Dúgvan - 01.04.1918, Qupperneq 4

M å xi a 1 y s i. Den barmhjertige Samaritan.
Har skyggir guil å klettum,
glogvar um allan vdgin;
føgur sum runarmalmur
og Ijos er vordin din.
Men fjallid skuggar svart
og fjalir hamarsennid;
eina villandi kenslu
i karmi eg kenni.
A gotum i flokkkum
flykja seg ung og gomul,
tey gieda seg i hvildini
og lydkini øll somul;
av mjørka eitt tam
rekur tvørtur vid skarid,
og seydurin jarmar
haruppi undir gardi.
Inn ur sundi sudar fleyrid,
kinur hoyggjadum teigum,
kinir lyngi d heygum
og gr asid å heidum.
Beka skyggj yvir Ijos
å svørdleysum klettum,
og tad tykist mær,
at liv er i tugvum og klettum.
Eitt villandi kvøld,
so heilt ødrvisi ødrum,
tå id foldin er herjad,
og tad dunar i skørdum.
Hoyr teskid i fjøru,
allar ædurnar prdta,
so Imgnaliga Jieimligt
utan mid utan mdta.
Å, um eg kundi fjadka
d endaleysum gøtum,
yvir fjall, yvir myru
d mdnaljosum fløtum.
A, um eg kundi droymt,
so at Hvid gjørdist dreymur,
og alt ikring meg var
sum ein mdnagyltur deymur.
Som tidligere omtalt her i Bladet har Spiritus-
vennerne i det øvrige Kongerige for nogen Tid
siden stiftet en Forening med det lige saa velklin-
gende som misvisende Navn »Den personlige Fri-
heds Værn«. Denne Forening, hvis Flovedopgave
er at bekæmpe Afholdsbevægelsen, bliver selvfølge-
lig kraftigt støttet af Bryggerne og Brændevins-
brænderne; hertil er der jo ikke stort at sige. Der-
imod lyder det utroligt, men er desværre en sørge-
lig Kendsgerning, at nogle Professorer og Præster
har sluttet sig til »Frihedsværnet« og yder dette
kraftig Støtte. Med Henblik herpaa skriver
»Afholdsdagbladet«s udmærkede Redaktør føl-
gende:
Der var engang . . .
Der var engang en Mand, der drog fra Jeru-
salem til Jericho. Paa Vejen faldt han iblandt
Røvere, der plyndrede ham til Skindet, slog ham
og lod ham ligge.
Men det var en befærdet Vej, og der kom
hurtigt Folk til. Først kom der en Præst. Han
saa den lemlæstede og — gik forbi ham. Saa kom
der en Levit, det vil sige en Professor. Ogsaa han
saa ham og gik forbi ham. Men da kom der en
Samaritan, en jævn og simpel Mand, der hverken
var Præst eller Professor. Han saa Staklen,
ynkedes inderligt over ham, bragte ham til Huse,
betalte for hans Pleje og drog uden Pral videre
ad Vejen.
* *
*
Det er iqoo Aar siden, denne Historie blev
fortalt, men den har Gyldighed endnu den Dag
i Dag.
I denne Klokketime forlader Røveren — den
statsautoriserede Røver — sit Offer, udplyndret og
lemlæstet. I denne Klokketime gaar Præsten forbi.
Han ser Staklen, men — han gaar forbi. Og Pro-
fessoren følger i hans Fodspor. Stolt og værdig,
fin i Tøjet, bange for at smudse sig til.
Samfundets hele Haab staar nu — som for
i goo Aar siden — til Samaritanen, den jævne og
simple Mand, der ikke har Rang i Statskalenderen,
men til Gengæld har Kærlighed til sin Næste.
Han bærer Staklen paa sin Skulder, han bereder
Vejen for dep ny Dag...........
Den gamle Historie fortæller ikke, om Præsten,
Professoren og Samaritanen siden mødtes. Men
det gjorde de nok.
Og det gik sikkert, som det gaar den Dag i
Dag: Præsten og Professoren tog Røverens Parti,
de dannede en Forening til Værn for hans Frihed,
og de skældte Samaritanen ud for en mavesur
Herre, som det var en Pine at være i Stue sam-
men med.
Jovist, saadan gik det for igoo Aar siden. Og
saadan gaar det i Dag.
Verden forandrer sig. Men det er gaaet lang-
somt — de sidste 1900 Aar.
Larsen-Ledet.
Hans A. Djurhuus.