Dúgvan - 09.02.1899, Blaðsíða 3

Middel ham saa snublende nær i dette
Tilfælde, og derfor gik det ogsaa her fra
Butik til Butik, hvor Øllet flød og hvor
man traf Kendinge og Venner, der bød
paa en Bitter her, en Bajer hist; han stred
tappert imod, skønt den tobaksfyldte,
spiritusmættede Luft pirrede hans Nerver
og hidsede hans Blod. Men da »Vennerne*
blev ved med Overtalelser, Bønner, For-
haanelser og Trusler, med list og Kneb
at formaa ham til dog at tage en »01*
eller »en lille Bitter«, da kunde han ikke
staa imod længer; den gamle Drikkelyst
kom over ham, vild og ubændig tyllede
han i sig indtil han blev baaren døddrukken
hjem. —
Og nu er han atter en stakkels, ulykke-
lig, fattig og fordrukken Mand.
Men de Mennesker, der samvittigheds-
løst forledte ham, de kendte hans Tilstand,
hans Fortid og hans ulykkelige 1 idenskab,
de tog det hele for en fortræffelig Spøg,
lo og gjorde Grin med den »grinagtige,
fulde Abekat«. Disse Mennesker finder
man alle Vegne, de gaar under pæne
Navne, agtede og ærede som gode Borgere,
men de fortjener enhver rettænkende
Mands og Kvindes mest ubetingede For-
agt. — De Slyngler!
Chr. IT-1.
Stranding foraarsaget ved Kaptejnens
Fuldskab.
Nogle Dage før Jul strandede Skon.
nerten »Competitor« af Kalmar i Sverrig
ved Nørre Lyngvig udfor Ringkøbing paa
Jyllands Vestkyst. Af Skibets Besætning
reddedes kun een Mand i stærkt forkommen
Tilstand. Paa Ringkøbing Sygehus er han
nu kommen saa godt til Kræfter igen, at
han vistnok har overvundet Følgerne af
den farlige Sejlads. Han meddeler ifølge
»Holstebro Avis«, at Kaptejnen paa
»Competitor« var fuld, da Ulykken skete,
og at han ikke havde været ædru i de
sidste otte Dage. Under saadanne Om-
stændigheder har »Navigationen nok ikke
været reel«, saa det var ikke saa sært, at
det gik galt, naar en drukken Mand stod
for Styret. Dette kaster vel tillige Lys
over Fartøjets underlige Krydsen frem og
tilbage ud for Kysten, samt at det blev
liggende for Anker, til det splintredes.
En Skibskaptajns Vidnesbyrd.
fører. Hans sunde og vejrbidte Udseende
gjorde et velgørende Indtryk paa mig. Da
vi kom i Samtale med hinanden, fik jeg
at vide, fra hvilken By han var. »Saa
kender De vel sagtens Gæstgiver Jensen?«
bemærkede en af de tilstedeværende. »Nej,
det gør jeg ikke,« var Svaret. Man undrede
sig over, at en Sømand ikke var bedre
kendt med Folk. der holdt Værtshuse.
Hertil svarede Skibsføreren: »Jeg er nu
mine 58 Aar gammel, og jeg har faret til
Søs saa godt som uafbrudt lige siden min
Konfirmation; men jeg har aldrig erfaret,
at det var en nødvendig Ting for en Sø-
mand at gæste Værtshuse, og jeg har
ikke besøgt et eneste. l ige saa lidt
gavner det en Sømand at tage sig de saa-
kaldte Opstrammere, mens han i Storm og
Stille færdes om Bord. I hvert Fald har
jeg ikke gjort det, og jeg tror ikke, at
man med Grund kan sige at jeg har taget
fejl deri. Derimod har jeg til Stadighed
brugt et andet Middel, som jeg kan anbe-
fale frem for de Drikke, der gaa til Ho-
vedet, det nemlig: at tage frisk Søvands-
fodbad to eller tre Gange om Ugen, Vinter
og Sommer. Det koster heller ingenting.«
— Mandens friske Ansigtstræk og hans
ranke Skikkelse talte bedre end Ord. —
Hvor længe vil det vare, før ogsaa Færin-
ger blive kurerede for deres Overtro paa
Brændevinens Gavnlighed?
En lille Fejltagelse.
Man fortæller, at en Bondemand mødte
engang en venlig, førladen, tarvelig klædt,
ældre Herre. Bonden fik det Indtryk, at
den fremmede Mand vel nærmest maatte
være Præst, og han spørger uden videre:
»Hvad er du for en Mand? — Jeg er
gejstlig,« svarede den fremmede. — »Du
er maaske Kapellan?« siger Bonden. —
»Nej, det er jeg ikke,« svarer den anden.
— »Er du maaske Præst?« spørger Bonden
igen. — Nej, det er jeg ikke, men det har
jeg været.« — »Eller Provst maaske?« —
»Det har jeg ogsaa været, men det er jeg
ikke mere.« — Nu taug Bonden et Øje-
blik, derpaa udbrød han sukkende: »Ak,
ja! ak, ja! Den Brændevin, den forvolder
mange Ulykker. Stakkels Mand!« — —
Bonden antog, at den gejstlige Mand var
bleven afsat paa Grund af Drikfældighed;
men den fremmede var tvært imod bleven
Biskop, og er oven i Købet en from og
nidkær Overhyrde, der altid har støttet
Afholdssagen.
For nogen Tid siden traf jeg en
ældre Mand, der viste sig at være Skibs-