Dúgvan - 14.12.1899, Blaðsíða 2

Dúgvan - 14.12.1899, Blaðsíða 2
længere Artikel, som refererer nogle Ud- talelser af flere bekendte Mænd vedrørende ovennævnte Spørgsmaal, og haaber jeg, at det maa være mig tilladt gennem »Dugvan« at give de færøske Afholdsfolk et lille Indblik i, hvad en af Københavns mere bekendte Præster (Pastor Schack) siger derom. ». . . . Lad os imidlertid ikke opholde os ved de mest iøjnefaldende Laster: Utugt og Drukkenskab, men pege paa Grund- skaden: Pengebegærlighed og Egennytte, der jo efter Skriftens Ord er Roden til alt ondt, og som ved Frikonkurrencen er gjort til Princip. Der jages efter Penge, selv om det er ved de laveste, mest ulykke- bringende Midler, som Spillebuler, Utugts- huse, Smudsblade, Varietéer o. s. v. La- sterne vilde være lettere at faa Bugt med, hvis ikke Pengeberegninger og Egennytte stod bag ved alle disse Indretninger og holdt dem i Gang. Drikkeriet vilde ikke være saa udbredt her, hvis ikke Stat og Kommune tillod en saa udstrakt Bevært- ningskonkurrence; thi enhver pengebegær- lig Beværter opelsker Drikkeriet..... »Vi gyser ved at læse om Menneske- ofrene blandt Vilde, men ikke ved Tanken om alle de Mennesker, der i vort kristne Samfund ofres til Mammon, til den Afgud, som Herren selv har advaret os imod.« »Kunde vi Kristne ret træde op imod den store Grundsynd i vort Samfund: Egennytten, da vilde det blive til Gavn ikke blot for os selv og for Menigheden, men ogsaa for de besiddende Klasser, der ikke paavirkes af »Social-Demokraten«s Prædikener, fordi de, trods den Sandhed, der findes i dem, staar i politiske Formaals Tjeneste. Saadanne Prædikener er nød- vendige, men naar de nu bliver holdte daarlige, saa lad os Kristne prøve paa at holde dem bedre.« ». . . . Lad os da bestræbe os for at bekæmpe i al Livets Arbejde den dybeste Aarsag til Samfundsulykken; Pengebegær- lighed og Egennytte.« ? Hendur i hupp er yvirskriftin yvir einari grein i »Fugla- frami« fy ri 14. nov. i år, og fyrsta stykki av henni lj65ar soleiois: »Ta6 eru ikki so få mål, sum hava ått likindi til at kunna vinna fram, enn sum ikki eru komin hålva leiS, ti at meginparturin av teimum, sum untu mål- inum væl, hevur sta5i5 hendur i hupp og lati6 nakrar einstakar um alt starviS. Eitt mål kann eiga so nogvar vinir, at teir, tå i3 teir allir taka undir, væl eru mentir at vinna fram vi6 ti. Men hvat kann koma burtur ur, tå 16 teir leggja alt strevifi, alt arbeiSi6 å herSarnar å nøkrum fåum, og sjålvir standa hendur i hupp og gi 06a og ikki røra einfingur? Slikt kann ikki nevnast dreingjaligur at- burour. At binda byråur saman og so lata nakrar fåar menn dragsa allar aleina, kann vera bæåi langa og torføra lei8, meoan fjøldin av teimum, sum eiga i byrSunum, alla tfoina stendur hendur i hupp, ta3 er ikki vakur atbur8ur.« Min g65ur vinur! Eg gevi tær rætt i hvørjum or8i og vildi ynskt, at taS måtti gingiS upp fyri øllum, at slikt ikki aleina er ein skammuligur, men tillika ein ofor- svarligur atburdur. Ta6 er um m63urmåli5, 16 greinin er skrivao, men tå i5 eg las hana, kom eg at teinkja uppa avhaldssakina, ti netupp so hevur gingiS vi6 henni, og netupp hesa skepni hava teir menn noti8, sum nu i meira enn tjugu år hava roynt at arbeitt imoti drekkariinum her i landinum. Frægari hevur ta5 gingi8 hjå teimum enn taS gekk Noa å sinni, tao er satt; men nogv, nogv meira kundi veriS ut- rættao, høvdu fleiri vilja tikiS undir, f sta6in fyri at teir hava »staSi3 hendur i hupp« og »latiS nakrar einstakar um alt starvié«. Ja, soleiåis hevur fjøldin av Førjafolk- inum bori5 seg at i hesari sak, men ikki åtti ta8 at verio so, ti hendan sakin er so vigtig, so stor og so g66, at eingin er ta5 ytari, og eg kviSi fyri, at greinskrivarin hevur verié i hinum partinum, imillum teir, sum hann sigir »standa hendur i hupp og glø3a og ikki røra ein fingur«. At starv- ast fyri moourmålinum er gott, men sanni- liga, tao skal annaS til »fyri at reisa landi8 aftur og byggja ta5 å tjofiskapuligari grund« enn bert ta3, at m66urmåli6 vinnur fram- gongd. Og hvussu langt kann ein vænta at koma å leiS vi8 målstrevinum, so leingi drekkarii5 køvur og drepur alt ta3 bestå, sum byr i Føringinum? »Minnist«, sigir greinskrivarin, »at allir, sum vilja arbei8a til sannan frama fyri landi8, kunnu ta5 — ikki å einum so å einum ø8rum håtti«; ja, minnist til tao og geri8 so. Ta5 er ikki rættur og alt annaé enn dåmligur atbur5ur at skulka sær undan ti, sum ein vif) røttum eigir at gera; men allarverst sær ta5 ut, tå i5 undangongumennirnir tosa gott, men gera litiS og einki sjålvir. Nei, skal okk- ara arbeioi nytta naka8 og skal ta5 bera frukt, so eiga vit at visa i okkara li vi, at vit meina, hvat vit siga, vi5 at liva, sum vit læra. MoSurmålssakin er g68, men avhaldssakin er einki ringari, og hvi skal ein ikki kunna arbeioa fyri bå5um i senn?

x

Dúgvan

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Dúgvan
https://timarit.is/publication/13

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.