Dúgvan - 01.12.1913, Blaðsíða 3

Landsforbundets Bestyrelsesmøde,
Bestyrelsen for »Danske Afholdsselskabers
Landsforbund« afholdt for nogen Tid siden Møde
paa Afholds- og Højskolehotellet, Colbjørnsensgade
29, København. — Alle Medlemmer var tilstede.
Formanden, Claus Johannsen, bød Vel-
kommen og udtalte sin Glæde over, at Bestyrelsen
kunde samles til et betydningsfuldt Møde under
saa gunstige Forhold og i den bedst mulige For-
staaelse med alle Organisationer.
F ormanden gav derefter forskellige Med-
delelser til Efterretning.
Cand. jur. C. C. Heilesen afgav en interes-
sant Beretning fra Kongresen i Milano.
Fra Indenrigsministeriet og Statistisk Departe-
ment forelaa Skrivelser om Alkokolstatistik. Lands-
forbundet kunde tiltræde den foreslaaede Ordning.
Demonstrationsfesten i København 1914. Der
nedsattes et Udvalg til at ordne denne Sag i For-
bindelse med Fællesrepræsentationen i København.
Til dette Udvalg valgtes Redaktør Jørgen Lund,
Cand. jur. C. C. Heilesen, Grosserer Math. P.
Bøgh, Handelsrejsende J. Baunsgaard og Folke-
tingsmændene Kvist og Ferd. Nielsen.
Statsbidragets Fordeling. Det overdroges til
Forretningsudvalget at føre Forhandling med
Ministeriet om denne Sag paa det Grundlag, at
ingen Organisation faar mindre Tilskud end nu.
Valg af 3 Medlemmer til at tiltræde Komiteen
for de nordiske Forbudskongresser Cand. jur. C. C.
Heilesen, Bogtrykker Fr. Lumbye og Folketings-
mand Ferd. Nielsen.
Forbudskommissionen.
Formanden betonede, at dette var en første
Behandling, og 2. Behandling kunde vi tage, naar
vi selv ønskede.
Efter en lang og grundig Forhandling ved-
toges det at behandle Sagen paa et nyt Møde
længere hen i Vinteren. Der nedsattes et Udvalg
til at formulere Forslag til Kommissionens Opgaver
og fremkomme med Udkast til næste Møde. Til
Medlemmer af Udvalget valgtes: Cl. Johannsen,
Heilesen, Kvist, Ferd. Nielsen og Nonboe.
Forskellige andre Sager behandledes.
En Kunstners Mening.
En af de mest kendte Stockholmere er Mu-
sikeren Carl Goran Nyholm — skriver »Blåa
Bandet« — skattet for sit godmodige Vid, der
gjorde ham til en søgt og altid velset Selskabs-
broder.
En Sygdom tvang ham imidlertid i Foraaret
til at trække sig tilbage fra det glade Selskabsliv,
og efter at han efterhaanden er bleven rask igen,
har han ikke genoptaget sine Vaner fra før. Vel
er han fremdeles gerne med i Vennernes Lag, men
medens det pokulerer og lader Cigarrøgen hvirvle
omkap med Skæmt og Larm, sidder Nyholm fuld-
stændig afholdende fra disse Nydelser, uden at
dette dog virker nedstemmende paa hans Humør.
