Færøsk Kirketidende - 01.07.1898, Síða 6

6
Vej, men styrtede i Afgrunde og faldt for
Valdensernes Pile — og dermed var dette
»Korstog« til Ende, og de fik Fred en
Tid lang. Forfølgelserne kunde saa langt
fra udrydde dem, at de tværtimod tjente
til at bringe deres Tanker viden om, idet
Valdenserne ved Forfølgelserne spredtes
over mange Lande. Men herved kunde
de ikke andet end træde i Forhold til
Reformationen, og dette blev af den største
Betydning for dem.
I Luther, Calvin og Zwingli fandt de
Aandsfrænder, der som de selv vilde have,
at Skriften skulde være den eneste Regel
og Rettesnor for Kirken som for den enkelte
Kristne; men de mødte tillige en Aandens
vældige Kraft og en Tankens høje Flugt,
som var dem selv uvant; det var som Ørne-
vingers Susen imod deres egen Dueflugt,
som Havets Brusen mod Elvens sagte
Rislen. Dette Møde førte til Dannelsen
af den evangeliske Valdenser-Kirke, hvilket
altsaa betegner Valdensernes Brud med
den Kirke, der allerede i Aarhundreder
havde forfulgt dem som Kættere. Men
dette Brud gav atter ny Fart i Forfølgelsen.
Valdenserne i Alpedalene gik det værst
ud over, særlig i Aaret 1655, da de som
Tegn paa deres Lydigbed skulde modtage
Indkvartering af romersk - katholske Sol-
dater. Paaske - Lørdag begyndte disse
imidlertid paa et givet Tegn at myrde
deres Værter, og Husene jævnedes med
Jorden. Men Rygtet om denne »blodige
Paaske« vakte Harme rundt om i Europa
og bragte atter en Standsning i Forfølgel-
serne; dog var det først Frihedsaarene i
dette Aarhundredes Midte, som skænkede
dem fulde borgerlige Rettigheder og der-
med — trods Katholikernes Modstand —
gav dem Berettigelse til at eksistere.
Naar vi ville spørge om den Betydning
i Kirken, som Valdenserne have haft, maa
vi ikke vente os noget stort og glimrende.
Som ulærde I.ægfolk er det ikke paa
Lærens Omraade, vi skulle søge deres Be-
tydning, som stille, tilbagetrukne Menne-
sker er det ikke i I ivets Kampe, vi skulle
finde dem som Førere, og dog have ogsaa
de af Forfølgelserne saa haardt hjemsøgte
Folk haft deres Gerning at udrette i Herrens
Vingaard; men denne Gerning har været
den beskedne at rydde de første Sten paa
Katholicismens Ager, for at Reformationens
Nyplantning, naar Tiden kom, skulde kunne
fæste Red i Jorden. Den samme stille og
beskedne Gerning øve de den Dag i Dag
i det katholske Italien, hvor de ere Re-
formationens Pionerer.
Naar man fra sekterisk Side har villet
drage Valdenserne frem i den Hensigt at
støtte sekteriske Lærdomme, saaledes som
man undertiden kan se Baptisterne gøre,
da er det kun, fordi Partilærdommene ere
saadanne Folk kærere end den historiske
Sandhed.
I.ad mig til Belysning heraf slutte
dette lille Stykke med et Ord af vor ansete
kirkehistoriske Forsker Professor Fr.
Nielsen:
»Valdenserne ere ikke Forkæmpere for
noget haarfint theologisk System; det er
jævne, enfoldige Kristne, der forsvare den
Oplysning, som de have faaet gennem den
hellige Skrift, mod den romerske Vrang-
lære, og de kunne pege paa en lang Række
af Blodvidner. Der er forskellige Af-
skygninger iblandt dem, men alle ere de
enige om som Skjoldmærke at bære:
Lampen paa Biblen.
Det er fra den hellige Skrift det Lys
udstraaler, i hvilket de glæde sig. Men
over Læsning i den have de ikke glemt, at
Frelseren er levende til Stede i sin Menig-
hed, i Daaben og Nadveren. De bære
ogsaa deres Børn til Herren i Daaben, og
de holde ogsaa Nadver i den Tro, at
Brødet er Kristi Legems, Kalken Kristi
Blods Samfund, og Nadveren er for dem
det store Vidnesbyrd om Guds Kærlighed.«
E. R.
Der ude fra.
I.
Kirkemødet i Aarhus.
I Dagene iste—3dje Juni afholdtes det
kirkelige Møde i Aarhus. Siden 1886 have
disse Møder været afholdte dels hvert, dels
hvertandet Aar. De benævnes almindeligt
»Bethesdamøder«, fordi det første Møde
afholdtes i Festsalen i Bethesda, det Me-
nighedshus, der er Midtpunktet for den
københavnske Indre-Missions Virksomhed.
Hensigten med disse Møder, hvori deltager
Præster og l ægfolk af alle 3 folkekirke-
lige Retninger, er dels at behandle og
drøfte kirkelige og kristelige Spørgsmaal,
som ere oppe i Tiden, dels gennem For-
handlingen og Samværet at bringe de for-
skellige kirkelige Lejre i et mere sam-
virkende Forhold til hverandre.
Paa Mødet i i8q6,. hvor der bl. a. var
Tale om Brugen af den hellige Skrift, an-
greb Vilhelm Beck paa et lidt uberettiget
Maade de teologiske Professorer og drog
deres rette Forhold til Biblen, særlig til
Gamle Testamente, i Tvivl. Fra alle Sider
blev han dog skarpt imødegaaet, men kort
efter Mødet henstillede han i sit Blad
»Annekset« til sine Meningsfæller ikke at
deltage i de kommende Møder, og for sin
personlige Deltagelse i Mødet krævede
han, at den Kristnes Forhold til gamle