Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.06.1909, Blaðsíða 3

]ød et varmt: Gud velsigne og bevare Dig,
men det udtaltes ikke. —
Hvor var det underligt at aabne Hjem-
mets Dør med den Tanke, at nu skulde
bun blive her.
Hanne stod og fejede, da hun kom;
det lyse, krøllede Haar struttede til alle
Sider, og hele Stuen var i án Støvsky.
»Godmorgen, Hanne!«
»Godmorgen, Ellen! Men hvorforkom-
mer Du dog saa tidligt, længe før jeg er
færdig.c
»Jeg vil selv gøre det færdigt herinde.
Sæt dit Haar, lille Hanne, og klæd Dig
paa, Du skal jo snart i Skole, Jeg bliver
her nu og hjælper Fader, medens Moder
er syg.c
»Nej, gør Du virkelig? Det er rigtig-
nok godt, for jeg er ordentlig ked af det
hele.c Hun smed Kosten og hoppede i
Vejret af Glæđe.
»Du vil nok hjælpe mig for Alvor,
Hanne, løbe Ærinder og gøre mange andre
Ting. — Har vi Sand i Huset?«
»Ja, en lille Bunke, inen den skal
holde Ugen ud, sagde Fader, đerfor strø-
ede jeg ikke Sand, før jeg fejede. — Aa,
her ligger saa mange Strømper, der skal
stoppes. Fader rimpede et Par af sine
egne sammen i Aftes, men han var ked
af đet. Moder stoppede ogsaa, mens hun
laa syg, men de sidste Dage faldt Arbej-
det hende ud af Haanden. — Naa, nu
vaagner Drengene, kan jeg høre. Niels
og Ole, Ellen er her.c
»Ellen!« — De to Smaafyre kom
springende paa bare Føđder og klyngede
sig op ad hende. Saa tog hun dem i
Favn, de savnede vist Moderens Kærtegn.
»Jeg er saa sulten,« raabte lille Ole,
faar vi snart noget?«
»Ta, men I skat først klædes paa.
Hanne, Du maa hjælpe dem lidt.c
Arbejdet kom alt paa engang, syntes
Ellen, og det snurrede næsten rundt for
hende. Dog, det gjaldt at begynđe. Saa
fik hun da allerførst Ilden til at brænde
og den lille, gamle, forbrændte Kedel sat
over. Børnene joges lempeligt ind i Bag-
kamret, Vinduerne kom op, og Sengen
redtes. Det kneb med at pusle og vende
den store landlige Underdyne, men hun
fik det da gjort. Da hun havde fejet Gul-
vet og tørt Møblerne af med en fugtig
Klud, som Moderen plejede at gøre, be-
gyndte Kedlen at dampe og 1 aaget at
løfte sig.
Ellen lukkede nu Vinduerne og frem-
tog den lille, grove Dug, eller rettere store
Serviet, der altid laa i Bordskuffen. Den
Var ganske ren og havde vist ikke været
brugt i Sygdomstiden. Thedaasen fandt
hun ogsaa, den var næsten tom, men itide-
holdt dog mer end nok til dette Maaltid.
Rugbrødet laa ved Siden af Fedtkrukken,
paa Hylđen i Madskabet. »Mon jeg kan
holde den Kost ud?« tænkte Ellen, medens
hun smurte Mad til Børnene.
»Er I nu færdige derinde?*
Nej, đet havde lange Uđsigter. Niels
gjorde Modstand hver Gang Hannes Haanđ,
bevæbnet med den store Kam, nærmede
sig hans krøllede Hoved.
»Ingen Snak, lad mig komme til.
Hvem der vil have The maa være ordent-
lig.«
De smaa Urostiftere lode sig impo-
nere, og Hanne fulđendte sin egen Paa-
klædning. Derpaa sagde hun glad: »Nu
gaar jeg efter Hveđerne, • Fader har givet
mig Penge.«
»Faa vi Hvedetvebakker? det er jo
dejligt. Se saa, nu er I to pæne Drenge.
Dog nej, der er jo Huller paa dine Strøm-
per, Niels, og ogsaa paa dine, lille Ole,
dem maa jeg stoppe, mens I spise.«
»Her er jo lige saa fint inde, som đa
Moder var rask.« Niels saa sig fornøjet
om. mens han nød sin Morgenmad, men
Hanne raabte utaalmođig:
»Skal jeg følge Børnene til Asylet,
maa Du give dem Strømperne, Ellen, for
det er snart min Sko!etid.«
»01es er i Stand og Niels’ ene, men
dette skrækkelig store Hul paa Hælen
maa gøres færdigt.c
Det var en sanđ Lettelse, da Børnene
omsiđer đrog af. Ellen kastede sig paa
Knæ og gav Taarerne frit 1 ,øb.
»Bare jeg maa kunne holde det ud.
Aa, Herre, hjælp mig at holde đet ud!«
Spanden var tom og Køkkenbordet
opfyldt af brugte Kopper og Skaale,
Stegepanden og Kartoffelgryđen vare hel-
ler ikke rer.sede. — Naa, der laa Klipfisk
i et Fad med Vand, en l.erskaal med raa
Kartofler og et Potmaal med Byggryn
stod ved Siden; det havde Faderen vist
selv ordnet til Middagsmaden.
Ellen postede Spanden fuld og skrup-
pede saa løs, først paa Borđet, saa paa
đet skrækkelig tiltrampede Køkkengulv.
Derefter kom Turen til Bagkamret. Nej,
hvor der saa udl Børnetøj, gamle Billed-
bøger, Papir og Klude flød mellem hver-
andre. Hvor skulde hun begynde, og naar
kunde hun blive færdig?
»Tag bare fat, saa gaar det«, hvor
tidt havde hun ikke hørt dette opmunt-
rende Tilraab nede paa Tømmerpladsen.
Nu gjaldt det hende. Saa tog hun fat
med ærlig Vilje, og det gik ogsaa. Rig-
tig renset og vasket blev der jo ikke, men
fejet, tørt Støv af, ordnet og stillet til
Rette. Til sidst eftersaa hun med en vis
Tilfređsstillelse hele den lille l.ejlighed.
Men der i Krogen stod Kurven med
Strømpebunken, den havde hun rent