Dúgvan - 09.02.1899, Blaðsíða 1

Dúgvan - 09.02.1899, Blaðsíða 1
^&V4jy AFHOLD SB LAD FOR FÆRØERNE. UDGIVET AF THORSHAVNS AFHOLDSFORENING. Nr. 9. FEBRUAR 1899. 6. Aarg. Smaafolks Sang. Mel.: Vikingabalk. Vi er Smaafolk! ja vel — men vi ved, hvad vi vil, og vi prøve til Maalet at naa. Vi er Smaafolk! ja vel — men alt stort, som er til, blev begyndt i det smaa af de smaa. Vi er Smaafolk! javel — men med Kræfter i Arm og med Klarhed i Tankernes Slot. Vi er Smaafolk! ja vel — men der slaar i vor Barm dog et Hjerte for alt, som er godt. Vi er Smaafolk! ja vel — men en myl- rende Flok! og vi arbejde alle som en. Vi er Smaafolk! ja vel — men vi evner det nok selv at løfte den tungeste Sten. Vi vil frem, vi vil op, vi vil løfte vort Land og vort Folk til det bedste paa Jord. Vi vil kæmpe tilsammen enhver som en Mand mod det onde, med Daad som med Ord. Vi vil frem gennem Mulm, gennem Kuld, gennem Spot til det længst os forjættede Maal. At vi naar det engang — ja det ved vi saa godt, thi vor Vilje er hærdet som Staal. Vi er Smaafolk! ja vel —¦ men vi tror paa vor Sag, tror paa Lysets og Frihedens Sejr. Vi er Smaafolk! ja vel — men hvor vi hejser Flag, skal i Fremtiden Folket slaa Lejr. M. Anelser. Det var en iste Paaskedagsaften for omtrent 30 Aar siden, at jeg og min Fader gik en Tur sammen henad I ande- vejen; — hvilken Landevej kan jo ogsaa være lige meget. Vejret var usædvanlig smukt, klart og stille, men bidende koldt og det frøs stærkt. Da vi paa Tilbage- vejen nærmede os Byen, mødte vi en af mine Kammerater ved Navn Peter. Han hilste paa os og indlod sig i Samtale med min Fader; men da jeg saa, at han var en Del beruset, — min Fader bemærkede det ikke —, søgte jeg at afbryde Samtalen saa hurtigt som muligt, for at min Fader ikke skulde blive opmærksom derpaa, hvilket ogsaa lykkedes. Efter at være hjemkommen og have spist Aftensmad, satte jeg mig til at læse, thi jeg havde ikke i sinde at gaa ud igen den Aften, men uagtet det var en meget interessant og »fængslende« Bog, jeg læste, var det mig ikke mnligt at fæste mine Tanker ved Bogen; de beskæftigede sig udelukkende med Peter. Jeg søgte at jage disse Tanker væk. Hvorfor skulde jeg tænke paa ham og være urolig for hans Skyld? Det var jo dumt, ham fejlede intet, han gik jo støt og talte fornuftigt da vi traf ham. Jeg tog atter fat paa at læse, men med samme Resultat. Jeg anstrængte mig igen for at bortjage disse dumme Tanker, tog paa ny fat paa Læsningen, men det var mig ikke muligt at fæste Tankerne ved Bogen, og ærgerlig smed jeg den fra mig og rejste mig op for at gaa ud. Jeg gik et Par Gange henad Gulvet; men saa tog jeg mig paa ny sammen og satte mig trodsig ned paa Stolen igen med det faste Forsæt, at nu skulde jeg blive ved at læse. Jeg holdt ud et Øjeblik, læste en hel Side ned, men da jeg var færdig med den, var det mig ikke muligt at huske et Ord af det, jeg havde læst; thi mine Tanker drejede sig uafbrudt om min Ven, og jeg følte mig tillige saa

x

Dúgvan

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Dúgvan
https://timarit.is/publication/13

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.