Dúgvan - 13.07.1899, Blaðsíða 3

til min Herkomst eller vil nogen Sinde
komme til det.«
»Har De nogen Ret til at komme?«
»Nej, jeg har aldeles ingen Ret, jeg
kommer, fordi jeg er bleven indbudt til at
komme; der er mit Papir« — og han bliver
straks vist ind i et Værelse. Jeg kan dog
tænke mig hans Tillid svinde bort, da han
finder sig selv i et Forværelse. Han ser
sig omkring og tænker:
»Aa, jeg har aldrig set saadan et Sted
før. Hvor forskelligt er det dog ikke fra
min egen fattigeStue! Hvilket smukt Sted!
Hvilke smukke Tæpper og Møbler! Jeg
har aldrig set noget lignende! Hvad skal
jeg dog sige, naarDronningen kommer ind?«
Han forsøger at føje sine Ord sammen,
men han føler sikkert, at han vil gaa i
Staa. Han begynder at ønske, at han var
hjemme igen, og han har halvvejs i Sinde
at stikke af, men han tager sit Brev frem
igen og læser: »Lad være med at tøve;
det er kun til Deres egen Skade,«
og han tænker: »Naa, nu er jeg her; jeg
er forvirret, men hvis jeg ikke var kommen,
var det gaaet mig værre, og naar Dron-
ningen kommer, vil jeg sige: Undskyld,
Deres Majestæt, jeg ved, at jeg ikke er
værdig til at komme, og jeg vilde aldrig
have haft den Dristighed at komme, men
De har sendt Bud efter mig og sagt mig,
at jeg ikke maatte tøve til min egen
Ulykke, derfor er jeg her.«
Saa standser han og bliver venligt
modtaget af Dronningen, som straks viser
ham stor Bevaagenhed.
Jeg tænker, at jeg næppe behøver at
forklare denne Lignelse, med mindre der
skulde være en, som ikke forstaar den.
Du er den fattige Mand, kun er du
meget fattigere, end han var; her er et
Sendebud fra Kongen, som kommer til
dig: »Tro paa den Herre Jesus Kristus,
saa skal du blive frelst.«
Maaske der er en lærd Professor, som
ikke kan lide denne Lære, og som siger:
»Du har ingen Ret eller Fuldmagt til at
komme.« Vis ham Bogen, hvor Kristus
siger: »Hvem som helst der vil, lad ham
komme og drikke uforskyldt af livets
Vand.«
Og hvis der skulde være en anden,
som dog søger at holde dig tilbage, saa
fortæl ham, at Jesus har sagt dig. at du
skulde komme og har sagt, at den. som
tror, skal ikke blive fordømt.
(»Kirkeklokken«.)
Arvelighed.
(Efter „Agitatoren11.)
Mangfoldige Mennesker ryster paa
Hovedet, naar vi Afholdsfolk taler til dem
om Alkoholismens Arvelighed, og dog véd
de samme Mennesker godt, at forskellige
Sygdomme og Legemsfejl kan gaa i Arv.
Et Barn af døvstumme Forældre f. F.ks. vil
let have Forældrenes Fejl og lige saa vil
et Barn, hvor en af eller begge Forældrene
er nærsynede, næsten altid selv blive nær-
synet. Sindssyge er alle Mennesker lige-
ledes svært godt enige om kan nedarves
fra Slægt til Slægt.
Men Alkohilismen, Hangen til Drik,
nej det kan der ikke være Tale om. Det
er da umuligt, at fordi Faderen drikker sin
større eller mindre Portion Spiritus om
Dagen, at Sønnen eller endogsaa Sønne-
sønnen derfor skal faa Hang til det samme.
Saaledes resonnere Folk, og de tænker
ikke paa, at det gamle Ord om, at Fæ-
drenes Synder hjemsøges paa Børnene i
tredje og fjerde Led, fuldt saa meget
gælder Drikkesygen som enhver anden
Sygdom.
Eller ogsaa vil de ikke høre, ikke
forstaa, at dette er Tilfældet. Ved at høre
om en Sag og faa Forstaaelsen af den
vækkes nemlig Ansvarsfølelsen.
Er man først bleven vant til stærke
Drikke, smage de saa godt og man vil
nødig tro paa deres ødelæggende Indflydelse
paa Organismen. Man drikker mere og
mere. Ens Viljekraft sløves og den mo-
ralske Følelse slappes. Man erkender til
sidst, at man maaske drikker en Del, men
det kommer jo ingen andre ved, og Bør-
nene behøver da ikke at tage Eksempel
efter deres Fader. Undskyldninger og Ud-
flugter er der nok af, for Folk vil saa
gerne løbe bort fra Ansvaret.
Men vi skal atter og atter ringe for
deres Øren, holde de nøgne Fakta op for
deres øjne og lade Videnskaben tale sit
overbevisende Sprog, indtil Folk bliver
klar over, at de har et Ansvar overfor den
opvoksende Slægt, og det endda et meget
stort.
Den berømte engelske Læge Dr.
Norman Kerr har saaledes konstateret,
at i 3000 Tilfælde af Alkoholisme, som
han har haft J.ejlighed til at iagttage, har
han sporet Indflydelse fra foregaaende
Slægtled i mere end Halvdelen af dette
Antal, hvorvel naturligvis baade Patienterne
og deres paarørende søgte at hemmelig-
holde et saadant Forhold. Han har fundet
begge Køn lige modtagelige for disse
Anlæg, idet Tilbøjeligheden i nogle Til-
fælde er gaaet i Arv fra Fader til Datter,
i andre atter nedstiger i ret Linie. Lamhed,