Dúgvan - 25.11.1905, Blaðsíða 3

De bliver her og er mig ansvarlig for
ham! Forstaar De mig?« — »Javel Hr.
Kaptejn!« — Bliver Fyren syg, sørger
De for, han faar en god Kop Kaffe, det
kvikker op!« — Kaptejnen tog i Land,
men havde ingen Ro paa sig; der var
Sorg at læse i hans milde Øjne. Han be-
sørgede saa hurtigt, han kunde, sine For-
retninger, gik om Bord og overtog Møllers
Vagt.
Kaptejnen gik ind til Matrosen og stil-
lede sig ved Køjen. Med ét fo'r Manden
op af Køjen, kastede sig paa Gulvet foran
Kaptejnens Fødder og raabte hulkende:
»Kaptejnen kan tage mit Hjerteblod, blot
jeg faar noget at drikke.« Men Kaptejnen
lod ^ig hverken skræmme eller lokke. Han
blev fast i sit og lod Matrosen blive, hvor
han var. I næste Havn gentog denne
Scene sig og næste igen og ved hver en
Havn. Anfaldene aftoge i Heftighed, ind-
til det stakkels Menneske til sidst helt var
falden til Ro.
Der kom en Tid, hvor den »ny« blev
gammel i Gaarde og godt kunde sendes i
Land paa egen Haand. Han havde nu
helt tabt al Lyst til sin gamle Kærlighed,
Brændevinen. Sin Kaptejn elskede han
over alle andre; han, der havde set med
saa stor Sorg i de uendelig milde Øjne
paa ham i hans Elendighed og ved sin
Bestemthed havde reddet ham ud af hans
Elendighed. Og mange Aar efter, da Kap-
tejnen var hørt op at fare, og hans Liv
var blevet fredeligt og farefrit paa Land-
jorden, kom Matrosen op til ham i hans
Hjem, takkede ham for, hvad han havde
hjulpet ham at gennemkæmpe og fortalte,
at den gamle Fristelse aldrig senere var
vendt tilbage. (»Væbneren«).
John Møllers Tokrone.
John Møller var netop kommen hjem
fra sit Arbejde en Lørdag Aften, og i den
Konvolut, i hvilken han havde faaet sin
Ugeløn, havde han tilligemed nogle andre
Mønter en splinterny, blank Tokrone. Ved
Aftensmaaltidet, da han talte sine Penge,
fik hans Hustru Øje paa den blanke To-
krone og bad om at faa den. Han gav
hende et barskt, afvisende Svar.
John var en dygtig Arbejder, men
han var ogsaa en svar Dranker. Han
havde en Tørst efter stærke Drikke, som
bragte ham til at bortødsle sine Penge
og være haard og uvenlig mod sin Familje.
Han vidste, at baade hans Hustru og hans
lille Datter behøvede hver en ny Klædning,
men hans Tørst efter 01 og Brændevin
var saa stærk, at han hellere gav sine
Penge ud for disse forfærdelige Drikke,
end han kostede nye Klæder til sin Familie.
Da Aftensmaaltidet var endt den Lør-
dag Aften, begav Møller sig til det nær-
meste Værtshus. Til trods for sin Hustrus
og lille Datters ivrige Bønner, skyndte
han sig afsted for at tilbringe Aftenen i
Sus og Dus. Sammen med Papirpenge og
anden Mønt af mindre Værdi, lagde John
ogsaa den blanke Tokrone paa Værtshus-
holderens Disk— den nye blanke Tokrone
som han havde nægtet at give sin Hustru
til Hjemmets Fornødenheder.
Det var over Midnat da John Møller
sjanglede ud fra Værtshuset og styrede
sine vaklende Skridt mod det Sted hvor
han boede, et Sted, som næppe kunde kal-
des et Hjem, skønt der fandtes en tro
Hustru, som ventede paa ham, og en liden
sovende Pige, som var uvidende om sin
Faders Skændsel.
Værtshusholderen lukkede sin Dør
sent den Nat. Hans Pengeskuffe var fuld
af Arbejdernes haardt erhvervede Penge.
Da han, selv halvberuset, væltede sig i
sin Seng, følte han ikke den ringeste Sam-
vittighedsuro over den Synd, han havde
begaaet, og den Fattigdom og Elendighed,
han havde bragt over Arbejdernes Hjem
i Staden. Hvorfor skulde hans Samvittig-
hed forurolige ham? Han førte jo en
Forretning, som Staten billigede, og som
var lovbeskyttet, en respektabel, lovlig
Forretning.
John Møller gik i Seng omtrent ved
samme Tid, Kl. 2 om Natten mellem Lør-
dag og Søndag. Hans Pengepung var tom
med Undtagelse af et Par Kobbermønter
og en Tiøre, som han havde sparet til en
Forfriskning Søndag Morgen. . Men dette
var ikke alt — hans Hoved var ogsaa
tomt paa sund Fornuft og Selvagtelse.
Alkoholen havde uddrevet begge Dele.
Søndag Morgen kom. Efter at han i
nogle faa Timer havde sovet sin Rus
nogenlunde ud, stod John Møller op.
Hans Hoved værkede; hans Appetit for
Mad var forsvunden, men hans Tørst efter
stærke Drikke var ligesaa brændende som
nogensinde. Uden at spise Frokost skyndte
han sig atter paa Vej til Værtshuset. Dø-
ren til Gaden var laaset, men John kendte
en Bagdør ind til Skænkestuen. Med raa
Stemme forlangte han en halv 01. I dette
Øjeblik kom Værtshusholderens Kone ind
i Skænkestuen og gik hen til Pengeskuffen.
Hun var klædt i en kostbar Silkedragt og