Færøsk Kirketidende - 01.01.1891, Blaðsíða 2

de flygtige Stemninger kunne forme sig til
Ord og blive saa mægtige, at de formaa
at trænge sig frem til Himlens Port. Men
mere end ellers ere vi vel netop i Dag
stemte til, i Inderlighed at fordybe os i os
selv. Derfor lyder det med særligt Efter-
tryk netop til os i Dag: Gak ind i Dit
Kammer og luk Din Dør og bed til Din
Fader!
Naar vi da ere bievne helt ene med
os selv og have sænket os ned i vor Sjæls
Inderste, saa siger han til os og beder os
sige med sig: >Vor Fader, Du som er
i Himlene!« Du ængstede og bekymrede
Sjæl, Du som ikke ved, hvad Aaret gjem-
mer i sit Skjød til Dig og Dine Kjære,
er det ikke, som om han øser en Strøm af
Vederkvægelse og Husvalelse ned over
Dig blot ved disse Ord: Vor Fader, Du
som er i Himlene! Saa er Du ikke ene.
Din Fremtids I od er ikke givet i Vold
til en ubøjelig Skæbne eller et blindt Til-
fælde. Han, som bærer alle Ting ved sin
Krafts Haand, er Din og min Fader; dette,
det livsaligste Navn under Solen, giver
Jesus ham. Ved Ordene: Vor Fader, Du
som er i Himlene, hvisker vor Herre Jesus
Kristus vKjærlighed fra Gud« ind i vort
Øre. Sjælden er vei saa manges Øre lyd-
høre for den Velsignelse, der er gjemt deri,
som ved Nytaarstid, da Følelsen af vor
egen Afmagt overfor de kommende Dage
saa mægtig rører sig i de flestes Bryst.
Du, som allerede har fundet Hvile i Din
Faders Favn, Du tager med HjærtensTak
til Gud i Dag paa ny disse Ord af Din
f relsers Mund. For Dig lyde de som en
Lovsang, naar Du med den store Skare
af troende af alle Folkeslag og Tungemaal
paa ny i Dag siger i Dit Hjærte og med
Din Mund: Vor Fader, Du som er i
Himlene!
Om hvad skal jeg paa Nytaarsdag
bede til ham, om hvem min Frelser i Dag
siger til mig: Gak ind i Dit Kammer og
luk Din Dør og bed til Din Fader?
Det er ikke underligt, om den sorg-
fulde længes efter Trøst, den syge efter
Helbredelse, den virkelystne efter Arbejde,
og at vi alle med disse vore Længsler
træde ind over Aarets Tærskel, forvent-
ningsfulde efter, om det skal bringe os
Opfyldelsen af det, som vi begjære. Saa
er det, som om vor Herre Jesus Kristus
ikke vil kjendes ved det, vi bære i vort
Bryst. Det er som blæst bort, naar han
tager os ved Haanden og lærer os at bede:
»Helligt vorde Dit Navn, tilkomme
Dit Rige, ske Din Vilje som i Him-
melen saaledes og paajorden!« Hap
forvandler — som jeg sagde — ikke blot
vore Ønsker til Bøn; men han forvandler
ogsaa selve vore Ønskers Indhold. Helligt
vorde Dit Navn, tilkomme Dit Rige, ske
Din Vilje som i Himlen saa og paa Jorden.
Der er det første i Bønnen fra ham, der
ved, hvad vi have Velsignelse af at bede
om, og som kjender Vejen, ad hvilken Fred
og Glæde kommer til et Menneskehjærte.
Der er sagt om hele Fadervor, at det er
den menneskelige Naturs reneste Grund-
toner, der lyde i denne Bøn, Toner, som
ved Synden indslumrede og døde i Men-
neskets Bryst, men som Jesus Kristus, den
ny Adam, igjen vakte og kaldte til Live
ved sin Frelserrøst. Ganske særligt gjæl-
der det dog om disse Ord: Helligt vorde
Dit Navn, ske Din Vilje som i Himlen saa-
ledes og paajorden. Hvilken Forvandling
med vore Ønsker og Længsler! Ingen
Elendighed er saa dyb, at vor Herre Jesus
Kristus ikke her gaar endnu dybere ned,
ingen Stræben saa høj, at vor Herre Jesus
Kristus ikke her stiger endnu højere op.
Det er det højeste Arbejde, han har taget
op, Arbejdet paa den fuldkomne Hellighed,
for at alt andet ædelt Arbejde skal med-
optages deri. Hvor Guds Navn er blevet
helligt, hvor hans Rige er kommet og hans
Vilje er sket ikke stykkevis, men helt og
fuldt, der er Freden og Glæden vunden og
Velsignelsen naaet. Saa bede vi i vort
Kammer, at det maa times os i Aar, at
denne Bøn maa blive opfyldt hos os selv,
at det maa ske med dem, der bo i samme
Hus som vi, med alle dem, til hvilke vi
ere knyttede ved Blodets og Kjærlighedens
stærke Baand. Ej kan vor Tanke standse
ved Byens Port eller Landets Grænse.
Den hele Jord, baade det nære og det
fjærne, det kjendte og ukjendte tager vor
Frelser med, naar han lærer os med Sjælens
Inderlighed, i Hjærtets Varme at bede:
Helligt vorde Dit Navn, tilkomme Dit Rige,
ske Din Vilje som i Himmelen saaledes
og paa Jorden. Bed ham saa ogsaa om
Naade til, at Du og Dine, i det Aar, som
kommer, maa sige Farvel til og aflægge
alle de l ængsler, alle de Ønsker og For-
haabninger, alle de Arbejder, som ikke
smelte sammen med denne Bøn, Velsignel-
sernes Bøn, der bærer Livets Lykke og
Sjælens Fred i sit Skjød!
Saa sænker vor Herre Jesus Kristus
sig ned til dette vort Jordeliv og dets For-
nødenheder. Han, som selv steg ned til
Jorden for at blive forsøgt i alle Ting, har
ikke glemt Menneskelivets Vilkaar, saa at
han skulde mene, at vi kunne glemme dem
for alene at søge Guds Rige og hans Ret-
færdighed, Derfor standser Herrens Bøn
ikke, naar dens tre første Led ere bedte
til Ende; derfor fortsætter vor Freiser, naar
vi bede med ham og lader os sige: Giv
os i Dag vort daglige Brød!
Ej ved jeg, hvormeget der med Rette
kan lægges ind i denne Bøn, hvor mange
af Livets Goder, der kunne indesluttes i