Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.09.1914, Side 1

^lilGT UNGDOjjf$£
FOR
l
'4/j
FÆRØERNE.
Han drikker af Bækken paa Vejen, derfor løfter lian sit Hoved højt.
Salme 110, 7.
6. Aargang.
September 1914.
Nr. 12.
S a n g
om
Søulykken paa Norderøerne
23. December 1913.
M e 1.: Rind nu op i Jesu Navn.
Jeg begynde vil en Sang
og saa dyb en Sørgeklage
udi disse Sorgens Dage;
thi mit Hjerte føler Trang
nogle Ord om Døden melde,
Verdens Ubestandighed,
og hvor snart at den kan fælde
mangen en i Graven ned.
Ak, hvad er vort usle Liv!
Som en Sky, der hurtig svinder,
som en Elv, der hastig rinder,
som et Blad, en Blomst, et Siv,
som et Rør, der let kan knækkes,
som en Fugl, i Snaren er,
som et Glas, der let kan brækkes
og er ej at finde mer.
Saadan gaar det mangen en
her paa denne syndig’ Klode;
thi naar vi det mindst formode,
da kan Døden være nær;
den kan meget hastig røre
ved det svage Livets Frø;
vi med Ezekias høre:
»Nu beskik dit Hus og dø!«
Mangen en ved Morgenstund
karsk og frisk fra Døren vandrer;
men se, Bladet sig forandrer, —
død dog inden Aftenstund.
Vi ved ikke Vej og Maade,
naar os Herren kalde vil;
han alene selv maa raade,
vi ham sætter Tillid til.
Ak, en Sorgens Dag oprandt,
Hus og Bygder lagdes øde;
da de skulde søge Føde,
inden Aften Døden fandt,
bleve Bølgens Rov og Bytte
inden en saa stakket Stund,
bort fra Hus og Hjem de flytted’,
fandt sin Grav ved Havets Bund.
Nu var Glæđens Tid for Haand,
men, ak, Sorrig kom for Glæde,
Øjet maatte Kinden væde,
thi nu bristet var det Baand,
hvormed đe var sammenbundet
her i denne Jammerdal;
nu var Kampen overvundet,
nu er de i Himlens Sal.
Det har været Verdens Skik:
Sorg og Glæde sammen vandre,
færdes om iblandt hverandre.
Nogle blandes Korsets Drik,
andre ved sig vel at fryde,
men ved ej, hvor kort en Stund
de sin Glæde skulle nyde,
men bedrøves kun i Grund.
Enker med de arme smaa,
ja, de gamle med de unge,
deres Dage gjordes tunge,
den, de skulde lide paa,
deres Støtte, den var falden,
de sig skulde hælde til,
Herren havde dem hjemkaldet;
han gør selv alt hvad han vil.
Men, ak, kommer dog i Hu,
at en Støtte er tilbage:
Han, den Gamle udaf Dage,
ja, han lever jo enđnu!
Han vil hjælpe til at bære
Korset, naar I ej formaar;
han vil eders Trøster være,
hvor I end i Verden gaar.