Dúgvan - 01.04.1918, Qupperneq 8

Jtfangt og hvat.
Mangt er i neyåini nytt.
Pætur hevåi bjoåaå tveimum vinmonum heim viå sær eina
nåttina at faa sær ein »litlan«. Eftir almikiå strev og striå hevåi
hann fingiå sær fatur i eina flosku av »goåum slag«, sum hann
goymdi å einum staå, iå ikki ber til her at nevna. T6 at teir
triggir vinmenninir kendu væl til, komu teir heim til Pætursar i
ollum goåum. »Sissal« varå halaå fram; men gakk, tå voru eingi
glos at drekka ur. Teir kundu sjålvsagt brukt hin gamla måtan
at lata »Sissal« ganga fra munn til munn; men Pætur svor, at
»hevåi hann bjoåaå telmum heim, so skuldu teir eisini fåa glos
at drekka ur«. So fekk hann langt um leingi leitaå fram tvey
lam puglos, og meåan vinmenninir hildu hondina undir oårum
endanum, drukku teir av hinum. Ja, mangt er i neyåini nytt.
X.
* $
*
I goåari tiå.
— i gjår deildist eg og lconan, og taå gekk væl so harå-
liga til.
— Hvat var ta atvoldin til hesa illsemju tykkara millum?
— Ju, vit kundu ikki koma åsamt um, hvar vit skuldu seta
peningarnar inn, um vit einatenV vunnu i lottariinum. Konan vildi
i bankan, og eg i sparikassan.
Ein' friggjarasoga.
Hann hevåi biåjiå um hana og fingiå — krakk. Tå tey skilt-
ust, kendi hann seg sum taå olukkuligasta av ollum mannabornum.
Hann fdr til hus, blundaåi ikki um nåttina, og tå hann i dimma-
lætting for upp, var hann enn meira sorgarbundin enn dagin fyri.
Henda sama morgum skrivaåi hann soljoåandi bræv:
Elskaåa Marjin!
Min sorg er so står, at eg ikki orki at liva longur; eg kann
ikki liva forutan tin kærleika. Tessvegna havi eg nu drukkiå gift,
og eg føli å mær, at eg ikki havi nogvar minuttir eftir at liva i.
Tåiå tu lesur hetta, havi eg traåkaå inn um gått deyåans. Egvoni,
at tu, tå eg ikki eigi liv longur, vil vitja grov mina og minnast
å teir svunnu dagarnar, vit voru saman.
Tin doyggjandi
J 6 a n n e s.
Hann sendi ein ovita viå brævinum til Marjina. Meåan hon
læs, varå hon bleik sum eitt lik, og stor tår perlaåu i eygu henn-
ara. Langt um leingi vendi hon sær til ovitan og spurdi viå
piprandi rådd, hvat hann biåjaåi eftir. »Ju, Jdannes segåi, at eg
skuldi biåja uppå svar,« mælti dvitin. Tå kom fukandi oåi i
Marjuna; hon baå ovitan heilsa Joannesi, at fyri hennara skuld
kundi hann fara har, sum pipariå gror, og so sipaåi hon huråina
aftur.
* *
*
„Eitt hugnaligt kvold“.
Hanus, Tummas og Pætur hovdu verid i klubbanunr og haft
eitt .hugnaligt kvold« saman. Ådrenn teir skiltust, sameintust teir
um, at tann av teimum, id ikki gjordi tad, konan bad hann um,
tåid hann kom heim, skuldi geva ein »betri dogverda«.
Tå Hanus kom heim, sndvadi hann a og kom at sparka kettuna.
»Ja, soleidis skal tad vera,« deildi konan. »Drep heldur kettuna
vid tad sama, so er tad gjort.. »Ju,« hugsadi Hanus, »æntin må
eg drepa kettuna ella betala dogverdan.« Og so drap hann hana.
Tummas fekk eitt slør yvir imoti »servantini«. »Å, sora
heldur vatnfatid og lcannuna vid tad sama!« ropti kona hansara i
ødi. Tummas so gjordi.
Kona Pæturs sat i durinum, tå Pætur kom dinglandi nidan
eftir trappusteininum. »Dett heldur nidur aftur og brdt hålsin,«
mælti hon. .Nei,« svaradi Pætur, »so betali eg f.... heldur
dogverdan.«
Det første Glas.
Hele Sagførerens Villa laa festligt oplyst. Den
hede, søde Tokayer glødede i Glassene; Stemningen
var høj overalt.
Lille Viggo stod ved sin Faders Side og tryg-
lede: »Aa, lad mig smage, Fa’r!«
»Nej, min Dreng; du er jo kun 3 Aar; men
naar du bliver stor, skal du nok faa Lov til at
klinke med Fa’rs gamle Gæster.«
»Naar jeg bliver stor,« gentog Viggo og var
ikke synderlig oplivet ved denne triste Fremtids-
mulighed.
Men Stivnakke, som han var, havde han sat
sig i Hovedet, at Vin vilde han smage, — og da
Pigen havde baaret Bakken med de mange, halv-
fyldte Vinglas ud, fik Viggo sin Kongstanke: Uden
at nogen ænsede det — man var jo stærkt optaget
af at drikke hinandens Skaal — listede Drengen
sig ud og saa, at han var ene i Køkkenet. Hastigt
greb han Glassene, tømte det ene efter det andet
— og 3 Aars Ungen drak sig — for første Gang
— en Rus i den perlende Vin.
Viggo indfandt sig atter blandt Gæsterne, men
var paafaldende livlig og usædvanlig vrøvlet. Fruen
kunde ikke fatte, hvad der gik af hendes lille Søn.
Men næste Morgen var Gaaden løst. —
Femten Aar senere var der atter Fest i den
store Villa ved Sundet..
Viggo var blevet Student.
Hans Kammerater sad samlet ude i Haven og
drak hans Skaal i skummende Champagne.
Der blev talt, og der blev drømt i den tavse,
lyse Sommeraften. Viggo var Dagens Helt. Han
havde jo glimrende Evner, og der var ingen Tvivl
om — saadan lød Vennernes Tale — at han i Løbet
af temmelig kort Tid vilde være en af Landets
evnerige Mænd. Viggo smilede stolt og selvsikkert:
Han kunde — og han vilde jo ogsaa.
Ind til Hovedstaden drog han da og syntes,
Livet laa straalende lyst. Fuld af gode Forsætter
var han selvfølgelig.
Og Livet i Storbyen begyndte. Viggo kom
hurtig ud i Punschesoldene. — Studierne forsømtes.
En Morgen læste man i Københavns Blade en
kort Beretning om, hvordan en Student ulykkelig
var kommet af Dage: Som han plejede, havde han
den foregaaende Aften sviret sammen med nogle
Kammerater, og da han sent om Aftenen vaklede
hjem, faldt han lige foran en Sporvogn og var død,
inden han naaede Kommunehospitalet.
Den Nat var der en gammel Mand, der bøjedes
dybt af sin Sorg og sin Kval.
Gang paa Gang hørte han en Stemme hviske:
Havde Viggo aldrig som lille Dreng set Vinen
perle og funkle derhjemme, set os store, voksne
Mennesker le og skæmte, mens vi klinkede og
skaalede — og havde vi ikke ladet Champagnen
knalde den Dag, han og hans Kammerater stormende
glade viste de hvide Huer, kan hænde, ja kan
hænde, at det da aldrig var sket.
(»Af holdssamfundet«.)
A/S. »Færø Amtstidende«s Bogtrykkeri. — Ansvarhavende : Poul N i c 1 a s e n,