Dúgvan - 09.05.1901, Síða 1

UDGIVET AF THORSHAVNS AFHOLDSFORENING
Nr. 5.
9. Maj 19 01.
8. Aarg.
fredssan^.
Mel.: Der er et yndigt Land.
Der gaar et stille Tog
Igennem Kampens Bulder
Med Bøn paa alle Sprog;
Den bøjer mod den faldne ned
Med Korset paa sin Skulder,
Med Bud fra Hjem og Fred!
Det findes der ej kun,
Hvor Krigens Vunde bløder,
Men paa al Verdens Rund;
Det er al Verdens Kærlighed
af ædle, gode Hjerter,
Som stille knæler ned. —
Det er Arbejdets Sky
For Krigens Mord og Herjing,
Der be’r om Fred og Ly;
Det er hver lidende paa Jord,
Som kender Nød og Kummer,
Der sukker for sin Bro’r.
Det er hvert Smertensstøn
Af saarede og syge,
Det er den Kristnes Bøn,
Det er forladtes blege Raab,
Det er den krænktes Klage,
Den dræbtes sidste Haab. —
En Bønnens Regnbubro
Op gennem Verdens Uvejr
I Skin af Kristi Tro:
At over Lidenskabens Nød
Maa Kærlighed faa sejre;
Thi saa hans Løfte bød.
Bjomstjeme Bjomson.
Flaskesang.
Der var en
gammel Flaske
med gabende
Mund. »Brugt
op« var *alt
dens Indhold,
og tom var
nu dens Bund.
Mens Vinden
fo’r omkring
den med Hop
og Brum og
Leg, saa ud
af Flaskehalsen,
det baade lo og skreg. Jeg
satte den i et Vindue, hvor der
blæste kraftigt ind, og Flasken sang
en Flaskesang, der endnu toner i mit
Sind: Man siger, at Erobrere den
Skæbne oftest faa, at gennem døde
Kroppe og Sorg sin Vej de gaa, at
Pesten for Eksempel og endnu mere
Krig opfylder hele Egne med Rædsler
og med Lig. »Men jeg,« sang Flasken
hvinende, »har fejet flere bort, end
de spæde smaa Erobrere, som »Helte-
daad« har gjort. Saa kom da, Mand
og Kvinde, og sug af Flaskens Gab
den Drik, som sløver Hjernen og
bringer Sjæletab, som skammer ud
Erobrere, der Snese slaar ihjel, mens
mine Lavastrømme har dræbt Millioners
Sjæl. Lad gaa, at Blodets sorte Strøm
paa Slagmark ruller bred, menjegta’r
ikke Kroppen blot, jeg kniber Sjælen
med, saa hverken Pest ej heller Sværd
har bragt en Nød saa stor, som Flasken
med sin kolde Spot uskyldige paa
Jord. Og endnu aander jeg, og aan-
der jeg paa Folk en Duft saa sød, ja
Gysen, Gru og Flugt fri’r nogle vel
fra Flaskehalsens Nød, men mine gaar
i Tusindvis den brede Vej til Død.