»Siden den 20. April har jeg hverken smagt en
Draabe Spiritus eller røget et Drag« — fortæller
han — »og hvor godt det bekommer mig, det er-
farede jeg først rigtigt, da jeg i Sommer begyndte
at genoptage mit Violinspil. Alt, hvad der hedder
Taalmodighed og Sagtmodighed i Arbejdet — det
vil sige: alt det, som udgør Tekniken, det har jeg
nu. helt som til givende. De Greb, som det tid-
ligere tog Dage, ja Uger at komme under Vejr
med, de gaar nu næs;en ganske af sig selv. Krop-
pen er et langt lydigere Instrument, da den er
upaavirket af Spiritus og Nikotin.«
»Det kunde jo lyde« — fortsætter Hr. Nyholm
med et Smil — som om jeg har været en forfær-
delig Sut; men saa farligt var det dog ikke. Men
jeg røg gennemgaaende 60 Cigaretter om Dagen og
nogle Cigarer til Afveksling. Og saa sad man
oppe og hang de halve Nætter paa Beværtningerne,
og altid blev der jo nydt et eller andet. Men det
er jo aldeles tydeligt, at et saadant Liv er Galskab
for dem, der arbejder med Musik eller Kunst i det
hele taget, hvor det gælder om i det afgørende
Øjeblik at faa det rette Greb paa Tingene. Da er
Minutterne saa uhyre afhængige af, hvorledes man
har røgtet sig selv forud. Derfor synes jeg, det er
dumt, naar man undskyldende siger om den eller
den: Aa, hvad — han er jo et Geni, han maa have
Lov til at muntre sig! Som om der var nogen
Fordel ved at stramme sig op paa den Maade — det
er jo lige omvendt. Baade den og den Kunstner
— og Hr. Nyholm nævnede Navne — vilde være
langt større, hvis han ikke turede.
Ja, paa den Maade er jeg altsaa kommer til at
holde en Afholdsprædiken. Hvem skulde egentlig
have anet det. Men hvorfor skulde jeg skamme
mig ved at sige det, som jeg anser for fuldkommen
rigtigt.«
Den indiske plante.
Der var en Gang en Løjtnant, som havde stor
Forkærlighed for gamle »ædle« Vine. Hans For-
muesomstændigheder tillod ham dog ikke at dyrke
dette Liebhaveri i Praksis. Efter en Del Omflakken
paa Kærlighedens vilde Veje, blev vor Løjtnant
lykkeligvis gift med en velhavende Enkes Datter.
Denne Enke havde i sin Kælder en, om ikke stor,
saa dog udsøgt Vinbeholdning, som rigtig kunde
faa Løjtnantens Tænder til at løbe i Vand, naar
han tænkte derpaa. Han ventede nu at blive
trakteret, naar han besøgte sin Svigermoder; men
denne viste sig at være et særlig nederdrægtigt
Eksemplar af en Svigermama, som vendte det døve
Øre til ved alle Hentydninger til Vinkælderens
Indhold. Vinkældernøglen var kun bestemt til
Brug ved enkelte yderst højtidelige Lejligheder.
Dette forbitrede Løjtnanten, saa han besluttede at
spille Svigermoderen et Puds. En gunstig Lejlig-
hed frembød sig snart, Svigermama holdt Fødsels-
dag. Løjtnanten overbragte egenhændig en præg-
tig Urtepotte med en indisk Plante, som, »efter hvad
Gartneren havde forklaret,« var meget sjælden. Det
blev paalagt Stuepigen at passe denne Plante med
særlig Omhu; men trods flittig Vanding vilde den
ikke vokse. Den forandrede ikke Form og Farve.
— »En tynd, graalig Stilk, og paa Enden af denne
en vokslignende Kugle, tæt besat med grønne
Pigge, der havde saa stor Lighed med afklippede
Grannaale«; saaledes saa Planten ud. Var der
Stilstand i Væksten, saa var der desto mere For-
andring i Lugten. Denne blev stærkere for hver
Dag og udartede efterhaanden til en saa ulidelig
Stank, at det ansaas tilraadeligt at søge hen til
en nærboende Gartner, der fandt, at den kostelige
Fødselsdagsgave ikke saa meget hørte til Plante-
riget som til Dyreriget, idet den indeholdt en vel-
voksen død Rotte med en Del af Halen ragende
op af Jorden.
Drukkenskaben.
Der er et Sagn, som fortæller, at da Adam
plantede den første Vinranke, kom Satan og van-
dede Roden med en Paafugls Blød, og Vinranken
drak Blodet. Da den voksede og begyndte at
sende sine Blade frem, kom Satan igen og dræbte
en Abe ved Roden, og Vinranken drak Abens
Blod. Da Druerne begyndte at danne sig, kom