Dúgvan - 09.05.1901, Blaðsíða 2

En Moders Sorg.
(Oversat fra Engelsk for »Dugvan«.)
I et Selskab af Damer blev der talt
om den Modgang, som havde mødt dem
hver især igennem Livet, og alle havde de
noget at berette om deres forskellige Prø-
velser; men der var en i Selskabet, en
Dame med et blegt, sørgmodigt Udseende,
som forholdt sig tavs mens de andre talte.
Pludselig udbrød hun: »Yenner, ingen af
eder ved, hvad virkelig Modgang er.«
»Vær saa venlig, Fru Gray,« ’ sagde
med kærlig Stemme en af de tilstede-
værende, som kendte hendes Historie, »at
fortælle Damerne, hvad De kalder Modgang.«
»Det vil jeg gerne, hvis de ønsker
det,« svarede Fru Gray.
»Mine Forældre vare meget velhavende
og jeg var i min Barndom omgiven af
alle Livets Behageligheder. Jeg fik alt
hvad jeg ønskede og jeg var munter og
lykkelig. ,
Da jeg var nitten Aar blev jeg gift
med en Mand, som jeg elskede af mit in-
derste Hjerte, og aldrig har Solen skinnet
over et gladere og lykkeligere Hjem end
vort. Mange Aar svandt hen i Fred og
Ro og fire elskelige Børn sad omkring
vort Bord, medens det femte, et lille »Krøl-
hoved«, til Stadighed laa ved mit Bryst.
En Aften ved Solnedgang brød plud-
selig et af disse i Amerika meget hyppige
frygtelige, mørke Uvejr løs. I flere Ti-
mer styrtede Regnen ustandselig ned.
Morgenen kom, men Uvejret rasede lige
frygteligt og vi saa da, at Landet rundt
om os var oversvømmet. Den lille Bæk
tæt ved vort Hus var forvandlet til en
rivende Strøm, og inden vi anede det, var
vort Hus omringet af Vandet. Medens
min Mand og mine Sønner søgte at redde
alt, hvad de kunde, af vore Fornødenheder,
flygtede jeg med mit yngste Barn op paa
et højtliggende Sted, hvor Løvværket fra
nogle faa adspredte Træer ydede os nogen
Beskyttelse. Til sidst skyllede en frygte-
lig Bølge min Mand bort og jeg saa ham
aldrig mere. Mine Damer! Aldrig er en
Mand blevet elsket højere end jeg elskede
ham.
Saa snart mine Sønner opdagede den
Fare, de svævede i, blev Kampen for Livet
deres eneste Tanke. De vare saa flinke
og kærlige Drenge som nogen Sinde have
glædet en Moders Hjerte, og jeg fulgte
alle deres Bevægelser med en saadan
Sjæleangt, som kun kan føles af en Moder.
De vare for langt borte til at jeg kunde
tale med dem; men jeg kunde se, hvorledes
de stuvede sig sammen og tættere og
tættere klyngede sig til hinanden efter-
haanden som deres lille 0, Højen, hvorpaa
de stod, blev mindre og mindre.
Den opsvulmede Flod rasede frygtelig
omkring de kæmpemæssige Træer. Op-
rykkede Træstammer, Vrag af Huse, druk-
net Kvæg og Mængder af forskellige andre
Genstande førte Strømmen med sig.
Mine Drenge vinkede med Hænderne
til mig og pegede derpaa opad. Jeg for-
stod, .at det var deres Farvel-Signal, og I
Mødre kunne forestille eder, hvilken Kval
jeg led. Jeg saa dem alle gaa under.
Krampagtig klyngede jeg den lille til
mit Bryst, og da Vandet steg op til mine
Fødder, klatrede jeg op i de nederste
Grene af et af de der staaende Træer, og
der stod jeg indtil Guds almægtige Haand
standsede Vandet i dets Stigen. Jeg var
da frelst; men alle mine jordiske Forhaab-
ninger vare blegnede, al min timelige Vel-
være tilintetgjort, og dog kalder jeg det
ikke Modgang. Mit Barn var alt det, jeg
havde tilbage paa denne Jord. Jeg ar-
bejdede Dag og Nat for at skaffe Føden
til os begge, og jeg bestræbte mig for at
opdrage ham paa den rette Maade, men
da han blev ældre, fik daarlige Kamme-
rater fat i ham og drog ham bort fra mig.
Han vilde ikke længer følge sin Moders
Raad, men lo ad hendes kærlige Forma-
ninger og indtrængende Bønner. Han blev
en Dranker og forlod vort fattige men
hyggelige Hjem, for uhindret at følge sine
onde Lyster. Nætterne tilbragte han i
Værtshuse og paa Forlystelsessteder sam-
men med daarlige, forfaldne Kammerater,
og til sidst, en Nat i stærkt beruset Til-
stand, begik han Mord og endte, som Straf
for denne Forbrydelse, sit Liv i Galgen.
Mit Sorgens Bæger, som Gud i Forvejen
havde fyldt til Randen, flød nu over. Det
var Modgang, mine Venner, og jeg haaber,
Gud i sin Naade vil bevare eder fra at
erfare noget lignende.
Anvend derfor al eders Indflydelse
paa at frigøre vort Land for Drikkehusene
og den Forbandelse, som gennem disse
paaføres os ved de berusende Drikke, og
vis eders Børn, ved personligt Eksempel,
Vejen til Afholdenhed. Det var en af de
bitreste Draaber i mit Sorgens Bæger, at
min ulykkelige Søn var i Stand til at sige
til mig: ’Moder, det var ved dit Bord,
jeg lærte at elske den Drik, som har øde-
lagt mig. Det første Glas Vin, jeg drak,
rakte du mig.’«
vi/