Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.06.1909, Blaðsíða 2

nydt rig Paaskønnelse for sin Virksomhed
baade af overordnede og af dem, blandt
hvilke hans Gerning faldt; han har været
elsket af de Menigheder, for hvilke han
har virket som Præst, hvad enten det var
paa Klippeøerne ude i Atlanterhavet eller
her paa Sjællands Sletter. Han var glad
ved den Anerkenđelse, han mødte, men
han higede ikke efter den, og blev ikke,
ydmyg som han var. hovmodig af den;
tværtimod, jo mere Betydningen af hans
Gerning — ogsaa udenfor vort I.ands
Grænser — vandt Anerkendelse, jo ydmv-
gere følte han sig og syntes, at Anerken-
delsen blev ham til Del uđover Fortjeneste.
Hvad han tragtede efter, det var atudføre
sin Gerning med ren Samvittighed for Gud.
»Guds Vilje ske!« Det Ord udtalte han
ofte. Han havde faaet det indprentet som
Barn af sin Moder — faderløs blev han i
den spædeste Barndom — og han gav
sig ind under Guds Vilje, ikke blot som
den stærke, der »byder, saa det sker«,
men ogsaa som den gođe og kærlige Vilje,
Faderviljen. — Netop som đen trofaste og
kærlige Mand, han var, har han i sit lange
I.iv tidt oplevet đet, om hvilket hans Kød
og Blod maatte sige: »Jeg har ikkel.yst
til d,et!« Mangen kær Ven har han maattet
bringe det sidste Farvel, for godt et Aar
siden ogsaa Hustruen, hende som han
havde delt det rige, lykkelige I.iv med i
over 50 Aar. Men han fandt Trøsten i
»Guds Vilje ske ! Vi sesigen.« Han fryg-
tede Gud; han stolede paa Jesu Kristi og
vor Fader. Han bevarede sin Barnetro
til det sidste.
Derfor blev ogsaa hans Livsaften saa
lys og skøn som en Miđsommeraften kan
være det paa hans Fødeøer: Morgenrøden
viser sig, inden Aftenrøden slukkes; derfor
blev ogsaa hans Bortgang herfra saa blid.
Da Kirkeklokkerne Skærtorsdag kaldte
Menigheden til ved Aftengudstjenesten at
sam'.es til Nadver med den i og med sin
Menighed levende Frelser, da løiie ogsaa
Klokketonerne fra Nazarethskirken over
Gaden og ind til den gamle Mand. der laa
træt paa sit i eje, og han blev kaldt hjem
— hjem til Faderhuset for at drikke af
Kalken den ny.
Der skal takkes ved denne Baare.
Der skal her lyde en Tak fra de Øer, som
af jordiske Egne stode hans Hjerte nær-
mest, for hans virksomme, alđrig svigtende
Kærlighed, en Tak for hans Arbejde der
i Kirke og Skole. Der skal lyđe en Tak
for Trofastheđ mod alle, som han var
knyttet til ved Blođets eller Venskabs
Baand. — Tak fra de mange, som have
haft rige og uforglemmelige Timer i hans
og hans Hustrus lykkelige Hjem, hvad
enten det var i Kvivig, Næs, Lyderslev
eller i denne Kirkes Nærhed! — F'ørst og
sidst og inderligst en Tak fra dem, som
kaldte ham med Fadernavn!
Og Takken skal sendes opad til ham,
under hvis Vingers Skygge vor Vens Liv
gled hen, til den F'relser, som ogsaa lod
ham erfare, at han elsker sine her i Ver-
den indtil Enden, og som har beredt sine
Plads og Hjem i Faderhuset heroventil.
Gud glæđe hans Sjæl og lade sin Vel-
signelse hvile over dem, som han elskede,
og over ethvert F'røkorn, som han i Her-
rens Navn har uđsaaet, at det i sin Tid
tnaa bære F'rugt. A m e n !
Ellens Hjem.
Af
Cornelia Levetzow.
(F'ortsat.)
Haglen piskede paa Ruderne, og Træ-
erne i IFaven bøjeđe sig under Blæstens
Tag, da Ellen tidligt om Morgenen lavede
sig til at gaa. Det var svært at tage Af-
sked med den lille Stue. Hun lagde sig
paa Knæ derinde og befalede sig Gud i
Volđ.
»F'arvel, Onkel, og mange, mange Tak!
Du har altid været saa ejegod imod mig.«
»Naa, naa, det er jo ingen Adskillelse.
Frisk Mod, min Pige, det gaar nok. —
Har Du sagt Farvel til din Tante?«
»Nej, men nu vil jeg.« Hun bankede
sagte paa Sovekammerđøren.
»F'arvel, Tante, og Tak for alt Godt.«
»Farvel, Ellen Hansen, giđ Du aldrig
maa fortryde det Skridt, Du gør.« Men
Meningen var egentlig: gid Du grundig
maa fortryde det.
»Naa, skal det nu være?« Valdemar
rejste sig. »Se dog ikke saa modfalden
ud, Ellen, jeg tror nu. det er en ren I .ykke,
at Du kommer herfra. Man gaar jo her
,og bliver saa smaaskaaren i Tankegang
og alt; jo, Ellen, det smitter, dit Hoved er
blevet fyldt med tusinde Smaating , der
ikke er en Bønne værd. Og saa Maden,
rigtig Kræseri, alt af bedste Skuffe; det
er jo en Ødelæggelse for saadanne to unge
som os. — I næste Maaned haaber jeg, at
min Englandsrejse bliver til Alvor. Saa
skal jeg o’gsaa ud at døje, for paa de store
Maskinværksteder begyndes altid nedefra.
— Hvor er dit Tøj?«
»Jeg har blot denne lille Bylt, det,
jeg havde med mig, da jeg kom.«
»Det er ogsaa ligemeget. Fadersørger*
nok for Dig. — F'arvel, Ellen, og glem, at
jeg tidt har været en Drillepind.« Han
rystede hendes Haand og i hans Hjerte