Dúgvan - 10.03.1897, Blaðsíða 2

Skanderborg, stadig været med i Kampen,
ikke blot for at holde Skansen, men ogsaa
for at gøre ny Erobringer. Han har al-
minpelig været den, der har præket ved
de Afholdsmøderne indledende Gudstjene-
ster, og der foreligger fra hans Haand et
Par Skrifter, der særlig angaar Afholds-
sagen, »Om Totalafholdssagens Forhold til
Kristendommen«, og en Præken: »Guds
Rige er ikke Mad og Drikke«, der er ud-
kommet i to Oplag. Det skal tillige be-
mærkes, at hån for Tiden er Næstformand
i Danmarks Afholdsforening.
Og han har ikke glemt Færøerne,
fordi en ny Virksomhed er bleven ham til
Del. Ligesom han jævnlig gennem »Fær.
Kirketid.« har givet sit Bidrag til det
kirkelige Livs fortsatte Udvikling heroppe,
saaledes er hans Røst af og til ogsaa hørt
gennem »Dugvan« med Bud til Afholds-
folket i hans gamle Virkekreds.
Sluttelig skal jeg kun tilføje, at i en
I.evnetstegning af Provst S. bør der ikke
fattes et Par Ord om, at han, saa vidt vides,
er den eneste Færing, der er draget paa
Pilgrimsfærd til det hellige Land. I i88q
foretog han sammen med sin Hustru en
Rejse til Palæstina, og som Frugt af denne
Rejse udgav han sin ejendommelige, gri-
bende Præken: »Det hellige Land«, der
ogsaa findes i adskillige Hjem paa Fær-
øerne. Emil Bruun.
ed at læse »Dugvan« og de mange
Historier, der tjene som Illustration
for Brændevinsdrikkeriets sørgelige Følger,
har jeg faaet Lyst til at nedskrive en lille
Begivenhed, en Erindring fra min Barndom,
som gjorde et dybt Indtryk paa mig.
Om det vil lykkes mig at nedskrive
den, som den prægede sig i min barnlige
Bevidsthed, véd jeg ikke, men eet Fortrin
har den i hvert Fald, den er nemlig sand-
færdig, en virkelig Tildragelse og ikke en
lavet Fortælling.
Vi havde i mit Hjem en Kokkepige,
som hed Hanne. Hun var en ung, frisk,
livsglad Bondepige, der var os Børn til
megen Glæde, legede med os om Efter-
middagen, naar hun var færdig med sit
Arbejde, sang Viser for os og fortalte Hi-
storier i Mørkningen; vi holdt alle meget
af Hanne.
Som den ældste lille Pige blev jeg
særlig begunstiget af hende, fik Lov at se
til, naar hun lavede Mad, og fik stundom
Lov at hjælpe hende, hvorover jeg var
meget stolt, mine første Kundskaber paa
Husvæsenets Omraade skylder jeg ogsaa
hende.
Medens vi saaledes var sysselsatte med
Madlavning eller hvad det nu kunde være,
gik vi altid og smaasnakkede. Hvad vi
mest talte om, husker jeg ikke, men eet
kom vi altid tilbage til, det var hendes
Hjem. Hun fortalte om sin Fader og
Moder, det lille Hus, de boede i derude
paa Landet, den lille Have, der laa foran
Huset, deres Ko, deres Gris, og hvad der
nu saadan interesserer Børn. Da jeg blev
lidt ældre forstod jeg, at der nok ogsaa
var noget mere, som Hannes Tanker dvæ-
lede ved L Hjemmet, og hun fortalte mig
da, at hun var forlovet med en Ung Mand,
der var Skomagersvend og boede derude
tæt ved hendes eget Hjem.
»Han er saa god,« sagde hun ofte;
men skønt jeg mærkede, hvor meget hun
holdt af ham, syntes jeg altid at kunne se
et underlig vemodigt Træk i hendes ellers
saa glade Ansigt, naar hun talte om ham,
og naar hun læste sine Breve, der vel var
fra Hjemmet eller Kæresten, foldede hun
gerne Brevet sammen med et Suk, puttede
det i Lommen og sagde: »Den Brænde-
vin, den Brændevin, den bringer kun
Ulykke.«
En Dag, da jeg kom hjem fra Skole,
fortalte Hanne mig, at hendes Kæreste
skulde komme til Byen, og hun skulde,
efter at Middagen og Opvaskningen var
forbi, ud for at mødes med ham.
Men om Aftenen kom Hanne tilbage,
hun saa træt og nedslaaet ud, hun havde
ikke truffet ham, kun faaet at vide, at han
var kommet til Byen om Formiddagen,
men de Steder, hvor han plejede at komme,
naar han var i Byen, havde han ikke
været og ingen Steder havde hun fundet
ham.
Intet Under, at hun ikke fandt ham,
for han sad paa et Værtshus og drak med
nogle Kammerater.
Den Aften gik Hanne bedrøvet i Seng.
Mine Forældre beboede en iste Sals
Lejlighed med Hoveuopgang ud til Gaden,
medens man for at komme op ad Køkken-
trappen maatte gaa ind i Porten og over
Gaardspladsen. Nedenunder, i Stuen, boede
en Manufakturhandler, der ved den ene
Væg i den store, rummelige Port havde
opstablet Masser af tomme Kasser, og en
Opgang i Porten med en temmelig stejl
Trappe førte op til en Lejlighed, der tjente
ham som Lager.
Den omtalte Aften, da Hanne bedrøvet
var kommet tilbage fra sin mislykkede
Ekspedition i Byen, laa min Fader som
sædvanlig og læste lidt. efter at han var
gaaet i Seng, medens Moder sov trygt.
Pludselig lød der et vældigt Rabalder,
der vækkede Moder. Mine Forældre talte
længe om, hvad det kunde være; kun den
ene Gang hørte de Larmen, og efter mange
Gisninger kom de til det Resultat, at det
maatte have været de tomme Kasser i