Færøsk Kirketidende - 01.07.1898, Qupperneq 4

4
i et helligt Levned. Jesu Venner maa
aldrig afføre sig Bryllupsdragten; men det
første du skal spørge dig selv om, naar
du klæder dig paa om Morgenen, er dette:
har jeg Bryllupsklædningen paa? og det
maa være din stadige Tanke Dagen
igennem : bærer jeg mig ad som et troende
Menneske? Og er der saa noget, som du
maa sige om: det passer ikke til din
Klædning; ja saa maa du lade det fare,
saa maa du sige til dig selv: dette kan jeg
som et troende Menneske ikke have med
at gøre.
Men ærligt troende Mennesker ville
saa ogsaa gøre den Erfaring, og det
sukkende, at det ikke er lykkedes dem
at faa Bryllupsklædningen paa, saa godt
som de ønske det. Dog skal det siges
dem til Trøst, at naar de leve i en ærlig
Forsagelse og oprigtig Tro, da ere de i
Færd med at faa den bedre paa; men de
maa dog ikke vente at blive færdige
med Omklædningen før paa den Dag, da
Kongen gaar ind og beser Gæsterne. Ja,
troende Kristne skulle nok erfare, at det
gaar ikke saa rask med Omklædningen,
men at mangt et gammelt Klædningsstykke,
som vi troede forlængst aflagt, bliver listet
paa os igen, og at den nye Klædning ikke j
rigtig vil passe, ikke rigtig dække os. Det ,
er ingenlunde let at blive alle sine Synder
kvit, især Skødesynderne, og endnu sværere
falder det os at blive vore indbildte Dyder
og selvgjorte Fortjenester kvit. Ja, dersom
vi ikke havde Helligaanden til Brude-
fører, og dersom han ikke efterhaanden
hjalp os af og i Tøjet, kom vi aldrig til
Ende med Omklædningen; men dette er |
Evangeliet: han vil daglig hjælpe til, at vi
faa det gamle afført og det nye iført, saa
at Bryllupsklædningen kommer til stadig
at passe bedre, slutte tættere, dække fuld-
stændigere, varme bedre og smykke
kosteligere, indtil han omsider faar os
færdige. Naar vi da ville bruge de be-
lejlige Tider, som bydes os i Guds Menig-
hed, saa bliver vor Paaklædning paa
Herrens Dag fuldendt med Kødets ære-
fulde Opstandelse, og da skulle vi med
Fryd gaa ind til Lammets Bryllup og
beskue Kongen i hans Herlighed, thi da
høre vi selv til den Menighed, som er
Kongesønnens Brud.
Valdenserne.
En gammel Legende lyder saaledes:
»En from Romer, der var den første
Mand ved Kejserens Hof og Ejer af 3000
Slaver, havde en Søn\ som hed Alexios.
Han fik en god Opdragelse og blev saa
from, at han besluttede helt at vie sit Liv
til Gud. Da hans Forældre vilde have
ham gift med en ung Kvinde af kongeligt
Blod, gav han efter og lod sit Ægteskab
velsigne i Kirken; men Bryllupsnatten
overrakte han sin Brud sin Ring og sit
Bælte og flygtede til Edessa; her gav han
alt, hvad han ejede, til de fattige og levede
ukendt 17 Aar som en ussel Tigger. Da
hans Hellighed endelig kom for Dagen,
flygtede han bort paa et Skib, der af
Stormen blev forslaaet til Rom. Dér
mødte han sin Fader, der ikke vidste, at
den fattige Stodder var hans Søn; men af
Kærlighed gav han Alexios Lov til at sove
i Forhallen til sit Palads. Dér levede
Alexios andre 17 Aar, ukendt og fattig,
forhaanet af sin Faders Slaver. Men da
han skulde dø, bad han om Papir og Blæk
og nedskrev sin Historie. Saaledes erfarede
hans Fader — dog først efter hans Død —
at det var hans egen Søn, der havde op-
holdt sig som fremmed i sin Faders Hus.«
En farende Sanger, hvoraf der i Middel-
alderens Riddertid var mange (de droge
fra Sted til Sted og besang fremragende
Mænd, skønne Kvinder, blodige Slag o. s. v.
i smukke Kvad) kom en Gang til Byen
Lyon, hvor han sang om den hellige
Alexios. En rig Købmand blev saa betaget
heraf, at han nogen Tid efter tog alle sine
Penge og kastede dem ud paa Gaden tii
alle og enhver. Dette skete i Aaret 1177,
og Manden hed Valdes.
Skal man ret kunne forstaa denne
Handling af en Mand, der vel af mange
ved denne 1 ejlighed blev anset for gal,
men som i Virkeligheden handlede efter
fuldt Overlæg, er det ikke nok at blive
staaende ved Legenden om den hellige
Alexios som den egentlige Aarsag; thi
hvor dragende end Eksemplet, og hvor
betagende end Sangens Magt kan være,
saa er Eksemplets Indflydelse kun meget
begrænset, og Sangens betagende Trylle-
magt er stærkest, medens Tonerne lyde
for vort ydre Øre; men derefter aftager
den hurtigt, ligesom den Tone, der ligger
en Stund efter det sidste Klokkeslag, lidt
efter lidt dør hen, og snart ganske er
borte. Og vi maa huske, at Valdes ikke
handlede i det Beruselsens Øjeblik, da den
brusende Sang lød i hans Øre, men først
efter dybe Overvejelser og lange Kampe
og først en god Stund efter, vel sagtens
det meste af et Aars Tid. Legenden om
den hellige Alexios har derfor ikke været
Aarsagen, men vel Anledningen til hans
Skridt, har været den Draabe, der har
bragt det i Forvej on fulde Bæger til at
flyde over. Aarsagen maa vi finde andet
Steds nemlig hos ham selv, i Kirkesam-
fundet og i det anklagende Vidnesbyrd,