Dúgvan - 09.02.1899, Blaðsíða 1

AFHOLD SB LAD FOR FÆRØERNE.
UDGIVET AF THORSHAVNS AFHOLDSFORENING.
Nr. 2. 9. FEBRUAR 1899. 6. Aarg.
Smaafolks Sang. Anelser.
Mel.: Vikingabalk. Det var en iste Paaskedagsaften for
Yi er Smaafolk! ja vel — men vi ved,
hvad vi vil,
og vi prøve til Maalet at naa.
Yi er Smaafolk! ja vel — men alt stort,
som er til,
blev begyndt i det smaa af de smaa.
Vi er Smaafolk! javel — men med Kræfter
i Arm
og med Klarhed i Tankernes Slot.
Vi er Smaafolk! ja vel — men der slaar
i vor Barm
dog et Hjerte for alt, som er godt.
Vi er Smaafolk! ja vel — men en myl-
rende Flok!
og vi arbejde alle som en.
Vi er Smaafolk! ja vel — men vi evner
det nok
selv at løfte den tungeste Sten.
Vi vil frem, vi vil op, vi vil løfte vort Land
og vort Folk til det bedste paa Jord.
Vivil kæmpe tilsammen enhver som en Mand
mod det onde, med Daad som med Ord.
Vi vil frem gennem Mulm, gennem Kuld,
gennem Spot
til det længst os forjættede Maal.
At vi naar det engang — ja det ved vi
saa godt,
thi vor Vilje er hærdet som Staal.
Vi er Smaafolk! ja vel — men vi tror paa
vor Sag,
tror paa Lysets og Frihedens Sejr.
Vi er Smaafolk! ja vel — men hvor vi
hejser Flag,
skal i Fremtiden Folket slaa Lejr.
M.
omtrent 30 Aar siden, at jeg og min
Fader gik en Tur sammen henad Lande-
vejen; — hvilken Landevej kan jo ogsaa
være lige meget. Vejret var usædvanlig
smukt, klart og stille, men bidende koldt
og det frøs stærkt. Da vi paa Tilbage-
vejen nærmede os Byen, mødte vi en af
mine Kammerater ved Navn Peter. Han
hilste paa os og indlod sig i Samtale med
min Fader; men da jeg saa, at han var en
Del beruset, — min Fader bemærkede det
ikke —, søgte jeg at afbryde Samtalen
saa hurtigt som muligt, for at min Fader
ikke skulde blive opmærksom derpaa, hvilket
ogsaa lykkedes. Efter at være hjemkommen
og have spist Aftensmad, satte jeg mig til
at læse, thi jeg havde ikke i sinde at gaa
ud igen den Aften, men uagtet det var en
meget interessant og »fængslende« Bog,
jeg læste, var det mig ikke mnligt at fæste
mine Tanker ved Bogen; de beskæftigede
sig udelukkende med Peter. Jeg søgte at
jage disse Tanker væk. Hvorfor skulde
jeg tænke paa ham og være urolig for
hans Skyld? Det var jo dumt, ham fejlede
intet, han gik jo støt og talte fornuftigt da
vi traf ham. Jeg tog atter fat paa at læse,
men med samme Resultat. Jeg anstrængte
mig igen for at bortjage disse dumme
Tanker, tog paa ny fat paa Læsningen,
men det var mig ikke muligt at fæste
Tankerne ved Bogen, og ærgerlig smed
jeg den fra mig og rejste mig op for at
gaa ud. Jeg gik et Par Gange henad
Gulvet; men saa tog jeg mig paa ny sammen
og satte mig trodsig ned paa Stolen igen
med det faste Forsæt, at nu skulde jeg
blive ved at læse. Jeg holdt ud et Øjeblik,
læste en hel Side ned, men da jeg var
færdig med den, var det mig ikke muligt
at huske et Ord af det. jeg havde læst;
thi mine Tanker drejede sig uafbrudt om
min Ven, og jeg følte mig tillige saa