Dúgvan - 01.11.1920, Blaðsíða 2

N o v em b e r—D ecemb#r.
dHvan
Nr. i i—
I 2.
I9 2C
en bævende Stemme en Time
senere, og en ældre Kvinde bøj-
ede sig over Sengen, hvor den
bevidstløse Sømand laa paa en
af Stuerne i Byens Sygehus.
»Ja«, svarede Sygeplejersken,
»han lever endnu; men Saarene
ere alvorlige, og Lægerne siger,
at han kun kan leve nogle faa
Timer. Han er ikke ved Bevidst-
hed nu; men maaske bliver han
det, inden han dør, det hænder
saa tit. Er De hans Mor, kan
De godt blive her til han døre.
»Ja, jeg er hans Mor«, sagde
hun, mens Taarerne randt ned
ad de furede Kinder. »Jeg har
ventet saa længe paa ham, og
saa tænke sig, at han skulde
miste sit Liv for min Skyld. Ak,
min Dreng, min Dreng! Gud
give, at jeg var død i Stedet for
dig! Men Herren forstaar det,
at det sømmer sig ikke for mig
at klage. Maaske jeg dog endnu
engang skal høre hans kære
Stemme.
Enkens Ønske blev besvaret.
Efter nogle Timers angstfyldt
Venten aabnede han sine Øjne,
og en Straale af Bevidsthed spo-
redes, da han fæstede den paa
Moderen.
»Min Dreng, min Stefan«,
hviskede hun sagte, idet hun
bøjede sig over ham.
»Mor!« sagde han svagt, »er
det dig Mor? Hvor er jeg? Hvor-
dan er jeg kommen her?«
»De bar dig herhen, Stefan,
til Sygehuset, da du faldt ned
af Stigen. Du reddede mig, Ste-
fan, kan du ikke huske det, min
egen Dreng?
»Jo, jeg husker det«, sagde
han stille, mens et Smil lyste
over det blege Ansigt, hvorover
Dødens Skygge allerede havde
lagt sig.
»Jo, jeg husker det, Mor;
men hvordan er du kommen her?«
»Jeg har boet her, Stefan,
lige siden jeg fik at vide, at du
for fem Aar tilbage sejlede her-
fra. Og jeg har ventet og bedt,
at du skulde komme igen til
samme Havn. Disse lange, lange
Aar af Længsel og Savn, at de
skulde afsluttes paa den Maade,
Stefan, min Dreng, kunde du
blot blive hos mig!« Og hendes
Stemme kvaltes i Sindsbevægelse.
»Mor, Mor«, sagde han saa
alvorligt og bestemt, som Smerte
og Svaghed tillod ham at sige
det, »tal ikke saaledes, jeg dør
en salig Død. Jesus fandt mig
ved Bønnestunden i Vaageguds-
tjenesten i Nat, og jeg holder
fast ved ham nu — maaske slap
jeg ham, hvis jeg igen skulde ud
— det er bedst, som det er, og
du kommer jo ogsaa snart. Vel-
signet være hans Navn, at jeg
fik dig at se og fik fortalt dig,
at jeg blev frelst«.
Han løftede de foldede Hæn-
der, og hans Læber bevægede
sig i Bøn; men ingen Lyd hørtes.
Hænderne sank trætte ned igen,
og den lidende Yngling faldt til-
bage i bevidsløs Tilstand.
Endnu en Time vaagede Syge-
plejersken og den trofaste Moder
ved Dødssengen, og siden, da de
svage Strimer af den gryende
Dag svang sig ind gennem de
store Vinduer, rørte han sig uro-
ligt, og utydelige Ord kom over
hans Læber.
»Han er ikke klar«, sagde
Sygeplejersken, og maaske var
han det ikke. Usammenhæn-
gende Minder fra Vaagenatten i
Kirken syntes at blande sig med
Erindringen om den korte Kamp
med de fortærende Luer, og da
hans Moder bøjede sig tæt ind
til ham, kunde hun tydeligt opfange
Ordene: »Jeg har kæmpet — jeg
har vundet — og jeg er frelst!«
Derpaa blev alt stille, og da
de første Straaler af Nytaarsdagens
Sol lyste ned over Jorden, løstes
hans Aand fra den knuste Støv-
hytte og indgik til Herlighedens
Rige her oventil.
