Færøsk Kirketidende - 01.04.1897, Blaðsíða 3

mange finde, at de flyde rigeligere, at Da-
gene blive mørkere, alt som Tiden gaar.
Saaledes staar Tegn imod Tegn. Ogsaa
om hver enkelt iblandt os gælder det samme.
■Der er dem, for hvem Fremtiden synes
lys, og dog kan der komme Omskiftelser,
som bringer Sorg over den lykkeligste;
°g der er dem, for hvem alt tegner sig
saa mørkt, og dog kan der ogsaa for dem
komme mildere Tider.
Med alt dette staar vi i Dag ved det
ny Aars Begyndelse. Det er som en Bog,
hvis Blade vi ikke kende. Kun Titelen
ved vi; den er Tallet: 1897.
Dog siger dette Tal os noget, naar vi
se rigtig til. Ganske grebet ud af Luften
or Tallet ikke. Det er 1897 efter Kristi
Fødsel! Efter Hans Fødsel, om hvem
Evangeliet i Dag siger os, at hans Navn
blev kaldet Jesus, det er: »Herren frelser« —
ikke: »Frelser« alene; men »Herren
frelser«.
Det er det store Evangelium, som jeg
i Dag paa Guds Vegne har at bringe Eder,
at Herren frelser.
Gennem de skiftende Tider, gennem
vore Omskiftelser bringer Herren Frelse
til alle dem, som ville tage derimod. Det
er den store Glæde, som skal være for alt
Folket: Os er en Frelser født, som er
den Herre Kristus i Davids Stad.
Eor dem, som Aaret bringer Frelse,
sker Omskiftelsen til Velsignelse; for dem
gaar det fremad og opad!
Men læg Mærke til, at han fik Navnet
Jesus, o: Herren frelser, paa den Dag, da
han blev omskaaren, det er: paa den Dag,
da han gav sig ind under Guds l ov; thi
Omskærelse var Tegnet paa, at man gav
sig ind under Guds Lov. Der er en dyb
og inderlig Forbindelse mellem Jesus-
Navnet og l ydigheden under Guds Lov.
I det store Sted om Jesus-Navnet siger
Apostlen: fordi han blev lydig til Døden,
Korsets Død •—■ derfor har Gud højt op-
højet ham og skænket ham et Navn, som
er over alle Navne, at i Jesu Navn skal
hvert Knæ bøje sig. Gennem Lydighed
under Guds Lov vandt Jasus selv frem;
gennem T.ydighed under Guds Lov hjælper
han os frem. Det er Frelser-Vejen, som
han har banet for os, og anden Vej gives
ikke.
Kære Venner! Kendskabet til og
Herredømmet over Naturens l ove tager til
med hver Dag. Gid vi kunde føje til:
l ydigheden under Guds Love stiger Dag
for Dag! Derigennem vindes I.ivets Guld,
som ikke ruster.
I gamle Dage har der været mange,
som mente, at de maatte kunne lære at
lave Guld. De vilde vinde Guld, ikke ved
Møjsommeligt at hugge det ud i Bjærgene,
Men ad Genveje, naar de havde fundet »de
vises Sten«. Megen Tid og Flid er der
spildt paa denne Drøm. Nu ved vi. at
Guldmageriet var et Selvbedrag, og at
ad denne Vej vindes Guldet aldrig. Men
endnu er der Tusinder, som drømme den
samme Drøm. De ville vinde Livets Guld,
dets Fred og Glæde ad Genveje — ikke
ved at følge Naturens Love, Aandens Love,
Guds Love. Men endnu den Dag i Dag
gælder det samme, at det er kun en Drøm,
et daarende Selvbedrag.
Flusk paa, at Han, efter hvem Aarene
regnes, fik Navnet Jesus, da han gav sig
ind under Guds Lov, at Jesus-Navnet,
Frelser-Navnet, for ham blev befæstet ved
hver Lydighed, til sidst ved l ydigheden
til Døden! — Naar der er Tale om Sund-
heden, saa forstaar vi, at den vindes og
bevares kun ved at leve efter Sundhedens
l ove, ikke paa tværs af dem. Men saa-
ledes ogsaa med Sjælens Sundhed. Hjertets
Sundhed. Ogsaa her maa Guds Love følges
— ikke paa tværs af dem. Det er kun at
løbe Panden imod Væggen. I hvert For-
hold vindes Livets Guld ved at følge Guds
Love. Guds Lov i Ægteskabet er Kær-
lighed og Trofasthed; gennem Kærlighed
og Trofasthed vinder Ægtefolkene 1 ivets
Guld for sig. Alle Vegne det samme:
Guds Love for Forældre og Børn, Herrer
i og Tjenere maa følges; derigennem vindes
| Livets Guld i hvert et F'orhold. De store
Love om at frygte Gud, om at søge først
Guds Rige og hans Retfærdighed, om at
elske Gud af hele vor Sjæl, om Kærlighed
til andre Mennesker, — de ere Guds Veje
til Fred og Glæde. Guds Love — den
Naturens Orden, som han har nedlagt i
sine hellige Naademidler, i sin Daab, i sin
Nadvere i Bønnen, i sit Ord -— har han
givet os for at føre os til F'relse derigennem.
De ere Guds Veje til I.ivets Guld; og ad
andre Veje vindes det ikke. Gennem Om-
vendelse og Tro gaar Guds Veje til hans
Fred. Men ad disse Veje naas ogsaa Fred
og Glæde endnu den Dag i Dag. Endnu
er der Mennesker, som med Sandhed kunne
vidne under de tungeste Tilskikkelser med
den gamle Hjob: Herren gav, Herren tog,
Herrens Navn være lovet! Jeg har kendt
mere end een, om hvem det kunde siges
med Sandhed paa Trængselens Dag, som
det blev sagt om Stefanus: Hans Ansigt
var som en Engels Ansigt; thi Guds Fred
lyste ud af hans Øjne og satte sit Præg
paa hans Skikkelse.
Se, derfor ville vi bede til Gud, at
han i sin store Naade vil hjælpe os til
Frelse gennem de skiftende Tider — at vi
maa omskiftes opad og fremad til Fred, at
vi maa lade os føre paa Guds Veje til
I.ivets Lykke, at Jesus-Navnet maa lyse
for os paa Aarets Dage: altid til Frelse;
saa gaa vi fremad med Frimodighed, vi
_-o K