Dúgvan - 14.12.1899, Blaðsíða 3

Dúgvan - 14.12.1899, Blaðsíða 3
 Ert tu ein sannur fosturlandsvinur, hvør tu so ert, høgur ella lågur, tak fatt! Statt ikki longur »hendur i favne; royn at bera tin part av byrSini, ikki vil tu koma at angra taS; men taS tordi veriS, at tu kundi komi at fortrotiS ta5 i dyra doma, um tu letur ta5 vera. D. I. Før og nu. Et Skumpelskud var han blandt Svendenes Flok, af stinkende Fusel fik aldrig han nok, hans Arbejde blev ham til Plage og Kval, thi Snapsen hans Kræfter saa lumskelig stjal. Hvor rysted' hans Hænder, hvor stirred' hans Blik, naar Giftdrikken ej han om Morgenen fik; hvor kunde han spise sin Frokost, naar ej en halv Flaske Brændevin hjalp den paa Vej. Og han, som engang var en Pryd for sin Stand, en munter og lystig og arbejdsom Mand; han stod nu som Dranker ved Høvl og ved Bænk — hvis ikke han stod ved Værtshusets Skænk. Og skønt Kammeraterne saa, at han faldt, og skældte ham ud for en Klud og en Pjalt, saa drak de dog med ham og »klunsede« tit om Kognak og Bajer og fri Akvavit. Men Hustruen hjemme, hun græd og hun led, hun hygged'om Børnene, stræbte og sled; hun vred sine Hænder fortvivlet i Nød, naar tit der i Huset var Mangel paa Brød. Da blev der paa Pladsen, hvor Manden var Svend, i Arbejde taget to afholdne Mænd, to unge og livsglade Førsterangs-Svende, som Manden, til Held for ham selv, fik at kende. Han saa med Forundring, at Snaps de ej drak, og at til »en Bajer« de sagde: »Nej tak!« og at de kun Skibsøl til Mad vilde drikke, selv Kroneøl — Kroneøl — hued' dem ikke. Det slog ham, hvor begge var raske og flinke, og her stod nu han som en magtesløs Sinke. De hjalp ham tilrette med Arbejdet tit — Han syntes, han atter kom bedre i Trit. Saa talte de med ham som god Kammerat om Drik og dens Følger for Samfund og Stat, og skaansomt de bad ham at tænke derpaa og med til et Slag mod Kong Alkohol gaa. Og lidt efter lidt holdt han op med at drikke, han skammede sig for de unge Mænds Blikke, og én Dag han loved paa Hæder og Ære, at ogsaa nu han vilde Afholdsmand være. Jeg kender den Mand, han er først i vor Række, han taler vor Sag som den kækkeste kække; jeg ser ham med Hustru og Børn ved sin Side, jeg ved, det er Folk nu, paa hvem vi kan lide. (Sylvester i „Agitatoren".) ,Kun et lille Glas". Efter „Agitat.".) Det er interessant at iagttage den Standhaftighed og — om man maa bruge det Udtryk — Snedighed, Folk kan ud- vise, naar man taler til dem om Afholds- sagen, og opfordrer dem til at gaa ind i denne store og betydningsfulde Virksom- hed. Det er ingenlunde vanskeligt at faa Folk til at indrømme, at Alkohol i det store og hele er en Gift, ja mere end det: en Samfundsfordærver; men efter mange ellers fornuftige og rettænkende Menneskers Begreber er disse Udtryk kun paa den rette Plads, naar Giften nydes i meget store Mængder og Sarnfundsfor- dærveren viser sig i sin grimmeste og mest iøjnefaldende Skikkelse. Med andre Ord: Man har endnu ikke indset Nødvendig- heden af at være Afholdsmand, naar man blot har indskrænket sit Forbrug af spi- rituøse Drikke til et passende Minimum pr. Dag. Den lille Frokostsnaps og Baje- ren til Aftensmaden svæve som en mindre »Dille« i disse Folks Bevidsthed. »Herre-

x

Dúgvan

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Dúgvan
https://timarit.is/publication/13

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.