Dúgvan - 25.11.1905, Blaðsíða 2

Intelligens« og havde en svækket Lugte-
sans. Denne sidste parredes med en sund
Hund — ingen af dem fik Alkohol —.
De fik kun tre Unger sammen. Disse var
alle abnorme og døde i Løbet af kort Tid.
I Forsøgsrækken viste der sig tydelig
Spor af Degeneration, Udartning hos Af-
kommet, og at disse Udartningsfænomener
stod i Forbindelse med »ForældrenesDrik-
fældighed« er ganske sikkert en meget
rimelig Antagelse, selv om Forsøgene, paa
Grund af det ringe Omfang, maaske ikke
indeholder noget fuldt afgørende Bevis
derfor.
Bernerlægen Demme har anstillet
nogle Undersøgelser, der i denne Forbin-
delse har ikke ringe Interesse. Han sam-
menligner 10 Drankerfamilier med 10
»meget maadeholdne« Familier, og som
levede under iøvrigt lige Forhold. De 10
Drankerfamilier havde 82 °/0 abnorme
Børn, 18 % normale. Hvor Faderen og
Moderen begge drak, var ikke et eneste
sundt Barn. Dødeligheden blandt Dran-
kerbørn var langt over den normale. 44
% døde i den første Maaned, 9 °/„ bl^v
tilbage i Vækst, 9 % led af Slagtilfælde
og 9 % &f andre Sygdomme og Fejl. De
10 Familier blev af Demme ordnede i
Grader efter deres Drikfældighed. I 3
Familier var Faderen drikfældig. Af 20
Børn var kun 1/s normale, i/9 døde tidligt,
den sidste Trediedel havde mange Uregel-
mæssigheder. I 6 Familier var foruden
Faderen tillige Bedstefaderen og fjærne
mandlige Forfædre forfaldne. Af 31 Børn
var 2 normale, og Halvdelen døde i første
Levemaaned. I 1 Familie var baade Fa-
deren og Moderen drikfældige samt Bedste-
og Oldeforældrene. Af denne Families 6
Børn døde 3 inden sjette Maaned, og af
de 3 efterlevende var ingen normale.
Ogsaa her vil den Vantro maaske
nægte en Aarsagssammenhæng mellem For-
ældrenes Drikfældighed og den store Døde-
lighed og de andre stærkt fremtrædende
Abnormiteter hos Børnene. Men selv om
en enkelt Mands begrændsede Iagttagelser
ikke alene er i Stand til at overbevise,
saa har de iaetmindste den Betydning, at
de kunne vække Interesse for saadanne
Undersøgelser hos Læger og Videnskabs-
mænd, saa den Sammenhæng, der utvivl-
somt findes mellem Drikfældighed hos For-
ældre og Degeneration hos Børnene, kan
blive erkendt i dens fulde Omfang.
Erkendelsen af denne Sammenhæng i
Forbindelse med en mere levende Ansvars-
følelse overfor Slægten er sikkert en af
de vigtigste Betingelser for Ædrueligheds-
bestræbelsernes Fremgang og endelige Sejr.
Den ny Mand.
En virkelig Begivenhed.
Det var endnu i de store Sejlskibs
Velmagtsdage. En Fregat stod for fulde
Sejl ud af Havnen; der var travlt om Bord,
Sejlene skulde passes, de sidste Varer
bortstuves i Lasten, de sidste Pakkenellik-
ker bæres ned i Lukaferne, og Dækket
gøres ryddeligt.
»Møller!« kaldte Kaptejnen paa første
Styrmand, »nu gaar De ned med mig og
syner Folkenes Tøj!« —Folkene kom ned
i Hold, hver af dem maatte aabne for
sin Kiste, og Kaptejnen forvissede sig om
at den forbudte Brændevin ikke var smug-
let om Bord.
Alt gik godt, indtil Turen kom til den
nye Mands Kiste. Nede under Tøjet fandt
man en lille Brændevinstønde vel forvaret.
Kaptejnen saa alvorlig og bedrøvet paa
ham: »Du har nok glemt Aftalen — kun
med her om Bord, naar det er Alvor med
den gode Vilje, og du selv vil kæmpa
tappert mod det gamle Onde; hvor tror
du ellers, at jeg kan hjælpe? — Møller!
tag det Stads og kyl det over Bord!« Den
nye Mand røg til: »Kaptejnen maa lade
mig beholde den Smule; blot lidt ad Gan-
gen! jeg dør, hvis jeg skal undvære det
helt!« Men Møller lod ganske stille Bræn-
devinen blande sig med de salte Bølger.
Kaptejnen saa fast paa den »nye«: »Skam
dig! Her om Bord ikke en Draatte, —
du saa lidt som jeg og andre!« Fyren bed
sig i Læben og tav. »Møller!« lød den
bestemte Ordre igen, »hvis den ny bliver
sløj op ad Dagen, saa send ham til Køjs
og sig til Folkene, at jeg taaler hverken,
at han haanes eller drilles.« Ordren blev
adlydt, og den »ny« fik Lov at gaa i Fred
og Ro; han passede sit Arbejde, var stille
og blev sendt til Køjs, naar han faldt
slap sammsn.
Man naaede den første Havn, og en
Del af Folkene fik Landlov — men ikke
den »ny«. Den »ny« traadte med trodsig
Mine ind i Kaptejnens Kahyt: »Jeg vil
have Landlov!« — »Det faar du ikke,«
sagde Kaptejnen uden at lade sig paavirke
af den indtrædendes truende Holdning.
— »Ikke? — jeg maa bestemt i Land!«
— »Tror du,« sagde Kaptejnen stadig lige
rolig, »at jeg gør en halv Gerning? Du
kommer ikke i Land. Slaa dig til Ro
med det!« Matrosen gik ud af Lukafet,
men der var noget i hans Ansigt, der fik
Kaptejnen til at tilkalde Møller: »Den
Mand bliver om Bord i Dag i sin Køje.
Jens og Jakob sættes til Vagt hos ham.
De mister deres Landlov, men det faar
være; her staar et Menneskeliv paa Spil.