Færøsk Kirketidende - 01.12.1892, Side 2

Og blandes end min Frydesang
Med Graad og dybe Sukke,
Saa skal dog Korsets haarde Tvang
Mig aldrig Munden lukke.
Naar Hjærtet sidder mest beklemt,
Da bliver Glædens Harpe stemt,
At den kan bedre klinge,
Og knuste Hjærter føle bedst,
Hvad denne store Frydefest
For Glæde har at bringe.
Gud ske Lov for, at der kan synges
saaledes igjen ved denne Jul i sørgende
og bekymrede Hjem!
Saaledes vil Kristus, at der skal
kunne synges i ethvert Hjem, at denne
Sang skal kunne istemmes ogsaa af
de allerensomste, af de allerringeste og
dybest sunkne; thi den Herre Kristus
fra Davids Stad er en virkelig
Frelser. Han kommer for at søge og
frelse de fortabte. Juleevangeliet er den
dybeste og fuldeste Sandhed. Bag al
Frygt lurer Frygten for Syndeskylden;
Synden er Moder til al Sorg. Al Nød har
som sit sidste Maal Døden. Men derfor
er Juleevangeliet saa mægtigt, fordi den
Herre Kristus fra Davids Stad har brudt
Syndens Magt, har betalt Skylden og er
bleven Herre over Døden. Derfor kan han
som l yset fra det høje skinne ind til dem,
der sidde i Syndens Mørke og Dødens
Skygger, Han har Magt til at føre ud
deraf, at give de fortabte et evigt Liv, at
aftørre al Taare.
Saa hilse vi Julen tusindfold velkommen
med Hjærtets Tak for, at den kommer med
Guds Fred til de fortabte, at den gjør lys
selv Dødens Vej; og vi bede, at denne
store Glæde om Kristus som Frelser fra
Synd og Død maa være vor. Sker det,
da have vi en velsignet Julefest, selv om
vi høre til de lidende og sørgende, de en-
somme. og fortabte; da have vi i Sandhed
Fred paa Jorden, Gud give os dpnpe
store lykke i vort Hjem!
Skanderborg Præstegaard.
Tb. Sørensen,
Indvielsen af den nye Viderø Kirke,
Afvigte 20de November, 23de Søndag
efter Trinitatis, foretoges Indvielsen af den
nye Viderø Kirke. Kirken, der er opført
af Sten, afpudsede med Cement udvendig
og med Kalk indvendig, og tækket med
Skifer, er frit beliggende mellem Præste-
gaarden og den gamle Kirke og tager sig
godt ud med de høje spidsbuede Vinduer
og det slanke Taam. Det Indre er lyst
og rummeligt, holdt i en simpel men til-
talende Kirkestil, og vil, naar den nye
Altertavle er anbragt paa sin Plads og
Lysekronen er bleven ophægt, afgive vær-
digt Rum for de gudstjenstlige Handlinger.
Aftenen før Indvielsen ringedes, som
sædvanligt, en Time med Kirkens Klokke,
og paa selve Indvielsesdagen samledes
Menigheden først i den gamle Kirke, hvor
Sognepræsten, Pastor Knudsen, i en smuk
og passende Bøn i Kordøren tolkede
Menighedens Tak for de mange velsignede
Timer, den havde tilbragt i det gamle
Gudshus.
Derefter begav man sig i Procession
hen i den nye Kirke, der hurtig fyldtes
næsten til sidste Plads. Efter at den ved
saadanne l ejligheder brugelige Indgangs-
bøn var læst i Kordøren og en Salme var
afsungen, holdt Provst Evensen Indvielses-
talen over Ordene: »Men, I elskelige, op-
bygger Eder selv paa Eders helligste Tro«
(Juda Br. 20), i det han fremhævede, at
ligesom Huset her nu stod færdigt, bygget
til Guds Ære, saaledes var det ogsaa en
Opbyggelsens Gjerning, der skulde gjøres
i det. Og der trængtes visselig til en saadan
Gjerning, ikke mindst i en Tid som vor,
hvor de nedbrydende Kræfter vare saa
mægtige.
Der kunde jo iblandt os være meget,
der trængte til at brydes ned, fordi det
havde overlevet sig selv og derfor maatte
afløses af noget nyt og levedygtigt, ligesom
den gamle Kirke her i Bygden trængte
til at brydes ned og derfor var bleven af-
løst af en ny.
Men ogsaa naar Talen var om de
evige Sandheder, der ikke kunde ældes
eller miste deres Kraft, ogsaa naar Talen
var om Guds Rige, om vor kristne Tro
og vort Kristenlivs Haab, ogsaa der mødte
man jo i vor Tid de nedbrydende Kræfter,
der, hvis de fik Raaderum, vilde berøve
vort Liv al Frimodighed, al Glæde, al For-
trøstning, Imod al denne nedbrydende
Virksomhed var der visselig Trang til, at
alle gode Kræfter sluttede sig sammen til
en alvorlig, opbyggende Virksomhed, og
den Grund, hvorpaa der skulde bygges,
var vor helligste Tros Grundvold, saaledes
som det lød i det anførte Apostelord, var
Apostlenes og Profeternes Grundvold, med
Herren selv som Bygningens Hovedhjørne-
sten.
Men skulde Opbyggelsens Gjerning
faa nogen Fremgang og bære nogen Frugt,
da maatte vi alle, hver efter sin Evne, være
med til den og deltage i den, i Overens-
stemmelse med den apostoliske Formaning:
»Opbygger Eder selv«, baade i Kirken
og hjemme i Husene, og Maalet, der skulde
tilstræbes og ikke turde lades af Syne, var,