Færøsk Kirketidende - 01.07.1898, Síða 1

Færøsk Kirketidende.
I CHRISTIAN PEDERSEN, Todnæs
Udgivere: | EMn R0HDE, Sandegærde.
7. Aarg.
I. Juli 1898.
Nr. 7.
Einer Michael Riise.
Det er med en vis Følelse af Vemod,
at jeg her sætter Pen til Papiret for at
skrive nogle Linier til »Færøsk Kirke-
tidende« for første Gang under dens nye
Udgivere, og det er med dobbelt Vemod,
fordi det er et Sorgens Bud, jeg har at
bringe: Den unge Sognepræst for Louns
og Alstrup Einer Michael Riise er død den
26de Mai 1898.
Han blev kun 27 Aar, idet han var
født den sidste Dag i Aaret 1870. I en
Alder af 24 Aar blev han teologisk Kan-
didat og virkede da straks efter en kort
Tid som uordineret Medhjælper hos Sogne-
præsten i Valby ved København Lic. Ussing.
Hos ham modtog Riise en stærk Paavirk-
ning i Retning af den saakaldte »Indre
Mission«, til hvilken han sluttede sig med
hele sin .Sjæl, saaledes at han blev een af
denne Retnings mest udprægede og yder-
liggaaende Tilhængere imellem de yngre
danske Præster.
I Sommeren 1895 blev han kaldet til
Kapellan for Suderø Præstegæld under
Sognepræstens Fraværelse ved Rigsdagens
Landsting, og den 10de Søndag efter Trini-
tatis 1895 indsatte Pastor Petersen ham i
Kvalbø Kirke.
Riise lærte aldrig at finde sig til Rette
paa Færø. I det Punkt kunde vi aldrig
blive enige. Drøjt kunde det stundom
være deroppe ogsaa for mig, og mange
Minder har jeg om strænge Ture, men
aldrig, aldrig kan jeg glemme det vældige
Indtryk af Fjældnaturens vilde, stundom
sønderrevne Former og af det friske, bru-
sende, evig omskiftelige Hav. Aldrig kan
jeg glemme al den Vennesælhed, ja Kær-
lighed, jeg fandt overalt paa min Vej, lige
fra Bispen til Myggenæsholmen, fra
Mylingur til Sumbø; der gaar ikke een
eneste Dag, uden at jeg tænker mig der
tilbage med Glæde og Tak til Gud og
Mennesker, og jeg vil til min sidste Stund
føle mig inderlig og nøje knyttet til Færø.
Men det blev aldrig saaledes for Riise,
og man maa vel ikke gaa i Rette med
ham derfor. Hans Sygdom, den saakaldte
Sukkersyge, kræver tør Luft for at hel-
bredes, og det fugtige Klima i Forbindelse
med Havluften gjorde ham derfor værre
Dag for Dag. Desuden afkræfter Sukker-
sygen Legemet, og de anstrængende
Rejser paa Suderøen vare ham næsten
uoverkommelige; for hver Dag han havde
rejst, maatte han ligge over og hvile en
Dag eller to.
Han kom heller aldrig til B'orstaaelse
for Færingens ejendommelige Aands- og
Trosliv. Det skal man lære at kende i en
Baad i Havsnød eller paa Skrænten af
Fuglebjærget, det skal man lære at kende
ved Sygesengen og Dødslejet, i Nød og
Ulykke; i saadanne Øjeblikke ser man, at
Fjældets Søn er stor, stor i Gud. Men i
de gode Dage og under det daglige l ivs
Lyster faar man ikke saa let Kig paa alt
dette, det fik i hvert Fald Riise ikke. For
ham, der kom lige fra det voldsomt pul-
serende l iv i Hovedstadens mest levende
Kredse, maatte den stilfærdige, gammel-
dags Fromhed i Bygder som Famien eller
Porkere staa som aandelig Død. Ofte
drøftede vi dette, men her var og blev
noget, han ikke kunde faa Øje paa.
Derfor blev hans Prædiken altid Om-
vendelsens stærke Ord, stundom kunde det
være næsten for ensidigt betonet, at Øksen
ligger ved Træernes Rod. Men han var
en ærlig og nidkær ung Mand, og man
tog ikke fejl af, at der bagved hans Johannes-
| . Prædiken bankede et Hjerte, der var grebet
af Jesus og slog varmt for F'relserens Sag.
Et Par af hans Prædikener have været
trykte i »Færøsk Kirketidende« for 1896
Nr. 3. Da han var i Thorshavn for at
rejse ned, vilde jeg gerne haft ham til at
prædike, fordi jeg vidste, at mange af Menig-
heden gerne vilde have hørt ham, men
han kunde næppe slæbe sig fra Sandegærde
til Thorshavn og turde slet ikke tænke paa
at bestige Prædikestolen.
Mange i Menigheden havde lidt svært
ved at forstaa og skatte den lille Mand i
det skrøbelige lægerne, som maatte fordre
flere Bekvemmeligheder paa sine Rejser
end Præsterne ellers, og som talte saa
skarpt og hvast, saa man ofte syntes, han
I skulde have lært Forholdene lidt bedre at