Færøsk Kirketidende - 01.06.1898, Blaðsíða 4

I »Færøsk Kirketidende« Nr. 3 d. A.
findes en lille Notits om en af mig forfattet
Skildring af to Menneskers Længsel mod
Hjemmet. Den har staaet i »111. Tidende«s
Julenummer og C. P. siger, at den har vakt
megen Misnøje.
Endskønt jeg ikke fatter, hvorledes et
kirkeligt og opbyggeligt Blad som dette,
kommer til at befatte sig med denne Sag,
der hverken er kirkelig eller opbyggelig,
men af ren litterær Natur, maa jeg nok faa
Lov til at takke C. P. gennem samme
Blad, fordi han saa smukt vil hjælpe mig
og glatte over den Misnøje, jeg har været
saa uheldig at vække.
Thi det har ganske vist ligesaa lidt
været min Hensigt, som at »skræmme tomme
og nervøse Mennesker fra at søge til Færø«.
Det lille Stykke synes mig aldeles ikke at
sige noget ondt om Færøerne eller deres
Beboere; det er overhovedet aldeles ikke
Øerne eller Befolkningen, der behandles,
men kun to Mennesker, der længes hjem.
Dette maa da ethvert tænkende Men-
neske kunne forstaa.
Derimod kan man jo ikke forlange af
ethvert Menneske — end ikke af en Præst —
at han skal kunne fatte det digteriske i en
Skildring, og det forlanger jeg ej heller,
saa lidt som jeg skal prøve paa at vise
det — det vil nemlig være ligesaa umuligt,
som at skildre Farver for den Blinde.
Kun dette:
Jeg har ikke haft levende Mennesker,
som jeg har kopieret, Samtalen er tænkt
og ikke ført, og dog er jeg sikker paa, at
mit lille Stykke i sin inderste Grund er
sandt; men derfor er Færøerne dog virke-
lig lige storslaaede, og Befolkningen lige
brav og elskværdig, fordi man kunde
tænke sig, at een Præstekone ikke havde
denne Opfattelse.
Hee, den 4de April 1898.
Jørgen Falk Rønne.
* *
*
Hr. Pastor Rønnes Skildring kunde
dog nok siges at strejfe lidt ind paa det
kirkelige Omraade; derimod er det ganske
rigtigt, at den ikke var opbyggelig. Af
begge Grunde tillode vi os at antaste den,
idet vi gik ud fra, at den var digterisk i
den Grad, at den intet havde med en sund
Virkelighed at gøre. I denne Henseende
<sre vi ikke bievne rokkede ved oven-
staaende.
Hr. Pastor R. siger, at »det lille
Stykke i sin inderste Grund er sandt«,
men mener vel sagtens ligesom vi, at det
dog kun er sandt, naar der er Tale om
Mennesker, som de her skildrede, der ved
deres halvt forargelige Skriftbrug og deres
taabelige, hysteriske Længsel vise, at de
aandelig talt have spillet fallit.
Dog, hvorfor henføre saadanne Men-
nesker just til en færøsk Præstegaard?
Den er jo fuldstændig uskyldig i, at de af
en Fejltagelse overhovedet ere komne ind
i Præstegerningen. Resultatet bliver nemlig
det, at enhver, der ikke kender Forholdene
heroppe nøjere, ved Læsningen af Pastor
R.’ Stykke vil udbryde: Uha, hvor de
færøske Præstegaarde maa være slemme,
siden de blive malede saa sorte! Sand-
heden er dog den, at sunde Præstefolk
have ligesaa store Betingelser for at føle
sig vel og føle sig hjemme heroppe som
andre Steder i Danmark.
Derfor ere vi vedblivende af den
Mening, at Skildringen, hvor meget den
end er tænkt, hellere burde være utænkt
og uskrevet, og da de fleste »tænkende
Mennesker« vistnok ere af samme Mening,
skulle vi ikke yderligere komme tilbage
til Sagen. C. P.
Til Eftertanke. Den Kristne i Verden
er som Skibet paa Havet. Skibet gaar
under ikke naar Skibet kommer i Van-
det, men naar Vandet kommer i Skibet.
Saaledes ogsaa med den Kristne. Det
skader ham ikke, at han lever i Verden,
men at Verden lever i ham.
FRA FÆRØERNE.
Den gde Maj jordedes paa Thorshavns
Kirkegaard den sidste Katholik paa Fær-
øerne, en g3-aarig Enke.
Ved Olaigudstj enesten i Aar skal
Pastor Pedersen fra Sandø eller i hans
Forfald Pastor Rohde prædike.
Efter Indstilling af Ministeriet for
Kirke- og Undervisningsvæsenet har det for
Finansaaret 1898—99 behaget Hans Maje-
stæt Kongen allernaadigst at bifalde, at
der til fortsat Udgivelse af Maanedsskriftet
»Færøsk Kirketidende« tilstaas en Under-
støttelse af 200 Kr.
Udgivet paa Boghandler H. N. Jacobsens Forlag. — Trykt i „Færo Amtstidende“s Bogtrykkeri.