Dúgvan - 08.07.1897, Side 3

Sig til Mo’r, at det er Wilhelm!
(Efter „Menneskevennen11.'
Følgende Begivenhed tildrog sig nylig,
ifølge et svensk Blad, ved Skotlands Kyst.
Det var en kold, stormfuld Høstmorgen,
da Folkene i Byen Everton vækkedes af
et Kanonskud fra Havet. Allé vidste, hvad
det betød. Kysten var fuld af Klipper,
som Søen slog ind imellem med voldsomme
Brændinger, og der gik ikke noget Aar,
uden at Havet her krævede sine Ofre.
Men Byens Indvaanere — Sømænd og
Fiskere — var modige og hjælpsomme
Folk. De havde ikke saa sjælden reddet
ulykkelige skibbrudne, og da de nu hørte
Skud. skyndte de sig ned til Søen.
Nogle Tusind Skridt fra I.and laa et
Skib strandet paa Klipperne, redningsløst
fortabt. Besætningen var gaaet til Vejrs
og klamrede sig fast til Riggen for ikke
at skylles bort af Bølgerne.
»Ud med Redningsbaaden!«
Og ud kom Baaden, men dens raske
Fører — Hardy hed han — var ikke til
Stede. Tidlig om Morgenen var han gaaet
et Ærinde til Præsten. Det var umuligt
at vente paa ham; thi hvert Øjeblik kunde
Skibet gaa under.
Otte Mand roede ud i den rasende
Storm. De naaede Vraget og fik de
stakkels skibbrudne ned i Baaden. Men
een blev tilbage; han sad højt oppe i
Masten, tung og stivfrossen, og de vovede
ikke at tage ham. Baaden kunde ikke
bære flere, og Stormen tog til. saa det saa
næsten ud til, at de skulde gaa under
allesammen.
Da de kom til l.ands var Hardy
kommen tilbage. »Fik I reddet dem alle?«
spurgte han.
»Nej, een sad tilbage i Riggen,« blev
der svaret.
»Jeg vil ud efter ham.« raabte han,
»gaar I med?« Ingen vilde; de ansaa
Forsøget for umuligt.
Hardy hoppede i Baaden.
»Saa gaar jeg alene.«
Men i dette Øjeblik kom hans gamle
Mo’r ned til Søen. Hun tiggede og bad
ham lade være.
»Husk, at din Fa’r blev derude, og
Wilhelm — — —«
Wilhelm var hendes yngste Søn, som
hun ikke havde hørt fra i 8 Aar.
»Tænk dog paa din Mo’r,« bad hun.
»Men han derude--------er du sikker
paa, at ikke han ogsaa har Mo’r?«
Da tav den gamle, og fire Mand sprang
i Baaden.
De kavede sig fremover mod Bræn-
dingerne, men det gik langsomt.
Skroget var allerede helt under Vand,
da de naåéde ud til Vraget, og det holdt
haardt at komme i Forbindelse med det
og faa ned den stivfrosne Stakkel déroppe
i Vantet. Hardy selv maatte op efter ham.
Nu var han i Baaden, og de satte af
mod I.and.
Da de kom saa nær, at Hardys stærke
Røst kundé høres gennem Brændingerne,
viftede han med Sydvesten og raabte:
»Sig til Mo’r, at det er Wilhelm!«
TaS er eitt gamalt or6, at »ney6 drivur
nakna kvinnu at spinna«. Nakrar
gørtar havi eg sjålvur spunnifi so viS og
viS, eg aSrir hava eisini roynt at spunniS
mær eitt sindur — væl ver5i teimum firi
taS —, men nå er tilfariS uppi og spinninga-
hugurin sinist at veråa fadlin kjå spunaS-
monnum minum. Ti verri ér min tid knøpp
og evnini litil, men kundi eg fingid ta6
upp i lag, so hevdi eg fegin vilja spunnid
nakrar »endar« edla »smågørtar«.
At spinna vil kannske gangast mær
•nøkulunda, men kvussu tad verdur vi3 lit-
inum. veit eg ikki. Tad kan væl vera, at
titt faa, gråar og korkalitadar gørtar kvørt
um annad, men tad fer at verda sum tad
kann, eg. må spinna sum tilfarid er; eg
hoyri ikki til teir menninar, sum tiggjunda
fleiri vågir um årid.
Nu koma »gørtarnir«:
I.
»Søtur er sjålvgivin biti,« tad helt bondin
å sinni, tå id hann hevdi bigt sær neyst
til stéran båt.’ Bædi veggir og tak, alt
hevdi hann gjort åleina, eingin hev6i hjålpt
honum, og ti var hann so fegin mi, hurd-
arnar eisini voru uppfiri komnar, at hann
måtti fara inn ettir kagganum — hann åtti
alti6 ein dropa heima — og vid honum
undir arminum kleiv hann upp å neysta-
takid og setti seg so at gleiva tvørtur um
mønuna vid kagganum i hondunum. Hann
tok sær ein gddan »slurk«, og i ti hann
tdk kaggan frå munninum, lættid hann sær
so væl upp frå og segdi: »er tad idla gjørt,
so er tad væl betalt,« og i ti sama smekkadi
hann endan treystliga nidur attur imdti
mønuni. Og tad må sigast, at idla var
gjørt; neystid toldi ikki dumsid; veggirnir
skrædnadu, takid flaknadi og bondin vid
kagganum i hondunum kom sitandi nidur
å neystagolvid.
II.
F—ringar voru eina ferd til handils
inni i Klaksvik. Adlir høvdu tikid ilåtir
vid — ti brennivin måttu teir hava heim
attur vid sær — uttan Jogvan, hann hevdi
gloymt sitt ettir. Hann var heilt olukku-
ligur, ti hann skuldi keypa tveir pottar og