Dúgvan - 01.06.1913, Qupperneq 1

UDKOMMER
ABONNEMENTSPRIS
AFHOLDSBLAD FOR FÆRØERNE.
UDGIVET AF FÆLLESUDVALGET FOR FÆRØSKE AFHOLDSORGANISATIONER.
Nr. 6.
JUNI 1913.
20. Aarg.
Aflioldsbladet „Dugvan“ kan bestilles paa alle Posthuse samt i Bladets Ekspedi-
tion, Adresse: Mejeribestyrer Jensen, Thorshavn. Ved Forudbetaling af i Kr. 16 Øre bliver
det frit tilbragt.
Bekendtgørelser optages i „Dugvan" for 8 Øre pr. Petitlinie af enkelt Annonce-
spalte paa 4de Side. Paa Forsiden er Prisen 12 Øre for tilsvarende Plads.
Enhver, som vil være med i Kampen mod Alkoholmisbrugen paa vore Øer, bør virke for
„Dugvan“s Udbredelse og opfordre Venner og bekendte til at holde Bladet.
Mine Oplevelser.
Af R—n.
[Ved Nord-Island. — Et Besøg i Land. —
En „lækker11 Mundfuld.]
(Fortsat.)
Efter at have flakket om paa vidtstrakte Gebeter
uden betydeligt Udbytte, havde »Anden« forvildet
sig til den nordligste Pynt paa Islands nordvestlige
Halvø, der kaldes Horn eller Kap Nord og Kyst-
strækningerne til begge Sider Hornstrandene. —
»Anden« opholdt sig nu ved disse barske og ugæst-
milde Kyster, hvor Fjældene — vilde og sønder-
revne — ofte hæver sig næsten lodret op fra Havet,
og paa Steder danner de mest fantastiske og ejen-
dommelige Formationer. De 5 mægtige, pyramide-
formede Klipper, der i Nærheden af Gaarden Dran-
gar hæver sig til en Højde af c. 800 Fod, er saa-
ledes kendt af alle Sømænd, som besøger denne
Del af Island. Hist og her kløves Fjeldmurene af
nogle korte Dale, af hvilke enkelte er beboede.
At »Anden« var bleven udstyret med rigelig
og god Proviant til sit Islandstogt, vilde være Synd
at sige. Mandskabet knurrede uafladelig over den
daarlige Kost; Brødet var næsten uspiseligt, Sukke-
ret bedærvet og sammenløbet i store Klumper, og
det amerikanske Saltkød saa sejgt, at det nærmest
mindede om Vidskelæder. — Efter gentagne Op-
fordringer besluttede Skipper Moses derfor at af-
lægge et Besøg i Land for at købe et Par Faar.
De islandske Faar er gennemgaaende fede og vel-
voksne, og Tilførselen af et Par saadanne vilde —
i hvert Fald for en Tid — betyde en værdifuld For-
øgelse af »Anden«s Proviantbeholdning. I denne
Hensigt sejlede vi ind til en lille Bygd, hvor Skip-
per Moses kendte en Bonde. Vi maatte ro i Land
med den største Forsigtighed, da Farvandet var op-
fyldt af Klipper og undersøiske Skær, med hvilke
en Kollision i den stærke Strøm let kunde blive
skæbnesvanger. I godt Behold naaede vi Strand-
bredden, der paa store Strækninger var bedækket
med Drivtømmer, hovedsagelig bestaaende af raa
Træstammer.
Vi blev meget gæstfrit modtagne af den is-
landske Bonde. Igennem en lang Aarrække var
han kommet i Berøring med Færinger, navnlig un-
der sit mangeaarige Ophold paa Siglufjord, (hvor
Skipper Moses havde lært ham at kende), inden
lian giftede sig med en Bondedatter fra Hornstran-
dene, og ved hendes Faders Død flyttede herop og
overtog Gaarden. Han kunde gøre sig forstaaelig
paa et Slags Islands-Færøsk og forstod os
meget godt.
Skipper Moses og Bonden var snart bievne
enige om Prisen paa Faarene, og vi blev nu budte
ind i Stadsstuen til et veldækket Bord, hvor bl. a.
ogsaa den nationale »skyr« ventede os. Brænde-
vinsflasken blev hentet frem fra sit Skjul i Hjørne-
skabet; den var bedækket med et tykt Lag Støv,
og da Skipper Moses ironisk spurgte vor Vært, om
han virkelig kunde gemme Brændevin saa længe,
svarede Bonden, at denne Vædske var meget van-
skelig at faa fat paa i disse Egne. Den, som var
saa heldig at slumpe til et Par Flasker, gemte dem
derfor altid til særlige Lejligheder.
Flasken gik flittig rundt, og Stemningen blev
efterhaanden meget livlig. Bonden fortalte i poeti-
ske Vendinger om Livet paa denne golde Kyst og
citerede Brudstykker af en Vise, hvori den første
Nybygger, der kom herop, Ønund Ofeigsson, be-
klager sig over det daarlige Bytte, han har gjort,
ved at ombytte sine frodige Kornagre i Norge med
disse ufrugtbare Landstrækninger. Vor Vært
skildrede derefter den paa disse Kanter herskende
Fattigdom, der i daarlige Aar udartede sig til den
bitreste Hungersnød. Havkalekød er en meget
eftertragtet Spise i disse Egne, og spises her mere
end noget andet Sted paa Island. Havkalen gra-
ves enten ned i Jorden for et længere Tidsrum,
eller ogsaa skæres den i Strimler og hænges op
for at tørre. Strimlerne fra Havkalens Bug siges
at være det bedste. Jo ældre Kødet bliver, desto
bedre synes man om det. I fersk Tilstand er det
imidlertid meget farligt, og Bonden nævnte os flere
Eksempler paa, at Folk pludselig var døde, naar de
i daarlige Tider i deres Fattigdom havde været nødt
til at spise for ferskt Havkalkød.
Da Talen derefter kom paa den store Mængde
Drivtømmer, forklarede Bonden os, at den største
Del af dette Tømmer kom med Polarstrømmen fra
Sibirien, men undertiden hændte det dog, at Golf-
strømmen, der ogsaa her løber ind mod Kysten,
førte Bambusrør, Sukkerrør o. 1. til Land, og for
nogle Aar siden havde man fundet en indiansk
Tobakspibe opdrevet. Drivtømmeret havde i ældre
Tider været en ikke uvæsentlig Indtægtskilde for
Hornstrandens Beboere, idet de solgte det til andre
Steder paa Island, men paa Grund af den afsides

O
tf h ^MTS £(5*,
4 s

At
TAdcu a