Pussyfoot.
(„Kattefod“).
—o—
III.
En anden tidligere straffet
Smughandler sendte ogsaa John-
son et Truselbrev: »Kommer du
her til Byen, er du Dødsens«.
Johnson tog et falsk Hageskæg
paa, begav sig til den paagæl-
dende By, gik ind til Brevskri-
veren, købte først en Flaske
Whisky, bad derefter om noget
Tobak. Mens den Handlende
vendte Ryggen til for at finde
Tobakken, sprang Johnson over
Disken, trak sin Revolver frem,
og med den under Næsen maatte
Fyren finde sig i at følge John-
son gennem Byen til Arresthuset,
hvor der den nærmeste Tid blev
sørget for hans Opdragelse.
En tredje »Ven« af Johnson
havde udlovet en Belønning paa
3000 Dollars til den, der ryddede
Argefjenden af Vejen. Snese af
Stimænd drog ud for at vinde
Prisen. De dukkede op i mørke
Nætter, de laa udenfor Døren til
Johnsons Sovekammer, de sad
skjult i Hotellernes Elevatorer.
Hver Dag vekslede Johnson Skud
med dem, hver Nat delte han
Boksestød ud til højre og venstre.
Kørte han i Toget, valgte han
den bagerste Plads for ikke at
faa nogen i Ryggen. Gik han
paa Gaden, maatte han hyppigt
vende sig om, og var der nogen
bag ham, gik han sidelæns —
med en Revolver i hver Haand.
En Dag rygtedes det: John-
son er dræbt: Der blev Glæde
i Forbrydernes Lejr. Destilla-
tionsapparaterne kom frem paany,
og Dampen drev over Bjergene.
Morderen fik de 3000 Dollars,
og han og hans Venner samledes
til et voldsomt Kalas. Midt un-
der Gildet tren Johnson indenfor
med et fredeligt »Godaften i
Stuen«, og et Øjeblik efter var
der Jernmanchetter omkring
Haandleddene paa samtlige Svire-
brodre, der i deres Delirium og
Forfærdelse troede, det var en
Genfærd, der belagde dem med
Arrest. Det var ikke Johnson,
der var skudt, det var en Mand,
der — desværre for ham — lig-
nede ham i Holdning og Skik-
kelse.
Johnson selv slap altid med
Skrammer, Saar og brækkede
Lemmer, med et Hovede og én
Krop, der ganske vist er bear-
bejdet med Køller, Knive, Fla-
sker, Sten og Billardkøer, men
dog fremdeles er omtrent som
Hoved og Krop skal være. Og
det er ikke fordi han sparede sig
selv, men alene fordi han var
snarraadig som ingen og dertil
havde Lykken med sig.
Hans Fjender var engang i
overtallig Styrke i Hælene paa
ham. »Fang ham! Grib ham!«
lød det op ad Gade og ned ad
Gade. Fra sit Skjul saa Johnson
sit Snit til at blande sig i
Mængden. »Fang ham! Grib
ham«, brølede han i vilden Sky,
og dertil gestikulerede han med
Arme og Ben, nøjagtig som de
andre. Da man efter en Times
hidsig Jagt stadig ikke havde
fundet nogen Johnson, hørte For-
følgelsen op. Deltagerne gik
sveddryppende hver til sit, og
Johnson gjorde det samme —
med et lunt Smil bag sit falske
Skæg.
Mangen Nat sagde hans røde
Venner og Medhjælpere til ham:
Det er bedre, du bliver hjemme.
»I Nat bliver en af os skudt.
Rammer Kuglen dig, gaar hele
Arbejdet i Staa«. Vi andre kan
bedre undværes. Saa trofaste er
Indianerne. Johnson tog aldrig
mod Tilbudet. Han gik altid
lige ind i Kuglernes Regn. Otte
af hans Medarbejdere blev efter-
haanden paa Valen — han eje-
de den Talisman, som Døden
ikke bed paa.
