Dúgvan - 31.12.1903, Blaðsíða 3

meg so og svav væl einar 3—4 timar, tå
siggi eg konu mina ganga uti i tiininum;
eg utum og sigi vi9 hana, at læna mær
eitt 25-oyra. »Eg havi einki,« sigir hon.
»Ta9 er lign, hin gamla,« sigi eg sodåna
i komers. »Rubba tær nu, annans færttii
uppå toskin, tin gamla kamel,« sigi eg i
ødlun g69un, forstånda tigun.
Futin: Nå og so?
Madurin: Ja, so var i grundini ikki
meir. Hon bleiv viå at nokta, og so
klappaSi eg henni leysliga å kjålkan nakrar
ferSir, og so spann ø5i i hana; hon skar
i eitt skriggj og for at grata, so ørg var
hon, og so kom folk til —
slagiQ — og ein politistur vio
er heila komedian.
Futin: Nå, tao er gott . .
næsvist er
. . . ja, ta8
ja, straffi
sleppa tigun ikki undan. — Farvæl.
J,
fædrelandet.
Mel.: Vor Gud han er saa fast en Borg.
Vor Sag er Fædrelandets Sag,
Vort Maal er Folkets Lykke,
Vort Værn, vort Skjold paa Kampens Da£
Er Ret og Sandheds Smykke;
Vor Vej er Afholdsvej,
Vor Kamp opgives ej,
Før Drikkens Tyranni
Er brudt og vi er fri
For Driktrafikkens Plage.
Vi ved, vi kæmpe for en Sag,
Som Sandheds Styrke ejer,
Ej Millioners Selvbedrag-
En Sjæls Værdi opvejer.
Den Driktrafiks Bedrift,
En Afgrundsflod af Gift.
Slet intet Guld formaar
At hele alle Saar,
Som den mon foraarsage.
Her gælder ingen Rigdoms Glans,
Ej jordisk Magt og Vælde;
En Gang vil Folkets sunde Sans
Sin Dom i Sagen fælde.
For dette Fremtids Haab
Vi hæve vil vort Raab;
Saa langt vor Røst den naar,
Vi Sandhedssæd udsaar
og vente Høstens Time.
En Gang, naar Drikkens Tyranni —
Dets sidste Rest — vi jage
Og Slægten aander let og fri
Hra sin værste Plage,
Da standses mangen Sorg
I Hytte, Hus og Borg,
Da endes mangen Strid,
Da kommer bedre Tid; —
Maa Dagen snart oprinde!
J. Dahl.
•>'
En stille Kamp.
»>D. Afhbl.«
I en lille hyggelig Dagligstue sad en
Kvinde, ivrigt beskæftiget med at sy paa
en Kjole. Naalen fo'r travlt ind og ud
i Haanden, samtidig med at hun under
Arbejdet ofte lyttede til den aabentstaaende
Dør, thi indenfor i Sovekammeret laa hen-
des lille Dreng syg.
Nu i Dag for første Gang efter flere
Ugers urolige Søvn, var han falden i en
tryg og rolig Slummer. Glad og taknem-
lig sad hun nu ved sit Arbejde, syede og
syede som aldrig før; det gjaldt om at
faa Kjolen færdig, saa hun kunde faa
Penge, for Lægen havde sagt, nu skulde
Drengen se at komme til Kræfter, han var
jo sart af Naturen lige som hendes Mand,
ham hun havde mistet for et Par Aarstid
siden. Drengen skulde have styrkende
Midler, saa han kunde blive stærk.
Ja, hviskede hun, han skal faa det
alt sammen, baade Æggene, Maltøl og Kød
hver Dag, blot jeg kan faa Kjolen færdig,
saa ere vi hjulpne nogle Dage.
Paa engang kom hun til at se hen
paa den lille Kalender; men, sagde hun
halvhøjt, det er jo i Dag vor Bryllupsdag
og saa var det, som hun ikke kunde ar-
bejde mere. Minderne strømmede ind om
hende, hun rejste sig sagte, trak en Skuffe
ud og fremtog en Dagbog, hvori hendes
kære Mand havde skrevet de mange lykke-
lige Smaating, der hændte dem i Hjemmet,
f. Eks. den første Juleaften, da han for-
ærede hende det store Maleri, han havde
jo altid været saa flittig; efter at han kom
fra sit Kontor, var han optaget af privat
Arbejde, saa han kunde lægge lidt til Side.
Der var den næste Juleaften, da vare de
tre om Glæden, det lille Juletræ stod paa
Bordet og Lysene lyste omkring; men
skønnest af alt lyste dog den lille Drengs
Øjne. Ja, da var der Glæde over al Glæde.
Hun kunde ikke taale at læse mere, men
der var jo hans Tegnebog, den tog hun
mellem sine Hænder, strøg kærligt ned
over den, hun huskede saa godt, at da
han levede, viste han hende den ofte, og
der havde været meget i den, som de
kunde glædes ved. Han gav aldrig en