Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.02.1912, Síða 3

Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.02.1912, Síða 3
»Paa Maatten vedDøren.« Poul svær- mede for Ridderhistorier; det var nok værd at ligne den tro Svend, der laa paa Vagt udenfor sin Herres Dør. Kaptajnen taug et Par Minutter, eller rettere, han hentede Ordre hos sin Be- falingsmand, og saa sagde han stille og fast: »DuLille derhenne, det bliver bedst, at Du følger hjem med os. — Har han intet Udgangstøj? Slet intet? Naa, ja, kom saa bare, som Du er. — Staar det til mig, faa de ikke flere Plejebørn her i Huset.« Jens var helt fortumlet; hvad var dette, hvor skulde han nu hen? Kaptajnen gik rask frem, Jens travede efter, saa godt han formaaede. »Giv mig Haanden, Du SmaaL Nej, hvor den var tynd, slap og dog ru som en lille Pinđ, og hvor den laa forsagt og bævende i hans. Poul havde heller ikke faaet Vanter paa i Hastværket, men hans lille Haand var varm, buttet og kraftig, og hvor hvilede den tillidsfuld iFaderens. »Hvad tror Du, Moder vil sige?« Poul syntes, at de bragte en Skat i Hus. »Jeg tror næsten, hun venter det. Der var noget i Moders Øje, som bad om Drengen, skøndt hun ikke sagde et Ord.« Fru Lyng aabnede selv Gangdøren. »Jeg tænkte det nok,« sagde hun straks og trak Jens ind i den varme Dagligstue. »Gud Fader velsigne din Indgang her i Huset, Du lille Dreng.« Jens saa sig sky om; der var saa lyst og saa fint, og han kendte Ingen. »Først Bad og saa Mad,« foreslog Kaptajnen. »Nej omvendt for en Gangs Skyld, han er bestemt sulten. Først Mad og saa Bađ, vi kan skaffe begge Dele i en Fart.« Saa lækre Smørrebrød havde Jens aldrig faaet, og hvor Mælken smagte! — Au, der kom lidt udenfor paa den hvide Dug. Jens skjulte i Hast Pletten med sin Tallerken. »Det maa man aldrig,« oplyste Poul ivrigt, »for det er ogsaa en Slags I.øgn, siger Fader.« Den Lille taug, han vidste snart ikke hvad I.øgn var, men syntes bare, at den forfulgte ham alle Vegne. — Hvad skulde ske? Der stod et fyldt Kar i den lille, varme Stue, og nu klip- pede Damen hans Haar af. Nej, nej! Jens ønskede sig hjem til Pryglene og de tørre Skorper. Men da det først var overstaaet, og han havde faaet det rene, varme Tøj paa, strømmede en ukendt Følelse af Vel- være gennem hele hans Person. »Der er mange Mærker af Slag paa hans stakkels, magre, lilleRyg,« hviskede Fru Lyng med taarefyldte Øjne til sin Mand. Poul hørte det og havde en levende Følelse af at være medskyldig, af at have noget at oprette og gøre godt igen mod Jens, og den Følelse slog Rod i hans Hjerte. »Er Du vred paa mig, Du?« »Vred!« Der laa et Overmaal af Be- undring i Tonen; den Følelse havde længst slaaet Rod i Jenses Hjerte. Poul lagde Armen om hans Hals. »Du forstaar nok, at jeg siger om Forladelse«. Jens rystede paa Hovedet, nej, det forstod han ikke, men efter en lilleTøven sagde han ganske uventet: »Jeg tør nok paatage mig at børste dine Støvler, dem med Skafterne. Brænde kan jeg ogsaa splintre og hente Vand og løbe Ærinder.* Saa kom lille Jens da i Seng, nej, hvor han hvilede skjønt; men næste Dag kunde han hverken børste Støvler eller hente Brænde. Det lille Hoved var tungt og mat, Haanden brændte og der var Fe- berglød paa Kinderne. »Følge af Overanstrængelse og daar- lig Ernæring«, sagde Lægen bekymret, »Feberen er stærk og Kræfterne smaa, vi faa at se«. Fru Lyng veg ikke fra Sengen; Kap- tajnen gik fra og til. »Hvor velsignet, at vi dog kan pleje ham«, sagde de Begge og lagde saa til: »GudsVilje ske«. Men det kunde Poul ikke sige. Han havde al- tid ønsket sig en 1 .egekammerat, en Bro- der, og stormede nu løs med brændende Bønner og Løfter: Saadan en Dreng, han vilde blive, hvis Herren i det Høje gjorde Jens rask. Kirsten, der delte Nattevagten med sin Frue, var omhyggelig og god mod Barnet, men hun ønskede alligevel, at det snart maatte være forbi, for det var dog bedst for alle Parter i Tiden. Jens kendte Ingen; han kastede sig urolig frem og tilbage og syntes at være i stadig Angst. Plejefaderens Eder gik igen i Barnets Mund; rædsomme Trusler, som han bedende rakte Hænđerne ud for at afværge. »Aa, nej, nej! Djævelen maa ikke knuse mig, nej, nej!« »Han kan ikke røre Dig, Barn«, Fru Lyng tvang ham blidt tilbage paa Lejet. »Jesus er stærkere, han er den stærkeste af Alle«. Jens forstod ikke Ordene, men den kærlige Tone lullede dog Angsten en Smule til Ro. »Bliv hos mig«, bad han; »Du maa ikke gaa — han tager mig. naar Du gaar«. — Udenfor Sengen stod et lille Bord med alle Pouls Herligheder. Han havde efterhaanden bragt dem som Gave til den Syge, der dog ikke skænkede dem et Blik.

x

Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne

Beinleiðis leinki

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne
https://timarit.is/publication/20

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.