Dúgvan - 25.02.1905, Blaðsíða 3

»Drikker du et Glas 01?« Da jeg
svarede Nej, greb han min Haand og sagde:
»Aa, om jeg bare havde vidst nok til at
sige det samme, da jeg var i din Alder.«
Og saa faldt Samtalen paa Drik. Jeg
udtalte, hvad der laa mig paa Hjertet, og
endte med at opfordre Sangeren til at
komme op i vor Forening, der skulde han
finde nye Venner, nye Omgivelser, og vi
vilde gøre det saa hyggeligt som muligt
for ham.
»Tak,« sagde han, »Tak; det var det
første vakre Ord, nogen har sagt til mig,
siden jeg rejste fra Hjemmet, og det
er lang Tid siden. Undres paa, hvorledes
de har det der hjemme i Kristiania nu.
Mangt forandres paa fjorten Aar,« og han
syntes helt vemodig stemt.
Saa fortalte han mig sin Historie.
Den var ikke lang, heller ikke nogen
særdeles mærkelig Historie. Han var kun
en af Tusinder.
Forældrene var fattige Folk. Fa'r og
og Mo'r og de ældre Søskende arbejdede
og sled, for at Lille Julius kunde gaa paa
Skolen, for han havde et godt Hovede og
skulde blive noget i Verden. - Aarene
gik, og Julius kom højere op i Klasserne;
det var sikkert, at den Gut bavde et godt
Hoved, mente Folk. Saa fandt man en
Dag, at hans Stemme ogsaa var noget a-
parte. Han blev antaget som en særlig
Yndling af Musikerne, og hans Stemme
blev kultiveret efter de bedste Metoder
og af de bedste Lærere. Snart sang Ju-
lius paa private Koncerter, og endelig en
Dag kom den store Tidende, at han skulde
synge paa Kristiania Teater.
Det var det første Trin paa Berøm-
melsens Stige. Nu skulde det gaa Slag i
Slag. Verden laa med en Dæmring af
Lys foran ham.
Men han drak for Selskabs Skyld.
Det første Glas blev skænket ham af hans
Fa'r paa Komfirmationsdagen. Det var
der ingen Fare i. .Nu skænkede hans
Kammerater for ham. Paa Ballerne, som
Etiketten bød ham at besøge, vankede
ogsaa Drik. Embedsmænd, Professorer og
Præster hjalp til.
Hans Mo'r stod forlegen og pillede
paa sit Forklæde og smilede, naar hun
saa sin Søn gøre Lykke i den fine Verden.
Ikke alle Mødre kunde være saa stolte af
deres Sønner som hun af sin.
Ja, det var de lykkeligste Dage for
hans Mo'r. Bare ikke Natten havde jaget
Solskinnet bort.
Saa sang han sig ind i Folkets Hjer-
ter. Han fik Berømmelse, gode Forbin-
delser, mange Penge, og Lykken smilede
ham i Møde.
Saa holdt hans Venner Nytaarsgilde
for ham. Hans Lærere og bedste Venner
holdt Taler for Hædersgæsten. Og man
drak paa hans Sundhed og Lykke, spaaede
ham en rosenfarvet Fremtid og præsente-
rede ham en Champagnekøler med Haand-
tag og Ben af blændende hvidt Sølv til
et Minde.
Han drak!
Der er Grader ogsaa i Drikkens
Verden.
Men man begynder der ovenfra og
lader sig forfremmes nedad, og jo længere
ned man kommer, deste flere Grader tager
man.
Han begyndte i øverste Klasse, da
han drak i Selskaber.
Saa kom der Dage, da han med
I nogle gode Venner drak ved Grand Hotels
Buffet.
Saa gik han en Gang med paa en
i af de almindelige Restaurationer. Han
tømte sit Glas; men da han gik, syntes
han alle Folk saa forundret paa ham.
Han syntes da, at det var dumt at vise
sig paa et saadant Sted.
Det skulde ikke oftere ske.
Men det skete.
Han gik derhen igen og til Slut drak
han endog i en ussel Knejpe.
Han havde taget fire Grader.
Var der flere.
Nej, der kunde ikke være flere.
Det er bare de simpleste — Pøbelen —,
som gaar længere.
Men alligevel, han blev ræd, — hvil-
ket?
Han viste det ikke.
Men Bussemanden fra Barneaarene
! syntes han nu igen blev til Virkelighed.
; Tøv - - bare idiotisk Opspind alt sammen.
Han drak fremdeles.
Til Slut skejede han ud.
Hans Navn kom nu ogsaa i Bladene,
men nu sagde Redaktørerne intet om hans
Triumfer. De kaldte ham en af de »far-
; lige«.
Dette følte han, og det gjorde ondt.
Han drak endnu mere.
Saa blev han hjulpet over til Amerika,
der hvor alle skal kunne blive til noget,
hvor alle har samme Anledning, og hvor
Mænd er fødte frie og lige. — Derhen
blev han sendt. — — —
»Ja, og naar jeg gaar dernede paa
Dokken og bærer Planker, du, — da tæn-
ker jeg somme Tider paa, hvad jeg kunde
have været, om jeg havde haft Venner af
den rette Slags. Vennerne lærte mig at
»nyde Livet« som de kaldte det. Med Mu-
sik, Sang, Lys øg Frejdighed fulgte de
mig. Ja, vi levede da; men saa gik jeg
længere, og da maatte jeg gaa uden Musik,
uden Sang og uden Lys. Jeg maatte gaa