Dúgvan - 09.02.1899, Blaðsíða 2

underlig urolig. Ærgerlig smed jeg Bogen
fra mig og gik ud. Min første Tanke var
at gaa ned paa Bakken, en yndet Samlings-
plads, hvor jeg var vis paa at træffe en
eller anden, som jeg kunde komme til at
passiare med, thi jeg trængte til Ad-
spredelse; men da jeg skulde gaa forbi
den næste Gade, blev jeg opmærksom paa
nogle-Personer, som stode udenfor den der-
værende Beværtning. I Haab om dér at
finde en eller anden af mine Bekendte, gik
jeg hen til dem. I det samme kommer to
af Peters Brødre hen til mig og spørger
mig. om jeg havde set deres Broder. Jeg
meddelte dem da, hvor og naar jeg sidst
havde set ham. og paa deres Spørgsmaal,
om han muligvis var beruset, fortalte jeg
dem, hvad jeg troede at have set. De var
begge meget urolige over hans Forsvinden,
særlig da man havde fortalt dem, at han
var meget beruset. Deres Ængstelse for
Broderen smittede ogsaa mig, thi jeg kom
derved uvilkaarlig til at tænke paa min
tidligere ufrivillige Uro, som hidindtil
havde været mig helt uforklarlig, men som
jeg nu satte i Forbindelse med min Vens
Bortebliven. Vi skyndte os straks afSted
for at søge efter ham og gik selvfølgelig
ud ad den samme Vej, hvor jeg havde
mødt ham. Da vi vare komne til et bestemt
Sted, blev vi enige om at skilles for at
søge i forskellige Retninger og atter mødes
paa det samme Sted igen. Jeg søgte saa
godt jeg kunde, bagved Gærder, Stene og
i Grøfter — det var lidt Maaneskin —,
men alt forgæves. Jeg gik meget ned-
bøjet tilbage for at træffe sammen igen
med de andre; men idet jeg nærmede mig
Samlingsstedet, hvor de to andre allerede
befandt sig, standsede jeg. Jeg spurgte
dem, hvad vi nu skulde gøre, og mens jeg
talte, vendte jeg mig uvilkaarlig om; men
hvem kan beskrive min Glæde: — der
ligger han lige foran mig indenfor Gærdet,
imellem dette og en stor Sten, udstrakt,
med Ansigtet nedad. Jeg sprang over
Gærdet og raabte til de andre, at jeg
havde fundet ham. Vi tog fat i ham; han
snorksov, og da vi rejste ham op, var han
helt stiv. Vi tumlede da med ham saa
godt vi kunde, indtil vi endelig langt om
længe fik ham opvarmet og bragt hjem.
Han tog heldigvis ingen Skade af
denne Tur, som let kunde være bleven
hans sidste. Jeg har mange Gange siden
tænkt paa denne Aften; den forunderlige
Uro, der kom over mig og drev mig ud,
og at jeg i Stedet for at gaa til den paa-
tænkte Samlingsplads paa Bakken, drejede
af og kom derved til at træffe sammen
med min Vens Brødre, og endelig at jeg,
da vi søger efter ham, uvilkaarlig standser
lige foran det Sted, hvor han ligger i den
smalle Kløft mellem Gærdet og Stenen.
Mon nu alt dette har været Tilfældigheder?
Jeg tror det ikke. Maa man ikke snarere
antage, at der bag denne Kæde af tilsyne-
ladende Tilfældigheder, der alle som bundne
ved en uforklarlig Lov synes at pege mod
samme Maal, har været en Hensigt skjult?
D.
Slyngler.
Et ejegodt Menneske er han, en fattig
Mand, en Arbejdsmand, ulykkelig, for-
drukken. —
Han havde drukket i mange Aar; det
kønne, godmodige Ansigt havde faaet
dette sløve, slappe, opløste Udseende, som
dagligt Pimperi efterlader, og over den
høje, før saa kraftige Skikkelse var der
den samme leddeløse Dinglevornhed, som
man ser hos altfor stærkt voksende Drenge
i Konfirmationsalderen. Udførte han et
Arbejde — nu bestaar dette mest i »til-
fældigt Sjov« var det med rystende
Hænder og vaklende Knæ, Synet svigtede
nu og da, Mælet var tykt og rustent. Og
Hjemmet holdtes oven Vande ved at Konen
og den ældste Datter sled i det med Fiske-
tilberedning for Købmændene Vaar, Som-
mer og Høst, — tidt en god Del af Vin-
teren med.
Saa blev han pludselig — af egen
Drift — Afholdsmand, han meldte sig ind
i en Afholdsforening, holdt op med at
drikke og var i en Tid en mere lykkelig
Mand. mindre fattig end før, afholdt og
respektabel. Han havde godt at bestille,
holdt sig godt og holdt sig længe.
Det blev Juleaften. Konen og Børnene
glædede sig, thi en saadan Jul havde de
ikke haft' i mange Aar: Fa’r ædru, med
Penge paa Lommen, rent og varmt og
hyggeligt i Hjemmet, det var da al den
Lykke, Fattigfolk kunde ønske og forlange.
Og der var Glæde og Tilfredshed i det
lille Hjem.
— Men netop den Aften ramlede alle
deres Forhaabninger sammen, sank deres
glade Tro til de kommende Dage i Grus
for lange Tider. —
Han var gaaet fra Arbejdet sammen
med sine Kammerater, unge, letsindige
Friskfyre, ældre, arbejdsvante Mænd, men
alle havde de paa Fornemmelsen, at nu
var Glædens Stund inde, den Tid, da man
for et Par Dage glemmer Slid og Slæb
for at hvile ud og nyde det Liv, hvis Goder
er saa sørgelig ulige fordelte for Menne-
skenes Børn. For de mindst mulige Penge
at købe sig den mest mulige Fornøjelse,
det er Fattigmandens Lod; derfor ligger
Alkoholrusen som det billigste og nemmeste