Dúgvan - 26.10.1903, Blaðsíða 7

sen forlod ham, men jeg kunde nok se,
at det i Virkeligheden blev daarligere
med ham. En Dag, jeg gik og syslede i
Stuen, kaldte han paa mig og spurgte om
mit Navn, og da jeg havde sagt ham det,
saa laa han stille hen, medens Taare efter
Taare randt ned ad hans Kinder. Ende-
lig kaldte han paa mig og spurgte, om jeg
kunde tilgive ham den store Synd, han
havde gjort imod mig, og spurgte om vort
Barn. Jeg fortalte ham nu alt, som var
sket, siden vi skiltes, og da jeg havde lo-
vet ham min Tilgivelse, saa fortalte jeg
ham, hvad Manden med det lyse Skæg og
de kærlige Øjne havde fortalt mig om
Guds Naade og hans store Kærlighed, og
han lyttede helt ængstelig til. Mange
Gange maatte jeg fortælle det for ham,
og-"mange Gange maatte jeg læse Lignel-
sen om den »forlorne« Søn for ham; den,
syntes han, passede saa godt paa ham
selv. — Det var kendeligt, at hans Kræf-
ter tog af, men samtidig kom et mildt og
kærligt Udtryk i hans Ansigt, der vidnede
om, at han havde Fred. Der svandt nu
nogle Dage, der næsten var som et Pust
af vor Ungdomskærlighed i dens reneste
Vaar; saa kom Adskillelsen. Det var en
Julekvæld, vi havde lige sunget Salmen:
»Her kommer, Jesu, dine smaa«, da han
stille rakte mig Haanden med en Tak for
min Kærlighed og et Farvel og paa Gen-
syn, medens et Smil gled hen over hans
Ansigt. Han var død.«
Hun tav en Stund; der gled nogle
Taarer ned ad Kinderne, som hun tørrede
bort, og saa vedblev hun: »Ja, saa kom
den Dag, da jeg stod ved hans Grav, og
skønt jeg den Gang stod lige saa ene som
sidst, saa var der dog Forskel, for nu
vidste jeg, hvor jeg skulde hente Trøsten.
Nu er der gaaet en 15—16Aar, siden
jeg fulgte ham til Graven; nu er jeg og-
saa snart træt selv. Jeg kunde ønske, at
Graven snart vilde aabne sig for mig.«
»De har ogsaa gaaet meget igennem.«
»Aa. ja! men des sødere maa Hvilen
blive.«
De talte endnu en Tid, saa bød den
fremmede »Levvel og Guds Fred« og fort-
satte Vejen over Heden.
Et Aar var gaaet. Foraaret var igen
kommet, Løvet havde foldet sig ud, og
man aandede atter som med fornyede
Drag.
Da kom den fremmede igen paa den
ensomme Vej over Heden, han gaar ind i
det gamle Hus i Haab om at hilse paa
den gamle Kone, men det er for sent, en
Ligkiste staar midt paa Gulvet, og i den
hviler hun — hendes Ansigt straaler
som af indre Glød. Da bøjer den frem-
mede Knæ ved hendes Kiste og beder
en stille Bøn.
Sømanden med Knuden.
(En gammel Historie fortalt paany.)
Peter var Sømand, en ægte dansk
Sømand af den Slags, der er deres Plads
fuldt voksen ude paa Søen; men som har
ondt ved at finde sig til Rette paa Land-
jorden.
Gang efter Gang havde Peter .sviret
Størstedelen af Hyren op i den snurrige
Beværtningskælder »Nordpolen« nede i
Nyhavn.
Men saa fik Peter en Dag et Blad at
læse, som bragte ham paa andre Tanker,
og han var straks resolut nok til at melde
sig ind i »Afholdssamfundets Afdeling for
Søfarende« og hæfte Samfundets Emblem,
det lille Firkløverblad i Sølv, paa Brystet
af sin blaa Sømandsbluse.
Da han en Dag efter en længere So-
rejse gik forbi »Nordpolen« stod Værten,
som længe havde savnet ham, i Døren, og
raabte, idet han fik Øje paa ham: »Hallo,
Kammerat, er det virkelig Dig; kom ned
og faa Dig et Glas paa Livets Keglebane.«
Peter standsede.
»Tak, din gamle Svabergast,« sagde
han med en bekymret Rysten paa Hovedet;
»men jeg kan ikke drikke det bitterste i
Dag, for jeg har faaet saadan en neder-
drægtig Knude i den ene Side.«
Og han holdt med begge Hænder om
Knuden, jamrende sig:
»Aa, den Knude, den Knude.«
Nu først lagde Værten Mærke til
»Kløverbladet«.
»Naa, saadan at forstaa,« sagde han.
»Ja, der ser du hvad dette Vandvæsen fø-
rer med sig. Hvis du drikker dig nogle
gode Toddyer, er jeg vis paa at Knuden
snart vil forsvinde; men bliver Du ved
med dette dumme Afholdsvæsen, er jeg
sikker paa, at den bliver større og større,
og Du kan godt risikere at faa en saadan
Knude paa den anden Side med.«
»Kan saamæn gerne være, Du har Ret
uden at du selv ved af det,« svarede Peter
med et lunt Smil, og saa halede han i del
samme en Skindpung op af Lommen, fyldt
med blanke Krus, som han holdt op lige
for den forbavsede Værtshusholders røde
Næse.
»Se her, min fine Ven," sagde han
med ironisk Tonefald i Stemmen, »her er
min haarde Knude, som heldigvis ikke
behøver at opereres, thi Du har sikkert