Dúgvan - 13.05.1897, Blaðsíða 2

han kunde, men da han ikke var saa godt
skaaren for Tungebaandet som de andre,
saa kunde han ikke hamle op méd denf.
Jeg kunde ikke lade væ\e'at ærgre mfg
over deres letsindige Drilleri*, saa meget
mere som Afholdsmanden tidligere havde
været en meget forfalden Dranker. Jeg
traadte da nærmere hen til dem og sagde:
»Jeg hører, at I drille S., det burde I ikke
gøre, det er meget letsindigt gjort, thi I
vide meget godt hvad han har været, og
hvis I nu ved eders Drilleri foraarsagede,
at han brød sit Afholdsløfte og forfaldt
paany. saa have I en stor Synd paa eders
Samvittighed. Naar I paastaa. at han er
ufri og at han staar under Formynderskab,
da er det en fuldstændig fejlagtig Opfattelse.
Saa længe han drak var han en ufri Mand,
thi hans Drikkelyst beherskede ham. Han
maatte drikke, uagtet han vistnok mange
Gange forsøgte at béherske sig, forsøgte
at frigøre sig for sine onde Tilbøjeligheder,
saa hjalp det ikke, l idenskaben havde
Overmagten og den maatte han lystre.
Endelig fattede han den faste Beslutning,
at holde op med Drikkeriet for stedse, og
det gjorde han af egen fri Vilje; han vandt
Sejr over I ideaskaben, og Vismanden siger,
at den som hersker over sit Sind, er større
end den. der indtager en Stad. Nu er han
efter min Mening en fri Mand, han drikker
ikke, fordi han vil ikke drikke; at han har
meldt sig ind i Afholdsforeningen er meget
fornuftigt. i igesom man under en Krig
bedre er i Stand til at modstaa Fjenden,
naar man slutter sig sammen, end om man
kæmper hver for sig, saaledes er vi ogsaa
under vor Kamp mod »Kong Alkohol«
stærkere, naar vi kæmpe i sluttet Trop,
end om vi vilde gøre det enkeltvis. Hverken
han eller noget andet Medlem af Foreningen
staar under Formynderskab, men ligesom
enhver anden Forening, maa ogsaa Afholds-
foreningen have sin Bestyrelse. Hellere
end at drille S. burde I fulgt hans Eksempel;
men kunne I ikke det, saa siger jeg, at
saa er det I, der ere bundne og ikke S.«
Om de følte sig trufne eller ej, véd
jeg ikke; men hvis det kan betragtes som
en gældende Regel, at »den. der tier, han
samtykker«, saa har de samtykt, thi de
tav begge to. Senere meldte den ene af
dem. der netop paa den Tid var en meget
forfalden Mand, sig ind i Afholdsforeningen
og han blev sit I øfte tro lige til sin Død.
Desværre tror jeg at den samme Op-
fattelse endnu gør sig gældende hos mange
og især blandt Kvinderne. Jeg har hørt
flere Koner sige, at de vilde ikke synes
om, at deres Mænd »skrev under«. Jeg
har hørt Piger sige, at de vilde ikke »haft
ein drong«, som ikke kunde holde sig fra
Spiritus, undtagen ved at melde sig ind i
Afholdsforeningen. Det er en fuldstændig
fejlagtig Opfattelse, og man maa haabe,
at det ikke maa vare længe, inden det
gaar op for alle, at det er at se Tingen
fra den forkérte Side, naar man mener at
det er nedsættende for en Mand, at »skrive
under«. — e. n—
Fiskesnapsen.
Efter at »Dimm.« under 20de Marts
d. A. havde meddelt, at en Købmand i
Tveraa ved Politiretten- var bleven idømt
en Bøde af 20 Kr. for ulovlig Udskænk-
ning af Brændevin, skulle efter Sigende
de handlende paa 1 andet, sandsynligvis af
Frygt for om muligt at komme til at friste
samme Skæbne som ovennævnte Købmand,
fuldstændig have ophørt med Udskænk-
ningen af den saakaldte »Fiskesnaps«.
Det er et gammelt Ord. at »vani er
ringur at venda« og sandsynligvis er det
ogsaa et stort Savn for alle dem, der vare
komne i Vane med at nyde »Fiskesnaps«,
at de nu maa undvære den. Derimod maa
det glæde enhver, der havde lært at indse,
hvor skadelig og fordærvelig en saadan
Traktéren i Flæng med Brændevin maatte
være, at Fiskesnapsen —1 forhaabentlig for
stedse — er forsvunden. Thi selv om man
mener, at den ikke var til synderlig Skade
for mange af de ældre, saa maa den absolut
have været til stor Skade for de yngre,
som utvivlsomt ved Nydelsen af den lidt
efter lidt have faaet l yst til Brændevin.
To Araberhistorier.
(Oversat fra Fransk.)
I.
Arabernes Forkærlighed til deres Heste
er almindelig bekendt; en Araber tager
sig sin Hoppes Ære saa nær, som om det
drejede sig om hans egen eller hans Fa-
milies Ære og Hæder.
En Dag havde nogle Beduiner forladt
Ørkenen for at købe Klæder og Vogntøj;
de red paa smukke Hopper, hvis Navn og
Slægteregister hele Ørkenen kendte. An-
komne til Forstaden Bab-Allah. bandt
Beduinerne deres Ridedyr til Jærntremmerne
uden for Vinduerne paa en »Bezar« og
gik selv ind. Medens de i Ro og Mag
gøre deres Indkøb i Staden, kommer der
en fremmed Araber gaaende og faar Øje
paa de bundne Hopper, og hæftig tilskyndet
af den enes vakre Udseende, stiger han
op paa dens Ryg og fjærner sig med