Dúgvan - 09.05.1901, Blaðsíða 3

En Læ£es fortælling.
(Af Mrs. Lucy E. Sanford.)
»De ved ikke noget om Drikfældighe-
den,« sagde en berømt Læge, »jegser mig
i Stand til at kunne skrive hele Bøger,
der ville forbause Dem.«
»Skriv en,« sagde jeg.
»Det vilde være et Brud paa, hvad jeg
skylder mine Patienter. En Læge er i
saa Henseende ligestillet med en katolsk
Præst, han maa ikke røbe Hemmeligheden
fra Skriftemaalet.« Et Øjeblik efter fort-
satte han: »Vor Gerning fører os ind i
forskellige Huse, og hvad der udvendig
synes lyst og lykkeligt, er ofte i Virkelig-
heden mørkt og elendigt paa Grund af
aandelig Sygdom.«
»Men der er dog maaske enkelte Tildra-
gelser, som det ikke er urigtigt af Dem
at fortælle,« indvendte jeg. »Vil de være
saa god at tænke Dem om?«
»Jeg blev en Gang kaldt til en meget
fornem Pierres Hustru,« fortsatte Lægen.
»Hendes Mand sad ved hendes Seng og
viftede hende; der stod en nydelig Bou-
ket Blomster ved hendes Side. To smaa
Piger legede saa stille i Værelset. Det
var et fortryllende Billede paa Kærlighed
og Lykke.
»Min Kone faldt ned af Trapperne,«
sagde Herren, »og jeg er bange for, at
hun har slaaet sig meget slemt.
Jeg undersøgte hendes Skulder, den
var ophovnet og næsten sort, og et Rib-
ben var brækket. »Hvorledes staar det
til?« spurgte Manden ængstelig.
»Vil De tillade mig at gøre nogle
Spørgsmaal. Hvorledes er De kommet til
Skade ?»
»Jeg faldt paa Trappen.«
Jeg stod tvivlende. Dette var ikke et
almindeligt Hus, men jeg var hos en vel-
bekendt og uberygtet Mand. Jeg under-
søgte atter hendes Side.
»Hvornaar faldt hun ned,« spurgte jeg.
»I Aftes«, sagde han efter et Øjebliks
Betænkning og saa hen til hende. Jeg fat-
tede straks min Beslutning.
»Vil De være saa god at vise mig det
Sted, paa Trappen, hvor hun faldt og slog
sig,« sagde jeg til Manden, idet jeg rejste
mig og gik ud. Han fulgte mig.
»Jeg var ikke hos hende, da hun
faldt,« sagde han.
»Hun er kommen, til Skade ved at
falde, og det er heller ikke sket i Aftes.
Prøv aldrig paa at narre en Læge.«
»Hun bad mig om ikke at fortælle
Sandheden?« sagde han.
»Saa hevend Dem til en anden Læge,«
svarede jeg.
»Jeg vil fortælle Dem hele Sandheden.
I Forgaars Aftes var jeg ude til Middags-
selskab.«
»Jeg saa Deres smukke Tale i Avisen,«
svarede Lægen. »Var den inspireret af Vi-
nen.«
»Ja, for Størstedelen, og det er i Al-
mindelighed alle de Taler, der holdes éfter
et Middagsgilde.
»Jeg kom opr ømt hjem efter den dej-
lige Middag, fyldt af Vid, Visdom og Vin.
I Stedet for at gaa i Seng drak jeg mere
i Hjemmet. Min Hustru kom ind i Haab
om at faa mig overtalt til at gaa med op,
hvilket hun saa ofte før havde gjort, men
hun kom for silde. Min Fornuft var borte,
jeg slog hende og gik bort. Hun prøvede
paa at følge mig, men faldt paa Trappen.
Hun fortæller, at hun saa efter nogen
Tids Forløb krøb op og ind i Børnenes
Kammer og sov sammen med de smaa
Piger.
Jeg sov længe og vaagnede med en
forfærdelig Hovedpine. Jeg spiste ingen
, Frokost, men gik ud og haabede, at den
friske Luft vilde gøre mig skikket til mit
Arbejde. Jeg forsikrer Dem paa min Ære,
at jeg havde forglemt, at jeg havde slaaet
min Hustru. Da jeg kom tilbage om Afte-
nen, var hun meget lidende, men hun vilde
ikke tillade, at en Læge blev hentet, fordi
hun var bange for, at det skulde opdages,
hvorledes det var gaaet til. Jeg antager,
at hun virkelig selv prøver paa at tro, at
Skaden skete den Gang hun faldt.
Og med en let Skælven tilføjede han:
»Hun er en Engel og Vin er en Djævel.«
»Og hvad er saa Vindrankeren?«
»Faderens ægte Barn. Er min Hustru
kommet slemt til Skade?«
Jeg kan endnu ikke sige det, jeg er
bange for det.«
Større og mere utrættelig Opofrelse
kunde ingen Mand vise sin Hustru end
han viste, medens hun levede og led. Og
da hendes ædle, elskende Hjærte ophørte
at slaa, var han utrøstelig. Hans Kærlig-
hed og Opofrelse var paa alle Læber, og
den Omsorg, han saaledes viste for hende,
blev kaldet »underlig« og halvvejs dadiet.
Paa hendes Gravsten blev indhugget »el-
skede Hustru«. Nu er han forenet med
hende i det Land, hvorfra ingen kommer
tilbage.
Ingen andre end jeg har nogensinde
vidst den hele Sandhed. — Kære Læsere,
»Vin er en Djævel,« »stærk Drik er en
Spotter.« Idet vi af Hjærtet beklage denne
stakkels lidende Hustru, ville vi paa ny
erklære de stærke Drikke stadig Krig indtil
de udryddes.