Coopers og Nick Carters Hi-
storier vilde blegne, hvis Johnson
skrev sine Memoirer.
Men han gør det ikke.
Hvad jeg her har fortalt, har
jeg samlet sammen i Amerika,
hvor alle talte om »our great
man, our figthing man«, der nu
er i Europa.
Johnson selv fortæller intet.
Spørger man ham, svarer han
stereotypt: »Oh, I’m a quite in-
nocent man!« Jeg er fuldkom-
men uskyldig i alt det, man dut-
ter mig paa. Og han skyder
Hornbrillerne op i Panden og
ser rigtig from ud, saa ingen
faar Mistanke om, at han er den
Himmelhund, der paa seks Aar
arresterede 4000 Slyngler, brændte
76 Kroer; knuste en halv Miil.
Flasker Whisky og utalte Miil.
Flasker Brændevin — kort sagt:
rensede Amerika for Smugkroer
og Smugbrænderier.
Man har ingen Ridderkors
hos Onkel Sam. Derfor fik
Johnson intet saadant Tegn, da
han efter vel udført Daad byt-
tede sine Revolvere om med
Pen og Blæk. Men en Titel
bragte han med sig fra Val-
pladsen. Indianerne kaldte ham
Pussyfoot -— Kattefod — fordi
han kom listende som Katten,
var smidig som den, vendte Klo-
erne til, naar det gjordes nødigt.
Og Pussyfoot-Navnet forlader
ham aldrig. Det er paa en Gang
et Øgenavn og et Hædersnavn.
I Amerika kender hvert Barn
det, i England skælver de tør-
stige Sjæle for det, Verden over
taler man om Pussyfoot. Men
William Eugene Johnson — no,
Sir, kender ham ikke!
IV.
Siden Johnson vandt sin Be-
rømmelse som Smugkroernes Ba-
nemand. har han været knyttet
til den amerikanske Anti Saloon
Liga som en af dens ledende
Mænd. Fra hans Kontor i We-
sterville er der udgaaet et Utal
af Blade og Tidsskrifter, en Sta-
bel af Bøger og Pjecer, bærende
Navnet W. E. Johnson paa Ti-
telbladet.
Engang imellem har man fun-
det Døren til hans Privatkontor
lukket, Ingen vidste, hvor han
var. Før han efter Ugers For-
løb er dukket op paany — med
Kufferter ‘fyldt med lødigt Ma-
nuskript. Saa har han været i
Rusland, hvor han har interview-
et Kejsere, Storfyrster, Mini-
stre, Præster og Revolutions-
førere og — skrevet et Værk
om Alkoholspørgsmaalet i Euro-
pas største Rige. Eller han har
været en Sviptur i Italien, Hol-
land eller Skandinavien til en
Kongres, der har interesseret
ham. Eller han har opslaaet sit
Paulun i Kansas eller Oklahoma
og derfra interviewet Guvernør,
Borgmestre, Politimeste, Bank-
mænd, Industribaroner, Præster,
Fagforeningsledere om de Erfa-
ringer, man har indhøstet siden
Forbudets Gennemførelse.
Altid paa Farten, altid i Be-
vægelse, altid med store Arbej-
der foran sig og bag sig, og
dog aldrig nervøs, altid rolig og
koldblodig, altid med god Tid
til en Passiar i et lunt Hjørne.
Og nu Sprogene, Angelsakser-
nes store Anstødssten i det frem-
mede, fordi de som Regel kun
kan deres eget — hvorledes kla-
rer Johnson sig med dem? *Oh«
— sagde hans amerikanske Ven-
ner i Sommer — »Pussyfoot can
get along everywhere«. Han
kommer igennem alle Vegne.
Jeg skulde ikke mene, han taler
særlig flydende Russisk — hvem
gør vel det? Men han kommer
igennem, han klarer sig. Jeg
tror nok, han paastaar, at han
ikke kan Dansk. Men det for-
hindrer ikke, at hen i en ledi- 1
Stund sætter sig hen i en Kroo I
haler Afholdsdagbladet op a i
Lommen, gennemgaar dets lef]
dende Artikel og _ forstaar!
hvad det drejer sig om. Og dej ■
forhindrer ikke heller, at han a9
et hastigt dansk-norsk-svensk Re 1
plikskifte, hørt med et noge]
tunghørt Øre, fatter, hvad De
batten kreser omkring, og hvil]
ke Divergenser der mulig.. 1
er mellem de debatterende !
