Dúgvan - 28.11.1902, Qupperneq 3

For hans Søns Skyld.
En Fortælling fra Transvaal
af Fritz Reuter.
(Sluttet.)
Glæden blev stor den følgende Morgen,
da Tante Trana atter viste sig i Skoven.
»Det gaar meget bedre med den lille,«
sagde hun; »han vil sikkert blive rask;
det er virkelig et Under — et Under er
sket — aah, vi ere alle saa forundrede.
Jeg har kun ondt af den stakkels Eng-
lænder, der lod dig gaa ind til dit Barn.
Det er blevet opdaget, og han er straks
bleven anholdt. Naar Solen gaar ned, skal
han dø, hans Oberst bandte og skældte og
var ude af sig selv af Vrede.«
Andris Kessel blegnede og rystede
over hele sit Legeme. Han havde ikke
tænkt, at der truede Englænderen nogen
Fare. Han overlagde hos sig selv, hvad
han skulde gøre. Der rasede længe en
heftig Kamp i hans Indre. Kærligheden
til Fædrelandet og til de to kære i Hjem-
met kæmpede mod Taknemmeligheden mod
den ædelmodige engelske Soldat. Og paa
alle Spørgsmaal og Tvivl fandt den tapre
Boerer stadig kun et eneste Svar. —
En Time senere saa man Andris gaa
hen mod den engelske Oberst Telt. Han
blev straks greben og ført hen til Obersten.
Denne var en lille Mand med barske, ly-
nende Øjne; da Andris saa ham, forstod
han straks, at han ikke kunde vente Med-
lidenhed hos ham. Med faa Ord fortalte
han, hvorfor han var kommen til den en-
gelske Lejr; Soldaten Kendall havde op-
ført sig ædelt og menneskelig og burde
ikke straffes for sin Barmhjertighedsger-
ning, hvis Krigsrettens strenge Lov for-
drede et Offer, var han selv rede til at
yde det.
Den følelsesløse Officer lo haanlig og
sagde: »De skal faa, hvad De har fortjent,
og Kendall ligesaa. Dé er baade en Nar
og en Slyngel.« Der blev nu sammenkaldt
en Krigsret for at dømme Andris Kessels.
Alle Dommerne tænkte ikke som Obersten,
men de maatte tage Hensyn til hans Me-
ning. Andris talte for sig selv, men endnu
mere indtrængende og bevæget talte han
til Gunst for den engelske Soldat, og det
lykkedes ham at røre flere af Tilhørernes
Hjerter. Men alle Dommerne vare Ober-
stens Undergivne og maatte rette sig efter
hans Vilje. Andris Kessels blev dømt til
at skydes sammen med Jeck Kendall.
»Inden Kl. 5 i Aften,« føjede Obersten
smilende til, »ved Nattens Komme vil vi
have Ro igen.« Andris bad om at faa Lov
til endnu en Gang at se sin Hustru og sit
Barn, men denne Bøn blev afslaaet. Nogle
Minutter før fem blev han ført ind i Ha-
ven ved en nærliggende Farm, hvorhen
Kendall ogsaa var bleven bleven bragt.
Denne holdt sig modig og gik om med op-
rejst Hoved. Kun da han kom forbi Bo-
ereren, hviskede han: »Din Nar, hvorfor
blev du ikke herfra?« Andris mente dog
at læse i hans Øjne, at han vidste, hvorfor
han var kommen, og at han var glad over
hans Selvopofrelse. De to Mænd blev op-
stillede ved Siden af hinanden lige over-
for en Deling engelske Soldater, hvis be-
drøvede Miner tydelig viste, at de ugerne
adlød den ventede Befaling til at skyde.
Kendall var meget afholdt af sine Kam-
merater, og Soldaterne beundrede Andris
Villighed til at tage sig Skylden paa for
at udfri Kendall. Fattede og rolige ven-
tede de so Mænd paa Dommens Fuldbyr-
delse; Obersten var endnu ikke kommen.
Der herskede en dyb Stilhed i Haven.
Alle lyttede spændte efter; pludselig hørte
man Heste galopere paa Vejen, og én
hviskede; »Lord Roberts, Feldmarchallen.«
— I samme Øjeblik kom Obersten ind i
Haven. Ankomsten af den Øverstbefalende,
der var almindelig afholdt af alle Solda-
terne, der altid kun kaldte ham »Bob«,
var temmelig ubehagelig for Obersten.
Først senere fik man at vide, at Kendalls
Krigskammerater uden deres Obersts Vi-
dende havde sendt et Bønskrift til Lord
Roberts om Naade for deres Landsmand.
Lord Roberts besvarede alvorligt og
afmaalt Oberstens Hilsen og spurgte da
skarpt: »Hvad gaar der for sig her, Hr.
Oberst?« — »Spioner, Mylord,« svarede
Obersten. »Saa-aah,« sagde Lorden, »men
Soldaten dér?« pegende paa Kendall, »den
Mand er da vel ingen Spion?«
Nu kunde Andris Kessels • ikke tie
længer. Han ventede ingen Naade for sig
selv; han var jo en Boererfører og en
Modstander, der havde skadet Englænderne
meget, men den gode Kendal burde ikke
lide Døden for en ædel Handling. Andris
sprang frem og kastede sig ned foran Ro-
berts Fødder.
»Hør mig, Mylord,« udbrød han.
Obersten vilde lade Boereren føre bort,
men den Øverstbefalende vinkede med
Haanden og tilkendegav, at man skulde
lade ham tale. Med aandeløsHast fortalte
Andris sin Historie; han talte saa hurtig,
at Lorden afbrød ham og befalede ham at
tale rolig og langsom, da han ellers ikke
kunde forstaa ham.
»Jeg beder ikke om Naade for mig
selv,« udbrød Andris til Slutning. »Men
fortjener Kendall Døden, fordi han har
vist Medlidenhed mod mig, fordi han ogsaa
selv har en Søn hjemme?« — Lord Ro-
berts svarede intet; han vinkede kun Ken-