Færøsk Kirketidende - 01.03.1898, Blaðsíða 1

Færøsk Kirketidende.
j CHRISTIAN PEDERSEN, Todnæs
Udgivere: | EMI] rOHDE, Sandegærde.
7- Aarg.
I. Marts 1898.
Nr. 3.
Prædiken
paa
2den Søndag efter Hellig tre Konger.
Luk. 19, i—10. (Tolderen Zachæus.)
»Menneskenes Søn er kommen for at
søge og frelse det fortabte!« Derfor van-
drede han hernede i sit Køds Dage, derfor
færdes han den Dag i Dag overalt, hvor
2 eller 3 ere forsamlede i hans Navn; derfor
er han altsaa ogsaa her hos os i Dag til
Stede for at søge og frelse det fortabte.
Og vi se af Evangeliet, at Folket stimlede
sammen for at se Jesus; men af hele denne
store Skare blev kun een enste frelst,
Tolderen Zachæus. Saaledes er det ogsaa
Folket stimier mange Steder sammen
*0r at se Jesus; ofte kunne vore Kirker
være fyldte af Mennesker, men hvor mange
blive frelste? Mon blot een eneste? Ja,
gid kun en eneste! Hvorledes søge disse
mange op i Guds Hus? Nogle komme af
Nysgerrighed for at høre, hvad Præsten i
Tlag har at sige — kun af Nysgerrighed,
andre af gammel Vane eller maaske kun,
fordi der er saa kedeligt og ensformigt
der hjemme; men hvem kom som den for-
tabte Søn, som Tolderen Zachæus?
Der fortælles om en græsk Vismand,
at han ved højlys Dag gik omkring med
tændt l ygte, og da man spurgte ham,
hvorfor han gjorde det, svarede han: »for
at lede efter Mennesker.« Det skulde være
Spot over, at der fandtes saa faa virke-
11§'e Mennesker, saa faa, der i deres liv
viste, at de vidste, hvad det er at være
^6nneske. De fleste vare Maskiner, som
®en Gang vare satte i Gang og nu bleve
jed at gaa, saa længe Værket — deres
e?eine — kunde holde; om Morgenen
e8'yndte de at slide for Føden, den vardet
eneste, de levede for, men højere Interesser,
®ndsige noget I.ivsmaal, havde de ikke.
or Herre Jesus gaar den Dag i Dag om-
ring for at søge Mennesker, og hvad hin
græske Vismand i Virkeligheden ikke for-
maaede, det gør han; han ser lige igennem
s» md i den mest skjulte, mest dunkle
Hjertekrog kaster han sit Blik, intet kan
skjules for ham, ikke engang vor lønligste
Tanke. Vi synge i en af vore Salmer:
»Den store Mester kommer,
som smelter Sjæl og Sind;
han sidder ved Hjertegruben,
han ser i Sjælene ind.«
Ja, for hans Øje smelter alt, intet kan
gemme sig. Saa kommer han da ogsaa
nu forbi os, forbi dig og mig, han kaster
sit prøvende Blik paa os — hvad ser han
derinde? Ser han et Menneske, som ar-
bejder i l ivets Trædemølle uden noget
som helst Maal? Eller ser han et Menneske,
der lever blot i Verden og for Verden,
der som Dyret kun er optaget af dette Liv
og dets Fornødenheder? Eller ser han et
Menneske, der som Bølgen kastes hid og
did, efter som Vinden blæser, et Menneske,
der søger at tjene Gud og Verden og
ynkeligt halter til begge Sider? Ja, da
gaar Jesus dig og mig forbi med et Suk,
til den næste og den næste igen, indtil —
om det sker — han finder et virkeligt
Menneske, der lever for sin udødelige Sjæl,
der har gjort ham uendelig ophøjet over
Maskinen, over Bølgen, over Dyret. Et
Menneske, der føler sit Ansvar over for
denne Guds Gave, sin Brøde, sin Afmagt,
men ogsaa Haabet, det Haab, som Livet
bærer i sig; ja, da standser han ved dette
Menneske, dette fortabte Menneske, med
de Ord: »Det bør mig i Dag at tage ind
i dit Hus.«
Tænk dig en Valplads Dagen efter et
stort Slag; rundt omkring ligge livløse og
døende, saarede og kvæstede, alle badede
i Blod. Tænk, om en Læge gik rundt her
og betragtede de blodige Legemer; han
gik maaske fra lig til Lig, men da saa
han pludselig et Par bedende Øjne fra en
haardt saaret; han havde ligget her længe,
hjælpeløs og mere mat for hver Time, der
gik; han tænkte maaske paa dem der
hjemme, hvem han nu aldrig mere skulde
faa at se — og ligesom enhver Gnist af
Haab var udslukt, saa kom Lægen forbi.
Og Lægen, som havde gaaet forbi de
mange Lig, mon han kunde gaa denne forbi?
Vilde han ikke anvende alt, hvad der stod
i hans Magt for at frelse denne ene?