Færøsk Kirketidende - 01.04.1897, Blaðsíða 2

store, mægtige Frelser for alle dem, der
ville lade ham leve, som se paa ham med
glædestraalende Øjne og svøbe ham med
kærlige Hænder. Han frelser os fra vore
Synder og dermed fra alt, lader det onde
dø og det fra Gud leve og vokse. Derfor
holde vi Jul med Frimodighed, med
stor Glæde, med usigelig Jubel og Tak.
Velsign da denne Jul for os, at Han maa
leve og vokse! Velsign den, at den store j
Glæde maa overstraale alle Sorger, at
Frelsen i ham maa lindre al vor Nød, —-
at ogsaa hos os Kristus maa blive stor, at
der ret maa blive Rum for ham, — at der
hos os ikke maa blive Ende paa hans
Kongerige, at vi med Hyrderne altid mere
fuldttonende maa kunne love og prise Gud
for, hvad vi have hørt og set i Bethlehem!
Amen!
* *
*
Som Sangen lød over Bethlehem*)
For Markens Hyrder i Nattens Timer,
Saa bæres nu Julens Budskab frem,
Mens Klokkerne ud over I.andet kimer.
Hør det alle I, der lide
Under Sygdoms Tryk og Nød!
Hør det I, der haardt maa stride
For at vinde dagligt Brød!
Hør den Julesang, der toner
Over alle Slægter ud,
Om den himmelske Forsoner.
Som til Verden kom fra Gud.
For at stille Sjælens Fængsel,
For at kue Syndens Magt,
For at lindre al den Trængsel,
Som paa Jordens Børn blev lagt.
Glæden, Himmelen har inde,
Kom med Frelseren til Jord.
Alle kan den Glæde finde,
Som paa Julens Fyrste tror.
Tror Du ham, da selv Du bære
Skal Din Lovsang frem for Gud,
Og med alle Engles Hære
Prise ham for Julens Bud.
Skanderborg Præstegaard, den 24de
December 1896.
Th. Sørensen.
*) Efter „Kirkeklokken".
Præken paa Nytaarsdag 1897
Skanderborg Slotskirke
af
Provst Th. Sørensen.
Tekst: Luc. Evang. 2, 21:
»Og der otte Dage vare fuldkommede,
at Barnet skulde omskæres, da blev hans
Navn kaldet Jesus, som det var kaldet af
Engelen, før han blev undfangen i Moders
1 ,iv.«
»Tiderne skifte«, det føle vi alle Nyt-
aarsdag mere end ellers. I sig selv gaar
Tiden som en ustandselig Strøm med ufor-
andret Hast den ene Dag som den anden.
Men naar vi begynde et nyt Aar, saa
lægge vi alle Mærke til det. Det trænger
sig uimodstaaeligt ind paa os, at »Tiderne
skifte«, — ja, og at »vi omskiftes med dem«.
Vi blive ældre; vort Udseende forandres.
De Klæder, som vi gik med for 20, 30 Aar
siden, passe os ikke; de synes os saa af-
stikkende. Vort Syn paa mangt og meget
er med Tiderne blevet ændret. Selv vort
inderste Sjæleliv undergaar med de skiftende
Tider en Forandring, saa at det bliver Sand-
hed maaske meget mere end vi selv ved
af det, at »Tiderne skifte, og vi omskiftes
med dem«.
Deri er der nu intet ondt. Selve Om-
skiftelsen er ingen Ulykke; men hvorledes
gaar Omskiftningen for sig? Gaar den
opad og fremad eller nedad og tilbage?
En Ting staar fast: Med hvert Aar,
der gaar, bliver Menneskets Kendskab til
og dets Herredømme over Naturen og dens
Love fuldkomnere. Hvert Aar bringes os
nye, hidtil uanede Opdagelser og Op-
findelser, som paa mangfoldig Vis blive os
til Tjeneste. Ogsaa Aaret 1896 har bragt
os saadanne, hvis Rækkevidde endnu ingen
kan overse; og der kan jo ikke være Tvivl
om, at det ny Aar i denne Henseende vil
medføre Overraskelser, som vi nu ingen
Forestilling kunne have om. Og dette
Kendskab, dette Herredømme skaffer os
Goder, afhjælper Savn, mildner 1 .ideiser,
saa at vi nu have Midler til Raadighed
til at fremme Livets Lykke, som ingen
Sinde før.
Og dog er det ikke sikkert, at Freden
og Glæden stiger i samme Grad. Der
klages — og det med Rette — over, at
Kampen for Tilværelsen under alt dette
bliver haardere, Tidernes Tryk tungere,
og mange sukke under Besværet af Dagens
Byrde og Hede. Endnu er der Sorg og
Taarer paa denne Jord, som altid; og