Dúgvan - 13.05.1897, Blaðsíða 3

Vindens Hurtighed. Da Beduinerne kom
tilbage, fandt de ikke alle deres Ridedyr;
Ejeren af den, som savnedes, spurgte alle
Naboerne om, hvad der var blevet af hans
Hoppe, hvem der havde stjaalet den. En
Haandværker, som arbejdede i et Værksted
lidt derfra, svarede, at en Mand var kommen
.for at hente en af de bundne Hopper, men
ingen havde talt med ham derom, da de
troede, at den tilhørte ham. Beduinen
græd af Harme og bad straks om en Hest
for sammen med sine Kammerater at faa
fat paa Tyven; de skaffede sig Underret-
ning om. hvilken Vej han havde taget og
jog af Sted i flyvende Galop.
,, Kfter et anstrængepde Ridt paa tre
Timer, udbrød den stakkels Beduin, som
havde mistet sin smukke Rejsefælle: »Jeg
ser min Hoppe!« Man véd, at Ørken-
araberne have et forbavsende skarpt Syn
og at de opdage meget fjærne Genstande.
Idet Beduinerne skyndte paa deres Gan-
gere, vare de nær ved at indhente Tvven,
men pludselig saa de, at Hoppen standsede
ved en lille temmelig dyb Flod, som den
ikke vovede at komme over. Tyven havde
opdaget, at man forfulgte ham; han skæl-
vede paa sin ubevægelige Hoppe og han
var allerede Fortvivlelsen nær. Hoppens
Herre bliver urolig; han frygtede for at
hans Gangers Ry skulde faa Dødsstødet,
hvis andre Gangere indhente den i dette
Tilfælde; han vakler imellem Sorgen over
at tabe sit ædle Dyr og Skammen som
kunde komme til at klæbe ved det. Hans
Hoppes Ry sejrer endelig i hans Sjæl.
»Stik den i Øret og giv den af Sporerne!«
raabte Beduinen til Tyven, som var omtrent
hundrede Skridt borte; »saa vil den uden
Vanskelighed springe over EKen.« Tyven
gjorde saa, og Hoppen kom over Elven i
eet eneste Spring, og hurtig som en Fugl
fløj den hen over Sletten og forsvandt
snart bag Synskredsen.
II.
En Araber og hans Stamme havde
angrebet i Ørkenen en Karavane paa Vej
til Damaskus; Sejren var fuldstændig, og
Araberne vare allerede i Færd med at
sætte sig i Besiddelse af det rige Bytte,
da Paschaen i Acres Ryttere, som skulde
møde Karavanen, pludselig faldt over dem,
dræbte et stort Antal og tog andre til
Fange og efter at have bundet dem med
Reb førte de dem til Acre for at overgive
dem til Paschaen. Araberhøvdingen, Abon-
el-Marsch havde under Kampen faaet en
Kugle i Armen, men da hans Saar ikke
var livsfarligt, havde Tyrkerne bundet ham
til en Kamel, og da de havde bemægtiget
sig hans Hest førte de baade den og Ryt-
teren med sig. Aftenen før den Dag, de
skulde ankomme til Acre. slog de l ejr
mellem Saphadts Højder; den saarede
Araber havde Benene bundne med en
Læderrem og laa nær det Telt, hvor Tyr-
kerne holt Rast. Holdt vaagen ved sit
smertefulde1 Saar øm Natten hørte han sin
Hest vrinske tøjret mellem mange andre
omkring Lejren efter Østerlændernes Skik;
han genkendte dens Stemme og idet han
ikke kunde modstaa Ønsket om endnu en
Gang , at tale; med sin l ivsledsager, slæbte
han sig møjsommelig hen ad Jorden ved
Hjælp af sine Hænder og Knæér og naaede
hen til sin Hest. »Stakkels Ven.« sagde
han, »hvad ska! du gøre mellem Tyrkerne?
Du vil blive indespærret under en Kans
(Karavanhus’) Hvælvinger sammen med en
Agas eller. Paschas Heste; Kvinderne vil
ikke mere bringe dig Kamelens Mælk eller
give dig Byg af den hule Haand; du vil
ikke mere løbe omkring fri som Ægyptens
Vind; du vil aldrig mere med Bringen
kløve Jordans Vande, som vædede dine
snehvide Haar: Om jeg bliver Slave, skal
du i hvert Fald forblive fri! Naa. gaa
tilbage til Teltet som du kender; sig til
min Kone, at Abon-el-Marsch aldrig kom-
mer tilbage, og stik Hovedet ind imellem
Teltets Tremmer for at slikke' mine smaa
Børns Hænder.« Medens han talte saa-
ledes, havde Abon-el-Marsch med Tænderne
overgnavet det Gedehaarsreb. hvormed de
arabiske Heste tøjres, og Dyret var frit;
men da det saa sin Herre saaret og hunden,
forstod det tro og forstandige Dyr med
sit Instinkt, hvad ingen Tunge kunde for-
klare: det sænkede Hovedet, snusede til
sin Herre og gribende ham ved Læder-
bæltet med Tænderne, fo’r det af Sted i
Galop og bragte ham lige til hans Telte.
Idet Hesten ankom og kastede sin Herre
paa Jorden foran Hustruens Fødder, ud-
aandede den af Overanstrængelse; hele
Stammen begræd den, Skjaldene besang
den og dens Navn lever bsstandig blandt
Araberne omkring Jericho.
En slagfærdig Mand.
(„Dansk Afhbld.“.)
Da Stortingsmand Johannes O. Veseth
i 1851 under Behandlingen af I,oven om
Indskrænkning af Misbrug ved Udsalg af
01 (hvilken alene skylder Veseth sin Til-
blivelse) stod og debatterede paa det iv-
rigste, blev der tilstillet ham følgende Vers
fra en Modstander af Sagen:
»At Tinget kan stemme
for: Øllet at hæmme,
begriber jeg ikke.
Hvad skal vi da drikke.