Færøsk Kirketidende - 01.07.1898, Síða 7

7
Testamente blev sat som Forhandlingsemne.
Dette er dog ikke sket i Aar, og V. B.
staar da heller ikke opført mellem Ind-
byderne. Men mellem disse ere dog en-
kelte mere fremtrædende Mænd indenfor
Indre-Mission: Provst Blume, Tikøb, Stifts-
provst Larsen, Viborg.
Mødet har været overordentlig stærkt
besøgt og tillige meget interessant, og vi
skulle senere meddele et og andet derfra,
idet vi denne Gang kun skulle gengive et
kort Referat af den Prædiken, hvormed
Mødet indlededes:
»Med øsende Regn og forrygende
Storm oprandt Dagen for det 2det store
Kirkemøde i Aarhus.
Kl. i o aabnedes Mødet i Domkirken,
der var fyldt af Tilhørere, og til Orglets
Toner lød — som for g Aar siden —
højtidsfuldt og mægtigt den gamle Salme:
»Nu bede vi den Helligaand«.
Biskop Gøtzsche, Ribe, talte derefter
over Johannes Aabenbaring 13de Kapitel
10de Vers, hvori det hedder: »Her er de
helliges Taalmodighed og Tro«. Biskoppen
udviklede, hvorledes det for Menigheden
gælder om at bevare Troen paa Kristus,
paa den usynlige, som om man saa ham.
Troens Taalmodighed er ældgammel. Den
klinger gennem den gamle Pagts Salmer,
gennem Profeterne og gennem Menighedens
Kamp og Arbejde. Og Menigheden har
alle Dage haft denne Troens Taalmodighed
behov. Den er til alle Tider Kendetegnet
og Sejrsraabet for Herrens Menighed.
Hvis Herren vil give os de helliges Taal-
modighed og Tro under vore Forhandlinger
paa disse Dages Kirkemøde, kunne vi
vente os et godt Resultat. Troen er Kilden
til et Menneskes Arbejde, til Herrens Ære
og Menighedens Gavn. Hvor Troen er,
bliver der Nidkærhed og Kræfter sat i
Bevægelse for Guds Rige.
Men hvordan forholder Nidkærheden
og Taalmodigheden sig til hinanden? Ere
de ikke Modsætninger? De kunne være
det, og man kan finde det hos endog de
store i Herrens Folk, f. Eks. hos Elias og
Johannes. Lad dog, hvem der vil, gaa i
Rette med disse Herrens Stormænd for
deres Mangel paa de helliges Taalmodig-
hed. Trods deres Svaghedstider, have de
dog ogsaa vist en Taalmodighed, der er
værd at fæste Opmærksomheden paa. Den
liden Utaalmodighed hos os for Guds Riges
Sag, skyldes ofte et lunkent Sind. Vi
savne tit en Elias’ Nidkærhed i vort Ar-
bejde. Derfor kunne vi nok stræbe hen
til i Modsætning til Elias at blive stille for
Herren. Lad os blive trofaste i Herrens
Arbejde. Dette er en Side af de helliges
Taalmodighed. Det gælder om, at den
enkelte fra Dag til Dag tager Arbejdet
op i Taalmodighed. Der er megen Mod-
stand og store Vanskeligheder at overvinde.
I vore Dage er der inde i vor store
Hovedstad et Arbejde oppe for Vorherres
Sag. Jeg kunde rette min Tak til de
Mænd, der have taget det op. Vi maa
sige, at der er Fremgang i langt større
Grad, end vi have turdet haabe. Men hvem
véd, hvilke Vanskeligheder, der kunne
komme endnu, og derfor gælder det om,
at alle I, der have taget jer af dette Spørgs-
maal, bevare de helljges Taalmodighed
\ og Tro.
Paa dette Møde skal der forhandles
om Menighedens Forhold til de unge.
I .Denne Sag er ogsaa af største Vigtighed,
hvad baade Forældre, Lærere, Præster og
Lægfolk ere enige om.
Der er ligeledes en Ting, der lige
siden disse Kirkemøders Begyndelse har
været en Opgave: at faa de forskellige
kirkelige Retninger til at forstaa
hinanden. Jeg skal ikke undersøge,
hvorvidt det er lykkedes for os at komme
hinanden nærmere i de forløbne Aar, men
i hvert Fald maa vi fremdeles lade denne
Opgave staa levende og klart for os. Og
enhver, der er troende, maa arbejde paa
Opgavens l øsning. Den enkelte kan ikke
skabe Enighed, men enhver kan bidrage
sin lille Del dertil i samme Grad som
Herrens Sind faar Magt i os.«
II.
I
Den Maade, hvorpaa »det københavnske
Kirkefond« har taget fat paa Vesterbro i
København, giver os en Forestilling om,
efter hvilke Grundtanker det virker. Her
laa i det vældige Matthæus Sogn (med
c. 65,000 Mennesker) en stor Dansebod,
Valkyrien, som ikke blev brugt til noget
godt. I Fjor Efteraar købte saa »det
københavnske Kirkefond« den hele Byg-
ning, hvori Danseboden laa, for at indrette
den til kirkelige Formaal. Søndagen den
27de Marts i Aar indviede Sjællands Biskop
Salen til et midlertidigt Kirkelokale under
Navnet St. Marias Kirkesal. Her er c. 700
Siddepladser. Foreløbig skal her altsaa
være et Kirkelokale, og Præsterne With
og Fibiger ere ansatte her, lønnede af
Kirkefondet. Men Meningen er udfra dette
Midtpunkt at tage et forberedende menig-
hedsdannende Arbejde op paa Vesterbro.
Har man først faaet dannet levende Me-
nigheder, ville disse — som de sidste
Aars glædelige Erfaringer i København
noksom vise — sørge for at faa opført
selvstændige Sognekirker og selv lønne
deres Præster og bære Udgifterne ved
Kirkernes Drift.
Naar saa Matthæus Sogn — for-
haabentlig inden mange Aar — bliver delt