Dúgvan - 14.12.1899, Blaðsíða 3

Ert tu ein sannur fosturlandsvinur, hvør tii
so ert, høgur ella lågur, tak fatt! Statt
ikki longur »hendur 1 favn«; royn at bera
tfn part av byr8ini, ikki vil tu koma at
angra ta5; men ta5 tordi veri8, at hi kundi
komi at fortroti& ta5 i dyra doma, um tu
letur ta5 vera. D. I.
Før og nu.
Et Skumpelskud var han blandt Svendenes
Flok,
af stinkende Fusel fik aldrig han nok,
hans Arbejde blev ham til Plage og Kval,
thi Snapsen hans Kræfter saa lumskelig
stjal.
Hvor rysted’ hans Hænder, hvor stirred’
hans Blik,
naar Giftdrikken ej han om Morgenen fik;
hvor kunde han spise sin Frokost, naar ej
en halv Flaske Brændevin hjalp den paa
Vej.
Og han, som engang var en Pryd for sin
Stand,
en munter og lystig og arbejdsom Mand;
han stod nu som Dranker ved Høvl og
ved Bænk —
hvis ikke han stod ved Værtshusets Skænk.
Og skønt Kammeraterne saa, at han faldt,
og skældte ham ud for en Klud og en
Pjalt,
saa drak de dog med ham og »klunsede«
tit
om Kognak og Bajer og fri Akvavit.
Men Hustruen hjemme, hun græd og hun
led,
hun hygged’ om Børnene, stræbte og sled;
hun vred sine Hænder fortvivlet i Nød,
naar tit der i Huset var Mangel paa Brød.
Da blev der paa Pladsen, hvor Manden
var Svend,
i Arbejde taget to afholdne Mænd,
to unge og livsglade Førsterangs-Svende,
som Manden, til Held for ham selv, fik at
kende.
Han saa med Forundring, at Snaps de
ej drak,
og at til »en Bajer« de sagde: »Nej tak!«
og at de kun Skibsøl til Mad vilde
drikke,
selv Kroneøl — Kroneøl — hued’ dem
ikke.
Det slog ham, hvor begge var raske og
flinke,
og her stod nu han som en magtesløs
Sinke.
De hjalp ham tilrette med Arbejdet tit —
Han syntes, han atter kom bedre i Trit.
Saa talte de med ham som god Kammerat
om Drik og dens Følger for Samfund og
Stat,
og skaansomt de bad ham at tænke derpaa
og med til et Slag mod Kong Alkohol
gaa.
Og lidt efter lidt holdt han op med at
drikke,
han skammede sig for de unge Mænds
Blikke,
og én Dag han loved paa Hæder og
Ære,
at ogsaa nu han vilde Afholdsmand
være.
Jeg kender den Mand, han er først i vor
Række,
han taler vor Sag som den kækkeste
kække;
jeg ser ham med Hustru og Børn ved sin
Side,
jeg ved, det er Folk nu, paa hvem vi kan
lide.
(Sylvester i „Agitatoren11.)
„Kun et lille Glas“.
Efter ,,Agitat.“.)
Det er interessant at iagttage den
Standhaftighed og — om man maa bruge
det Udtryk — Snedighed, Folk kan ud-
vise, naar man taler til dem om Afholds-
sagen, og opfordrer dem til at gaa ind i
denne store og betydningsfulde Virksom-
hed. Det er ingenlunde vanskeligt at faa
Folk til at indrømme, at Alkohol i det
store og hele er en Gift, ja mere end det:
en Samfundsfordærver; men efter
mange ellers fornuftige og rettænkende
Menneskers Begreber er disse Udtryk kun
paa den rette Plads, naar Giften nydes i
meget store Mængder og Samfundsfor-
dærveren viser sig i sin grimmeste og mest
iøjnefaldende Skikkelse. Med andre Ord:
Man har endnu ikke indset Nødvendig-
heden af at være Afholdsmand, naar man
blot har indskrænket sit Forbrug af spi-
rituøse Drikke til et passende Minimum
pr. Dag. Den lille Frokostsnaps og Baje-
ren til Aftensmaden svæve som en mindre
»Dille« i disse Folks Bevidsthed. »Herre-