Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.04.1909, Blaðsíða 7

J.ov til at hoste, og her var det i sin Orden,
at man var syg.
Da Hospitalet i Øjeblikket var forholds-
vis tyndt besat, havde I.ægen givet hende
en Enestue. Det var mere for de andre
Patienters Skyld, end for hendes, men hun
nød den uvante Ro i fulde Drag. — Dog,
hvordan gik det dem derhjemme? Ja nu
fik de da en uforstyrret Nat, men saa. hvad
saa? — Hun vaandede sig, saa den ven-
lige Sygeplejerske hørte det og kom
ilenđe. —
Den ellers saa opmærksomme Ellen
var denne Morgen adspredt ved Konfirma-
tions-Forberedelsen.
Præsten mærkede det godt, men
kendte ikke Grunden, dog sagde han ved
Afskeden:
>Hvem der har noget paa Sinde og
ønsker Raad eller Vejledning, er altid vel-
kommen.
>Tak,< sagde Ellen ganske højt, og
saa løb hun forbi de andre unge lige hen
paa Hospitalet. Bare der nu varAdgang?
Jo, Moderen laa paa Enestue, hun maatte
gerne komme ind.
Nej, hvor saa Moderen dog bleg og
underlig forklaret ud, egentlig saa skøn.
>Aa Moder, min Moder!«
>Tys, liile Ven, ikke saadan,« Syge-
plejersken holđt hende blidt tiibage.
>Det er min ældste Pige, Søster Elise,
jeg maa nok tale med hende?«
>Ja gerne, naar hun vil være rolig. —
Men naar De har saa stor en Datter. be-
høver De da ikke at ængstes saa meget
for de smaa derhjemme.«
Den syge rystede paa Hovedet, og
der gik et smerteligt Træk over det ind-
faldne Ansigt.
>Hun er ude mellem fremmede, har
allerede tjent sit Brød i over to Aar, det
lille Skind.«
Ellen blev purpurrød.
>Jeg er hos Slægtninge,* sagde hun
ivrigt. men Søster Elise saa alvorligt ind i
det unge, blussende Ansigt og sagde mildt
-og stille:
>Det er ingen Skam at tjene, lille Pige.
>Jeg er iblandt Eder, som en der tjener,*
med disse Ord har Herren, vor Frelser,
adlet Tjenergerningen.«
Ellen blev endnu røđere og skam-
mede sig.
»Naa, Barn, sæt Dig nu hos mig. —
Hvordan staar det til hjemme?«
»Tante var ikke meget for« —
>Det er ikke det, jeg bryder mig om,«
^termnen lød utaalmodig, >jeg spurgte om,
£’vordan de havde det hjemme, Fader og
Børnene.«
»Der har jeg ikke været, Mođer, jeg
Jøb Hge fra Præstegaarden herhen.t
»Du kunde dog gerne gaaet der først,«
den syge saa bebrejdende paa hende, »alle
mine Tanker dreje sig jo om dem der-
hjemme, det maa Du da kunne forstaa.
Jeg har hele Tiden tænkt: naar Ellen
kommer, vil jeg da kunne faa ordentlig
Besked — og saa har Du ikke engang
været đer,« hun var lige ved at græde.
»Jeg har ikke tænkt paa anđet end Dig,
Moder, men i Morgen skal jeg nok gaa
der først.«
»Ja, det maa du endelig, — og mon
Du dog ikke ogsaa kan være en lille Smule
til Hjælp for đin Fader og Dine Søskende
i denne svære Tid?«
»Du veed, hvordan Tante er, Moder.«
»Ja det er ogsaa sandt. — Nu hører
Du jo hjemme der. og synes vel, Du har
større Pligter mod dem. end mod os. For-
vænt er Du jo ogsaa bleven, det har tiđt
været min Sorg. — Græd nu ikke, Ellen,
jeg ved godt, at Du holder af os alle,
dette var bare Tankeløshed. I Morgen
faar jeg nok rigtig Besked.«
»Aa, Moder, jeg er saa bedrøvet.
Maaske jeg kan se herind i Eftermiddag.*
»Nej det skal Du ikke; Hanne kom-
mer efter Skoletid, og F'ader, naar han
gaar fra Arbejde. og saa kan jeg ikke
mere.« Hun lukkede synlig udmattet Øj-
nene, og Sygeplejersken betydede Ellen,
at hun helst maatte gaa.
Saa gik hun da stille bort fra Hospi-
talet. Aa, hvad skulde hun gøre? Jo,
allerførst vilde hun løbe hen til det gamle
Hjem.
Døren var lukket, da 'nun kom, og
Nøglen laa ikke, hvor Moderen plejede at
lægge den, naar hun gik ud. Ellen løftede
sig op paa Taaspidsen og tittede ind over
de røđprikkede Trækgardiner. Der saa
slet ikke ud som ellers derinde, paa Bor-
det var spildt Vand, og der laa afgnavede
Brødskorper ved Siden af en iturevet
liarnebluse. Kakkelovnen røg ogsaa, og
bag det blaastribede Omhæng saas en
uredt Seng.
Nej, det kunde ikke gaa! Bare hun
dog havde haft Nøglen og kunnet ordne
lidt, før Fađeren kom hjem til Middag.
Hun gik rundt om Huset og ledte i Bag-
gaarden om Nøglen, men fandt den heller
ikke der. Saa gik hun igen, skuffet og
lettet paa engang. Ja ogsaa lettet, bedre
var Ellen ikke. Hjemme ’nos Tanten hold-
tes alt saa rent og mønsterværdig ordent-
ligt. Pigen udførte alt det grovere, be-
sværlige Arbejde, og Ellens Haand maatte
ikke røre Gulvklude, Skurevisk, Koste og
Børster. Og saa at tage fat her! — Hun
sytites det var uoverkommeligt.
Idet Ellen skraaede over Gaden, saa
hun Børnene mylre ud af Skolen. Hanne,
der havde en større Pige under Armen,