Færøsk Kirketidende - 01.07.1898, Síða 2

2
kende, før han dømte. Mange forargedes,
naar han indførte nye Skikke og f. Eks.
knælede paa Prædikestolen, før han præ-
dikede.
Men at der ogsaa var mange, der for-
stod, at brændende Nidkærhed for Gud og
Menigheden laa bag det altsammen og
lyste Helg over meget, som maatte tykkes
sært, det ses bl. a. af den smukke Adresse,
der sendtes ham fra en Del Venner, særlig
fra Kvalbø, før han rejste; den findes af-
trykt i »Fær. Kirketid.« for April 1896.
Den er et Vidnesbyrd om, at dersom der
var blevet levnet ham Tid til at komme
til en nærmere Forstaaelse med Menig-
heden. saa havde man levet sig sammen i
Kærlighed om Navnet, som er over alle
Navne.
Dog, det skulde nu ikke saaledes være:
Sygdommen tog til, og han maatte ned.
Den 15de Februar 1896 forlod han Øerne
med »Laura«. Nogen Tid efter beskikkedes
han til Louns og Alstrup Sognekald i
Viborg Stift, og det syntes en Tid, som
skulde han være bleven bedre. Den sidste
Gang jeg hørte fra ham. fortalte han mig,
at nu kunde han gaa lidt omkring i Sognet,
men at Bønderne derovre ikke kunde for-
staa, at en ung Mand maatte gaa saa
langsomt og besværligt.
Men .Sygdommen sejrede, og i Tors-
dags Morges lukkede han sine Øjne og
kaldtes bort fra sin unge Hustru, der trofast
havde fulgt og støttet ham, saa langt hendes
Kræfter strakte.
Trods det. der kunde skille og mulig
skilte ham fra mange paa Suderø, er jeg
dog vis paa, at mange ville mindes den
saa tidlig bortkaldte med Vemod, og om
end hans korte Gerning vel næppe vil
mindes længe i den færøske Saga, saa tror
jeg dog, en Del vil mindes den med Tak.
Og da jeg, begrundet i Omstændig-
hederne, vel blev den, der næst efter hans
Sognepræst kom til at staa ham nærmest
blandt hans Embedsbrødre paa Færøerne,
vil jeg gerne lade mine første Ord, som
jeg sender til mit gamle, kære Blad, blive
Minderuner over Einer Michael Riise.
Hasle, 28de Maj 1898.
Emil Bruun.
Bryllupsklædningen.
Det Liv, vor Frelser indbyder os til,
naar han lader sit Evangelium prædike
iblandt os, ligner han blandt andet ved et
Bryllup; et Bryllup er jo en Glædesfest,
og Bryllupsglæden er jo Udtryk for den
højeste menneskelige Glæde; det er altsaa
til noget meget glædeligt og ikke noget
sørgeligt, han indbyder os. Han indbyder
til et frydefuldt Gæstebud, hvor han
selv skaffer alt til Veje, saa vi slet ingen
Bekostning skulle sættes i ved at komme
med, hverken til Mad, Drikke eller Paa-
klædning. Ja Kristendommen er en
Naadesgerning og et Naad estilbud,
som er ganske uafhængig af nogen For-
tjeneste og Værdighed fra vor Side. Fra
vor Side kræves der kun en frivillig Mod-
tagelse af Guds frelsende Naade.
Men alligevel høre vi af Herrens
lignelse om Kongesønnens Bryllup (Matth.
22, 1 — 14), at Indbydelsen forgæves udgaar
til saa mange Mennesker. Der staar jo
om den store Mængde af Jøder, som vare
de først indbudne, at »de vilde ikke komme«,
at »de foragtede« Indbydelsen og »gik hen
den ene til sin Ager, den anden til sit
Kødmandskab«, ja »at andre grebe hans
Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem«.
Modstanden steg altsaa fra I igegyldighed
til Foragt og saa til Had. Sagen er den,
at i sit Gudsforhold og i sin Salighedssag
kan ingen blive staaende paa det samme
Punkt, enten maa det gaa frem eller tilbage
med ham.
Dog, der tales i samme l ignelse ogsaa
om dem, der tog imod Indbydelsen,
saa at »Bryllupshuset blev fuldt af Gæster«.
Men blandt disse var der een, som blev
kastet ud, fordi han ikke havde
Bryllupsklædningen paa. Han havde
altsaa taget mod Indbydelsen, var med i
Bryllupshuset og færdedes mellem Gæsterne
som en af dem. Kongen bebrejdede slet
ikke Tjenerne, at de havde ladet dette
Menneske komme ind. Bryllupsklædningen
maa altsaa have været usynlig for Men-
neske øjne. Kun Herren kan se, om Du
er iført den eller ikke. Det er dette, som
gør denne lignelse saa fuld af Alvor
for os, som jo ikke vise Herrens Indbydelse
fra os, men mene om os selv, at vi have
taget imod den. Ogsaa imellem os, som
ville holde paa Kristennavnet, kan der være
dem, der blive kastede ud. Der var jo
ogsaa en saadan mellem de tolv, der
Skærtorsdagaften sad til Bords med Jesus.
Lad os da til Selvprøvelse tale om denne
Bryllupsklædning, som vi maa have
paa, og spørge os selv, hver især: Har
jeg Bryllupsklædningen paa?
Hvad er det da for en Klædning,
usynlig for Mennesker? Det er ikke Kristi
Retfærdighed alene, om end Retfærdig-
heden visselig hører med til Bryllupsdragten;
ikke heller er det et dydigt l evned, skønt
»de helliges Dyder« tilvisse ogsaa udgør-e
en Del af Paaklædningen; ikke heller er
det Troen og Daaben, som nogle ville
fristes til at sige — nej, i Troen og Daaben
have vi Midler til at komme i Besiddelse
af Bryllupsklædningen, men de ere ikke