Dúgvan - 26.10.1903, Blaðsíða 6

6
Tid plejede jeg ham, saa godt jeg kunde.
Vi havde vort gode Udkomme — for den
gamle havde lidt Penge, som han Tid ef-
ter anden havde lagt til Side. Og saa
havde vi 15 Faar, ja saamange har jeg
endnu — de gaar ude i Lyngen, og de
giver ikke saa lille en Indtægt om Aaret.
Ulden laver vi til Strømper og Uldtrøjer
og sælger til Købmanden, og Lammene
sælges til Slagteren, som kommer her et
Par Gange om Aaret. Nogle Bier har
jeg ogsaa, og deres Honning bruger jeg
i Stedet for Smør. Naar vi passede paa,
saa kunde det hele saa godt gaa. Den
gamle gav mig Huset, og jeg har boet her
siden. Min lille Pige lærte jeg selv at
læse, og underviste hende selv i alt. Vi
havde jo saa uhyre langt til Skole; naa,
hun kom nu ogsaa godt over det og blev
konfirmeret. Vi vedblev at bo sammen
her ude i Heden, jeg kunde ikke nænne
at sende hende ud i Verden. Jeg vilde,
hvis det stod i min Magt, værne hende
mod at lide Skibbrud, som jeg havde
gjort.
Hun var en god Pige, hun tænkte
kun paa at glæde sin Moder. Hun gik
aldrig ud, uden naar hun skulde til Køb-
manden med de færdige Sager og have
nogle Levnedsmidler med hjem.
En Morgen, hun var den Gang 18
Aar, klagede hun over Smærter i Brystet
og Ryggen, de blev værre og værre Dag
for Dag, saa hun tilsidst ikke kunde staa
op af Sengen, og efter 14 Dages Forløb
døde hun.«
Den gamle tav igen, og Taare paa
Taare trillede ned ad hendes Kinder.
»Den Dag jeg fulgte hende til Kirke-
gaarden,« vedblev hun, »var en af de tun-
geste, jeg har haft. Jeg græd de bittreste
Taarer. Det var tungt — jeg var ene
med min Sorg — ingen talte til mig og
trøstede mig. Mændene, som jeg havde
faaet til at bære hende til Graven, forret-
tede deres Arbejde uden at sige noget.
Degnen sang, og Præsten kastede Jord
paa, som de i Følge deres Embede skal,
men til mig havde de ikke et venligt Ord.
Jeg var jo kun den fattige, faldne Pige
ude fra Heden, havde det været en rig
Kvinde — selv om hun var kommen lige
saa galt af Sted som jeg, saa kunde maa-
ske Præsten endda have fundet et Trøstens
Ord i den hellige Skrift, men nu fandt
han intet.
Jeg gik og skøttede mig selv med min
Sorg og mine Minder — det var en haard
Tid, jeg syntes næsten, at jeg var forladt
baade af Gud og Mennesker. Ingen Ste-
der fandt jeg Fred og mit Arbejde for-
sømte jeg. Jeg var nær ved at gaa til
Grunde. — Da hændte det, at der kom
en Mand over Heden, som De nu er kom-
men i Dag, hvorfra han var, eller hvad
han hed, det ved jeg ikke, men han talte
saa kærligt til mig, saa jeg fik Tillid til
ham og betroede ham min Sorg og mine
Smerter. Han hørte roligt paa mig, og
da jeg var færdig, saa talte han saa kær-
ligt, mildt og inderligt til mig om Guds
store Kærlighed til os syndige Mennesker,
og han blev hos mig, til Solen begyndte
at svinde hist bag de brune Lyngbakker.
Da vi skiltes og han for sidste Gang saa
mildt og kærligt paa mig og da han til
Afsked trykkede min Haand og hød mig
Levvel og Guds Fred, da følte jeg. at der
var kommen Fred i mit syge Hjerte. Ja!
Gud velsigne ham for hans venlige Ord;
for siden har jeg alle Tider fundet Fred
i dem.«
Den gamle tav stille en Stund og saa
hen for sig; der hvilede et mildt Skær
over hendes rynkede Ansigt.
En lille Tid efter begyndte hun igen:
»Nu er det vel en 30 Aar siden jeg talte
med ham, men endnu kan jeg huske hvert
Ord, han sagde, og se hans milde Ansigt,
med det store, lyse Skæg. Der gik saa
omtrent 14 Aar i Fred og Ro, da skete
det en Morgen, som jeg er ved at sætte
Faarene paa Græs, at jeg hørte noget
stønne bag Huset. Jeg gik derom, og
hvem tænker de saa jeg fandt — min
gamle Kæreste — mit Barns Fader. Han
laa og sov i Lyngen med en Brændevins-
flaske ved sin Side. Jeg fik ham op, og
støttende ledte jeg ham ind i Huset og
fik ham i Seng. Stakkel! han havde og-
saa gaaet meget igennem — han blev
gift, da han var omtrent 22 Aar, og fik
sine Forældres Gaard; men han og Konen
kunde ikke rigtig . komme ud af det, og
saa søgte han ud og kom paa vilde Veje.
Det Aar, min Datter døde, gik han
fra Gaarden, og for en halv Snes Aar si-
den blev han skilt fra Konen. Siden havde
han flakket om, som han bedst kunde —
snart ved et og snart ved andet; men i
det sidste halve Aar havde han mest gaaet
med sin Flaske og tigget, til han fik den
fyldt igen, saa snart den var tom, og han
selv saa ædru, at han kunde sanse det. —
Da han vaagnede af sin Rus, var han syg,
og i sin Sygdom fantaserede han voldsomt;
men jeg plejede ham, saa godt jeg kunde,
og naar han vår ved sig selv, saa talte
jeg inderlig med ham om Guds Ord, talte
med ham, om han nu vidste, hvor hans
Sjæl gik hen, hvis det blev det sidste Leje,
han laa paa. Et Par Gange forlangte
han Brændevin, men jeg sagde ham ren
Besked. I mit Hus havde det ikke været
i de 62 Aar, jeg havde været her, og det
skulde heller aldrig komme der. Vildel-