Dúgvan - 01.04.1918, Page 7

Afholdssang.
En god Kur,
Afholdssag!
Store Sag!
Vesten, Østen, Syden, Norden,
alle Folkeslag paa Jorden
hilser i Respekt dit Flag.
Du er Verdens største Tanke.
Helligt er dit Ideal.
Tapre, ranke,
strider vi paa Kampens Val.
Afholdssag!
Lysets Sag!
Jag paa Flugt de mørke Hære.
Lad din skønne, stolte Lære
lyde frugtbart Dag for Dag.
Send dit Bud til tusind Stakler
og til Drikkens Trællekuld.
Dine Fakler
lyse over Bro og Muld.
Afholdssag!
Ungdoms Sag!
Herligt, stort for dig at lide.
Endnu større dog at stride
ildfuldt, kækt til sidste Dag.
Skønt at slaas med aaben Pande
for at bringe Sejren hjem
og med sande
Vaaben føre Slægten frem.
Afholdssag!
Hjemmets Sag!
Du har værnet Arnens Hygge,
Solskin, Hjertefred og Lykke,
skærmet Liv mod Skæbnens Slag.
Du har stillet Sult og Smerte,
rakt din Haand i Glæde ud.
Mangt et Hjerte
har du vendt mod Lysets Gud.
Afholdssag!
Folkets Sag!
Millioner nu dig hylder.
Din Begejstringsrigdom fylder
Hjerter — dræber Nid og Nag.
Fortsæt, Sag, din Sejersfærden,
gyd i tusind Viljer Staal.
Hele Verden
vundet — det er Kampens Maal.
Eigil Selve.
En ung Hustru var netop flyttet ind i sit nye
Hjem. Alting saa kønt og lovende ud; men en
Aften kom hendes Mand hjem meget sent og ravede
ind i Stuen. Hans Hustru blev meget bestyrtet og
fortalte ham, at han var syg, og at han maatte
lægge sig med det samme. Dette gjorde han, og
et Øjeblik efter faldt han i en behagelig Søvn paa
Sofaen. Hans Ansigt var purpurrødt, hans Aande-
dræt tungt, og han saa i det hele taget meget ilde
ud. Der sendtes Bud efter Lægen i en Hast, og
Sennepsplaster blev lagt paa hans Hænder og Fød-
der. Da Lægen kom, følte han paa Pulsen, under-
søgte ham og fandt, at han var drukken.
»I Morgen tidlig vil alt være overstaaet,«
sagde han.
Men Hustruen paastod, at han var meget syg,
og at en mere kraftig Behandling maatte til.
»De maa rage hans Floved og lægge Træk-
plaster paa«, sagde hun, »eller ogsaa sender jeg
Bud efter en anden Læge, som vil gøre det.«
Følgelig blev hans Hoved barberet og Træk-
plasteret anbragt. —
Hele Natten laa han i drukken Søvn og mær-
kede ikke, at Trækplasteret aad sig ind i hans
Kød. Ikke før henad Morgenstunden følte han
noget til Smerten, men da begyndte han ogsaa at
slaa om sig som gal.
Ved Daggry vaagnede han til den ubehagelige
Bevidsthed om den trækkende Smerte.
«Hvad skal dette betyde?« spurgte han, idet
hans Hænder instinktmæssig samlede sig om hans
forbundne Hoved.
»Lig stille, du maa ikke røre dig,« sagde hans
Hustru, »du har været meget syg.«
»Jeg er ikke syg.«
»Jo, det er du! Du har Hjernefeber. Vi har
maattet vaage over dig hele Natten.«
»Ja, det kan jeg da godt forstaa,« sagde den
stakkels Mand vridende sig i Smerte.
»Flvad er der i Vejen med mine Fødder?«
»Der er lagt Trækplaster paa dem.«
»Men nu er jeg bedre. Tag dog Trækplasteret
af — gør det!« bad han ynkeligt.
Han befandt sig i den mest beklagelige Stil-
ling. Hovedet var bedækket med Blærer, og
endnu værre var det med hans Flænder og Fødder.
»Kære«, sagde han klagende, »dersom jeg
nogen Sinde faar en saadan Sygdom igen, saa bliv
ikke forskrækket eller send Bud efter Lægen, men
fremfor alt anbring ikke Trækplasteret.«
»Jo, det kan du stole paa, jeg skal gøre! Det
var Trækplasteret, som frelste dit Liv, og hvis du
faar et andet Anfald, kommer jeg til at blive mere
forskrækket end før; thi jeg er sikker paa, at det
leder til Apopleksi. Det næste Anfald kan muligvis
have Døden til F'ølge, med mindre den strengeste
Behandling bliver benyttet.«
Han sagde intet mere til sit Forsvar. Fra den
Dag og indtil nu har han ikke haft noget nyt An-
fald af Drikkesygen.
Blandt Mandens første Forsøg paa Kemiens
Omraade var Tilberedningen af alkoholiske Drikke,
og lige til vor Tid har Manden gennem alle Slægt-
led vedblevet med at tilvirke Alkohol og drikke
den. Og der har aldrig været en Dag, hvor Kvin-
den ikke har paatalt Mandens Brug og Misbrug
af Alkoholen, men hun har blot aldrig været i
Stand til at give sine Ord praktisk Vægt. I det
Øjeblik, Kvinderne faar Stemmeret, er det første,
de vil gøre (eller forsøge paa): at lukke alle Be-
værtninger.
Jack London.