Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.06.1909, Blaðsíða 4

glemt. Nej, det var for meget, hun brast
i Graad.
Dog, det kunde ilcke gaa an, Mođeren
længtes vist efter hende. — Saa badede
Ellen da Øjnene — hendes gamle Raad
— og tog Hatten paa og den kønne, lille
Trøje med Perlemorsknapperne. Den pas-
sede ikke rigtig til hendes nuværende For-
hold, syntes hun.
Medens hun gik til Hospitalet, lysnede
det for hende. I Dag kunde hun da
bringe Moderen Tidende fra Hjemtnet.
Hvad mon hun vilde sige?
>Naa, Ellen . har Du saa været
hjemme?«
»Ja, Moder, jeg ikke alene har været
der. men er der, bliver der, mener jeg.«
Moderen sagde ikke et Ord, men
hendes Hænder foldedes, og hendes Blik
søgte opad, medens et Udtryk af Fred og
Hvile gik hen over det blege Ansigt. —
Det var Løn nok for alt, mer end Løn
nok. Ellens Hjerte fyldtes af Tak og
Glæde.
»Søster Elise!« — Mín Datter bliver
hjemme hos Faderen og de smaa.«
Min Datter, saađan havde Moderen
aldrig før kaldt hende, det lød som en
Ærestitel.
»Naa, det glæder mig,« Sygeplejer-
sken saa venligt paa Ellen, »det er da og-
saa det naturligste.*
»Ja, men jeg havde ikke ventet det,
og Fađereu vilde ikke forlange det, —
men saadan styrer Gud Hjerterne.« Hun
laa igen ganske stille.
»Fader skal have Vandgrød og Klip-
fisk til Middag, saa jeg maa vist snart
gaa.«
»Ja, sørg godt for din Fader og de
to ■srnaa. Haune maa Du bruge, hvor Du
blot kari, holde ordentligt til Arbejde, det
har hun bedst af. — Og tag saa ikke alt-
for ivrigt fat fra Begynđelsen, min Pige,
for dette bliver vist langvarigt. Farvel,
Ellen, Gud velsigne Dig, Barn! — Sig til
Fader, at nu tror jeg nok, jeg kommer
mig.«
Foden løb let hjem, og det varede
ikke længe, før Kartoflerne vare skrup-
pede og Fisken skrabet. At Vandforbru-
get var meget større end nødvendigt, gik
kun ud over hende selv.
Da Fađeren kom hjem med Niels og
Ole, en i hver Haand, var Maden færdig
og Bordet dækket. Ellen, der havde taget
et af Moderens store Forklæder paa, luk-
kede Døren op.
»Velkommen hjem, Fader! —Jeg skal
hilse fra Mođer og sige, at nu tror hun
nok. hun kommer sig.«
»Saa hun har det bedre! — Kan I
høre, Niels og Ole, Moder har det bedre.«
Han nikkede til de smaa, som vilde han
sige: ser I, det hjælper at bede. Derpaa
tog han de store med Halm vel forede
Træsko af og Drengene fulgte Eksemplet.
»Naa, l.isteskoene staa ved Kakkel-
ovnen, det er næsten, som var vor Moder
kommen hjem. — Saa Du har faaet I.ov
til at hjælpe ós, Ellen?«
»Ja, Fader, jeg bliver her for det
første, og Moder er glađ over det.«
»Jeg ogsaa. om Du nu kan holđe det
ud. — Gud velsigne Maden! Lang kun
til, vi behøve ingen Tallerkener.«
Ellen gøs lidt, men turde ikke sige
Faderen imod, dog, det var Hanne ikke
bange for.
»Moder vil helst, vi skal bruge Tal-
lerkener, for ellers bliver ctet, der levnes,
ikke saa godt, siger hun.«
»Ja. saa gør vi. som Moder synes.
Jeg vilde bare skaane Ellen for al den
Opvaskning.*
Grøden fik rivende Afsætning, og det
tomme Fad viste, at Omhu for Levnin-
gerne i dette Tilfælde havđe været over-
flødig; Ellen satte dog dristig Tallerkener
om igen, og ingen gjorde Indvending.
»Tak for Mad. I-'ader.«
»Selv Tak' min P'ge. I Aften skal
jeg fortælle đin Moder, at Du kan koge
en ordentlig Grød. — Hanne, hvor vil Du
hen? Hvis Du ikke hjælper din Søster
med alt, hvad Du kan, vilde jeg nødig
være Dig! — Vær nu stille, Smaadrenge,
at Fader kan faa sin AIiddagshvil.« Han
lagde sig, som han plejede, ovenpaa Sengen.
(Fortsættes.)
Gaade.
Det Første benytter man flittigt i Norge,
Det Andet man træffer i Hytter og Borge.
Det Flele er et Maal, men og en By forsand,
Du let den finde vil uđi de Jyđers Land.
M. L.
Opløsning paa Gaaden i Nr. 8:
Aa-Ben-Raa.
Redigeret af Hans Jensen, Thorshavn, og S. Niclasen, Kvalvig, med Støtte af Præsterne Nielsen, Kvivig, og
Hansen, Thorshavn. — Trykt i »Færo Amtstidendeos Bogtrykkeri.