henrik Teo-
dor Sørensen tilhører en
gammel færøsk Præstesiægt,
thi baade hans Fader og
og hans Farfader har været
Præster heroppe, Faderen
paa Sandø, Farfaderen paa
Norderøerne. Provst S.
fødtes den 23 de August
1849, og efter at han som
Dreng var kommen til Dan-
mark for at studere, fuld-
endte han Studeringerne i
1874, da han blev teologisk
Kandidat med første Ka-
rakter. Under gde Juli s. A.
blev han efter Pastor Loh-
manns Forflyttelse udnævnt
til Sognepræst for Nord-
strømø Præstegæld, hvorfra
han dog allerede i 1878 forflyttedes til
Sognepræst for Østerø, ligesom han ogsaa,
i en Alder af 29 Aar, blev Hammershaimbs
Efterfølger som Færøernes Provst. Den
8de Oktober 1884 udnævntes han til Sogne-
præst for Skanderborg, Skanderup og
Stilling Menigheder i Aarhus Stift, og i
Februar 85 forlod han Færøerne for at
overtage dette Embede, som han endnu
beklæder.
Provst Sørensen var en usædvanlig af-
holdt Præst, jævn og hjertelig, troværdig i
al sin Tale, saa vel i sin Forkyndelse som
i sin daglige Omgang, Mand og Mand
imellem, kærlig deltagende i Menighedens
Glæder som i dens Sorger. Hans Minde
lever derfor i mangt et Hjem baade i hans
gamle Præstegæld og udenfor dem. Som
en ualmindelig forretningsdygtig Mand
gjorde han udmærket Fyldest baade i Lag-
tinget og i de mange andre praktiske An-
liggender, der er knyttet til Provstevirk-
somheden; særlig fortjener hans dygtige
Arbejde i Skolevæsenets Tjeneste at frem-
hæves.
Men ved Siden af sin egentlige Em-
bedsgerning kan vi fremhæve Provst Sø-
rensens værdifulde Arbejde i Afholdssagens
Tjeneste. Denne mægtige
Bevægelse har trindt om
sat sig til Opgave at fylke
en frivillig Hær til Kamp
imod den frygtelige Fjende,
der truer med at suge Mar-
ven og Kraften ud af Fol-
kenes Liv, og den lærer
Mænd og Kvinder til af fri
Drift at give Afkald paa
en Nydelse, der for saa
mange betyder Sundhedens
Nedbrydelse, Hjemmets
Ruin, Sjælelivets Fordær-
velse, ØdelæggelsensVeder-
styggelighed paa hellige
Steder. I 70’erne var Af-
holdsbevægelsen kun i sin
første Begyndelse paa Fær-
øerne; og naar vi nu ser,
at den i Slutningen af 90’erne er en Sam-
fundsmagt, der tiltvinger sig Respekt, naar
vi ser, at den baade i Thorshavn og ogsaa
enkelte Steder i Landsbygderne har slaaet
fast i den almindelige Bevidsthed, at det
at være fuld ikke er noget almenmenneske-
ligt, end mindre noget »grinagtigt«, men
noget absolut væmmeligt, en Skændsel,
saa maa vi sige: Ære være de Mænd, der
først tog den Kamp op! Ære være dem,
der fortsætter den, mangen Gang »med
Haab imod Haab«!
Iblandt disse har Provst S. altid
kæmpet i forreste Række. Han har i sin
færøske Tid været blandt de forreste til at
slaa til Lyd, og han har, ogsaa nu i