Intuition eller Instinkt — he getJ
along everywhere. Snart bland i
Indianere, snart blandt Cowboy !
snart blandt Amerikas Smugbræj i
dere, snart blandt russiske Fyr J
ster, skandinaviske, hollandsk I
og italienske Af holdsfolk — all( I
Vegne bevæger Katten sig le I
og husvandt, og leger den Himl
melspræt, falder den altid nei I
paa fire.
Jeg tror, Johnson er Jyde.
Jeg har aldrig sagt ham de;
Men nu bør han vide det. Al4fi
engelske og amerikanske Johr
son’er er tor ti eller for Tusin]
Aar siden kommer fra de nordi '
ske Lande. William E. Johnson å
Forfader i tyvende eller tredivt]
Led har hedt Jens og pløjeJ
Vestjyllands — eller Vendsyssel]
Marker, til Armod og Udiængst]
har drevet ham vestpaa — hi 9
got along there!
Johnson er stærk og sejg son a
han, modde baade i Nøj og Naj]
Og man tør uden Overdrivels
siffe — hans Liv viser det — * 4
han ikke lægger Vaabnene nec .
»fa de uhn han haa gjent henn.lfl
Og der er flere Beviser: dei';]
tørre Humor i hans Stil og del]
næsten Aakjærske Prang til a
blande det slebne Bogsprog mei '1
Ord og Udtryk fra Folkedybe J
Aakjær henter sine fra Sallinr|j!
og Fjands, Pussyfoot gaar til de I
vilde Vest, hvor han finder frem I
underlige og barokke Ordsair, -
menstillinger og Gloser, der al
drig før har været set paa Prent
Er d e t ikke jysk? Eller er de]
maaske norsk-norsk?
Og endnu eet: Den ubæn]
dige lørst efter Kendsgerninger t
Johnsons Bøger strutter all
Fakta, Dokumentationer, Breve 9
Facsimile fra Guvernører, Mini *
stre o. s. fr. Er det ikke også;]
jysk? ødansken lader sig’—son]
Svensken og Franskmanden - 4
daare af fagre Ord. Jyden vi I
have Kendsgerninger, Realiteter ’l
noget han kan forstaa med Ho T
vedet og føle med Hænderne f§
Saadan er Johnson! Han ei]
Jyde.
Og nu er han altsaa paa Ve’J
hjemad.
Amerika har sendt ham ti
England, og her er det gaaet hair s*
som Jyden, der kommer til Kø]
benhavn: han begynder beske]
dent i Baggaarden, men en skøn f
ne Dag ejer han hele Forhuset, i
Stilfærdigt smilende kom Pus
sufoot. Nu er han Englands be #
rømteste, mest omstridte Mand. i
Paa faa Maaneder har har li
rejst en Storm, Landet ikke hal]
kendt før. Paa faa Maaneder]
har han skabt en Forbudsinter, fi
esse, ingen drømte om for e:]
Aar siden.
Prohibition day in America]
was Pyssyfoot-day in England!
skrev et engelsk Blad for et Pa: il
Maaneder sidee.
16. Januar var Forbudsdag
Amerika. I England var de :«
Pussyfoots Dag.
Alle talte om Pussyfoot — >
nogle smædede ham, andre hyl
dede ham, alle sagde, han var i
et Mandfolk, man maatte tage 1
sin Hat af for.
Ved en Banket, givet af bri- I
tiske Ædruelighedsvenner, sagde ?
Johnson et Par Ord om sig selv ]
Det sker sjældent. Men pas I
denne Højtidsdag var han nødl %
til det.
I de sidste 30 Aar — sagde |
han — har jeg delt min Tid mel ’
lem Fængslet, Sygehuset, Taler
(»Fyrtaarnet«-.