Dúgvan - 25.02.1905, Side 2

Forbud.
Paa et Afholdsmøde i Raadhussalen i
Odense for kort Tid siden udtalte Sagfører
Nonboe, Esbjerg, bl. a.
Overvejer vi Midlerne, maa vi jo sige,
at et Forbud mod Tilvirkning og Salg af
Spiritus selvfølgelig vil være det virksom-
ste, men som praktiske Folk maa vi ind-
rømme, at der ingen Muligheder er for Gen-
nemførelsen af noget saadant. Selv om
Muligheden var til Stede, er det min Me-
ning, at det næppe vilde være heldigt, om
vi gik saa vidt, dertil er Folket endnu
ikke modent.
Der er en mildere Form, og det er
det vi kalder kommunal Selvbestemmelses-
ret. Derved forstaar vi, at Kommunernes
Beboere selv faar Lov at bestemme, hvor-
vidt de vil taale, at der finder Spiritus-
udskænkning Sted. I enkelte amerikanske
Stater bar dette System virket i over 50
Aar og har vist sig at være gavnligt.
Det er ogsaa et af de fornemste Krav,
som er stillet til Ædruelighedskommissionen,
og vi venter af den et bestemt Udkast til
en Lov gaaende i den Retning og en Be-
værterlov til Regulering af denne Nærings-
vej, saa længe den endnu skal være.
Efter en saadan Lovs Gennemførelse
sker der næppe nogen Forandring straks,
men der vil komme Liv i Afholdssagen.
Vi er nu ved at kvæles i Sympati og Vel-
vilje fra dem, der kalder sig vore Venner,
men som i Virkeligheden er vore værste
Fjender. Der vil blive Kamp, først og
fremmest mod alle, som er interesserede i
Tilvirkningen og den bag dem staaende
Kapitalmagt, og da hjælper det ikke læn-
gere at udtale Sympati, da maa den vises
i Gerning.
Ved første og anden Afstemning gaar
et Forbud ikke igennem, men allerede 3.
Gang vil meget have forandret sig, og
naar man ved, at Eksemplet er en dra-
gende Magt, vil andre Kommuner hurtigt
følge efter. I Begyndelsen vil Folk vel
nok valfarte til de omliggende Kommuner,
og der vil lvde Rædselsskrig over Næ-
ringslivets Hæmmeise o. s. v. Klagerne
forstummer dog hurtig, thi det vil vise sig,
at Erhvervslivet er befriet for en Skavank,
Skatteevnen vil stige, Fattigudgifterne for-
mindskes og den Slægt, som følger ef-
ter, vil være sund og stærk.
Men naar Kampen kommer, naar Sym-
patien mange Steder forvandles til Had
og Fjendskab, ja, da gælder det for os
om at være trofaste og holde ud. Saa
gennemføre vi en Ordning, som bliver til
Lykke og Velsignelse for Menneskeheden.
Studenteq.
Jeg gik en Aften nedover Indiana
Street mageligt slentrende forbi de
oplyste Salooner (Værtshuse), som med
sine vidtaabne Døre syntes at sige: »Kom
ind! her er varmt, — paa din Hybel er
det koldt; her er Kammerater, i dit Logi
er du alene — bare kom ind; du behøver
jo ikke at drikke. Bare et Parti Billard,
det vil friske paa Humøret«.
— — — __ jeg standsede ved Lyden
af en Sang, som kom fra en Skomagers
lille Sjap. — —
Ørnen løfter med stærke Slag
over de. høje Fjelde, —
ror i den unge, kraftfulde Dag;
mætter sit Mod i det vilde Jag,
sænker sig, hvor den lyster,
ser mod de fremmede Kyster.
Jeg maatte se den Mand, som kunde
synge saa mægtigt og gribende.
Tonerne svulmede som harmoniske
Bølger og trængte ud fra den lille Sjap.
Jeg maatte ind. — Paa Fortovet udenfor
var jeg ikke fornøjet med at staa. Jeg
maatte stifte Bekendtskab med denne San-
ger. — Saa aabnede jeg Døren og traadte
indenfor.
Jeg blev lidt forbauset ved det Syn,,
som mødte mig. Jeg havde ventet at
finde nogle kække, staute Karle og fandt
blot tre Mænd, der langt fra var Typer
paa Skønhed og Manddom. De havde en
Spand staaende paa Skomagerens Disk, og
jeg saa straks, at det var 01. Og for at
bruge et almindeligt Udtryk, — lidt paa
Kant var de alle. Jeg overleverede
mine Sko til Skomageren, der straks be-
gyndte de nødvendige Reparationer, som
Skoen ogsaa højlig trængte til.
Og saa opfordrede jeg Sangeren til
at stemme i igen og ikke slutte, fordi jeg
kom. Og med Hjælp af et Glas 01 istemte
han igen med den klareste og mest musi-
kalske Stemme, man kan tænke sig, Bjørnsons
vakre Sang: »Over de høje Fjælde«.
En gribende Vemod lagde han ind i
denne Sang; — man kunde mærke, der
laa noget under.
»Ud vil jeg, ud, — o, saa langt, langt,
langt!« med en vild ubændig Styrke, en
Orkan af Toner — og saa med et tryg-
lende og trøstesløst
»Skal jeg da aldrig, aldrig naa
over de høje Fjelde?«
døde det bort med et Suk, som syntes
hviske bare det ene Ord: Sympati.
— — »Det var mig, det,« sagde han
stille, da Sangen var endt.