Færøsk Kirketidende - 01.02.1898, Side 6

6
Natten flygter for Dagen; hvor Solen staar
op, der viger Mørket og ruller bort; men
Mørket er der dog altid, den ene Del af
Jorden har altid Nat, den, som er vendt
bort fra Solen.
Som det forholder sig i den naturlige,
timelige Verden, saadan er det ogsaa i den
aandelige. Mørket griber ikke Lyset, ja
kan efter sin Natur ikke gribe det; men
dog indeholder dette Ord: »Lyset skinner
ind i Mørket, og Mørket greb det ikke«
en Bebrejdelse, og hvori ligger da denne,
naar Mørket dog er ude af Stand til at
optage Lyset i sig? Ja. vi maa sige, at,
kan det ikke gøre det af sig selv, saa kan
det gøre det ved Guds Naade og Magt,
ligesom det naturlige Mørke ved Guds
Kraft kan det. som vi høre det i Skabelses-
beretningen, da Gud, før han dannede
Solen, Maanen og Stjernerne, sagde: »Der
blive l ys,« og der blev Lys. Se, da greb
det naturlige Mørke, som hvilede over Af-
grunden, l yset, og som Mørket den Gang
ikke flygtede for Lyset, men greb Lyset,
saadan er det ogsaa for os Mennesker
muligt ved Guds store Naade, at det aande-
lige Mørke kan gribe I yset, at vi stakkels
forblindede Syndere kunne blive seende.
Men der er den store Forskel paa det, der
skete hin Skabelsesdag, og saa paa dette,
at der er det Guds Almagt alene, der virker,
men her er det Gud og Mennesket i For-
ening, som handler, Guds Naade, der rækkes
os som Gave; men vi maa i Troen tage
imod den. ellers gribe vi ikke l yset. Men
netop af denne Grund ligger der noget
baade bebrejdende og saare sørgeligt i
Ordene: »Mørket greb det ikke«.
Siden Syndefaldet har Syndens Mørke
ruget over Verden. Det var Nat paa Jorden.
En Gang imellem har en eller anden Røst
som et Stjerneskud i Mørket vidnet om, at
der dog var en Flimmel til, en Flimmel
med l ys og Stjerner; men først Julenat
tændtes den Stjerne, som siden til alle
Tider har skinnet ned i Mørket.
Saa skinner den da ogsaa den Dag i
Dag, og som Gud lader sin Sol opgaa over
onde og gode, saaledes skinner Guds Naade-
sol ogsaa over os alle, idet Evangeliet om
vor Frelsers Fødsel forkyndes for alle.
Men som Solen har den modsatte Virk-
ning paa det levende, som ved dens l ys
og Varme vokser og udfolder sig, og paa
det døde, som opløses og forraadner, saa-
ledes har Guds Naadesol en forskellig Ind-
flydelse paa de aandelig levende og døde,
»for disse en Duft af Død til Død, for hine
en Duft af Liv til Liv«.
Nu bliver da Spørgsmaalet til dig, du,
som læser disse Linier: Hvad er Guds
Naade i Kristus bleven for dig? Til Liv
eller til Død?
•Ja, har du grebet I.yset? Guds Naade-
sol begyndte for dig at skinne ved din
Daab, men hvordan ser det ud i dig, er
I.yset i dig blevet Mørke? Eller har du
taget imod I.yset. lever du i din Daabs-
pagt, lever du i Forsagelsen og Troen?
Om du endnu ikke har taget imod din
Herre og Frelser, taget imod ham saaledes,
at han bor og bygger hos dig, da spild
ikke Tiden, endnu hedder det i Dag, men
der kommer en Nat, da ingen kan arbejde.
Vor Herre og Frelser, staa du os alle
bi i vor Bøn og i vort Arbejde!
E. R.
Et Par tilfældige Sammenstillinger.
Skriftkloge og Farisæere talte en Gang
om, at de ærede deres store Mænds Minde,
og at de maatte se med Harme paa, at
deres Forfædre havde myrdet Profeterne
(Matt. 23, 29—31). Jesus siger til dem:
»Det nytter kun lidet, at I smykke jere
store Mænds Gravsteder; I vandre i jere
Fædres Fodspor og myrde Profeterne, som
komme til jer, I ere ikke bedre end jere
Fædre.« Jesus havde Ret, hvad snart viste
sig klart.
Nu ære vi Ansgar som »Nordens
Apostel«, som en af de bedste, modigste
og mest geniale Mænd, der har levet,
skønt han havde Fejl. Hans Samtid ansaa
ham noget nær for afsindig og havde kun
Spot tilovers for ham, der vilde sætte sit
Liv i Vove for nogle raa Hedningers Skyld.
Hans Egede, Grønlands Apostel, var
en Mand med Fejl, men alligevel ærer hver
Nordbo ham højt, fordi han gav sig selv
og sit for at vinde nogle »usle« Grøn-
lændere for Kristendommen. Vi vilde
gerne være med til at smykke hans Grav,
hvis den ikke var bleven gravet paa Nikolaj
Kirkegaard i København, saa nogle Slagter-
boder nu hæve sig over den. Hans Egedes
Samtid fandt Tanken om Missionsarbejdet
blandt Grønlænderne urimelig, og der mødte
han kun Tvivl og Spot. Først efter megen
Modstand lykkedes det ham — særlig da
man ventede sig rig Hvalfangst og øko-
nomisk Fordel — at faa Lov til at sejle
af Sted med »Haabet«. Men videre Støtte
eller Anerkendelse fik han ikke i mange
Aar.
Vore Efterkommere ville uden Tvivl
mindes og hædre de Mænd, som for Tiden
ofre deres Kræfter og sætte Livet paa Spil
ude paa Missionsmarken — og det med
Rette, thi ingen er større end den, der tør
sætte 1 ivet til for Kristi Sag. Men hvad
gøre vi? Hædre og ære og støtte vi nu
disse Ansgars og Egedes Efterfølgere?