Færøsk Kirketidende - 01.02.1901, Blaðsíða 2

2
ingen Uenighed imellem Reformatorerne
og deres Modstandere.
Men ligesom der i Augustinus’s Dage
var Kristne, der, som han siger, blev skuf-
fede af »en vis menneskelig Godmodighed«,
og ligesom der i Luthers Dage var Gen-
døbere, der glemte, at den kærlige og
barmhjertige Gud ogsaa er den hellige ng
retfærdige, saaledes har der siden hist og
her været enkelte Kristne, som ikke kunde
komme bort fra den Tanke, at Verdens-
løbet vil ende med en Genoprettelse af
alle Ting (Apokatastasis). Det var ingen-
lunde altid 1 etsindighed eller et daarligt
Ønske om at slippe bort fra Fortabelsens
Alvor, der bragte Kristne til at haabe paa
alle Menneskers Frelse; mange af dem,
der har næret dette Haab, har hørt til de
stille i T.andene. Det, som tilskyndede
dem til at vente Fortabelsens Ophør, var
en stærk og levende Følelse af Guds Kær-
ligheds Magt, som de i deres eget Liv
havde erfaret; de kunde ikke tænke sig,
at en Menneskevilje i Længden skulde
kunne holde Stand over for Guds store
og mægtige Kærlighed. De vilde ingen-
lunde nægte, at Kristus kom til Verden
for at frelse det fortabte; de mente tvert-
imod, at han først helt og fuldt vilde vise
sig som Verdens Frelser, naar han kunde
føre alle de fortabte, ja selv Djævelen og
hans Engle, frelste hjem. De fleste af
dem troede ogsaa i den hellige Skrift at
finde Støtte for deres Haab, som hvor
Paulus taler om, at hele Guds Skabning,
baade den himmelske og den jordiske,
skal sammenfattes i Kristus (Ef. i, io),
og navnlig, hvor den samme Apostel siger,
at »Gud skal være alt i alle« (i Kor. 15,
28). I ved, mine Brødre, at dette er en
Misbrug af Skriftens Ord: thi baade paa
det første og paa det sidste Sted viser
Sammenhængen tydelig, at Paulus ikke taler
om alle Mennesker, men kun om dem,
der er levendegjorte i Kristus. Lige
fra Evangelierne indtil Aabenbaringsbogens
Billedtaler møder vi Læren om den evige
Fortabelse. Derfor maa vi, naar vi vil
følge den hellige Skrift, med den gamle
Kirkefader sige til dem, der nægter
Helvedstraffens Evighed: »I skuffes ved
eders menneskelige Godmodighed!« Og
vi vil med ham føje til: »Hvem vil dog
sætte Menneskers Formodninger højere
end Guds klare Ord?«
Bør man da sige, at enhver, der
nærer Haab om alle Tings Genoprettelse,
dermed stiller sig udenfor den kristne
Menighed? Lad os dog ikke glemme,
at vi er døbte til Troen paa det evige
Liv, ikke til Tro paa de evige Helved-
straffe! Og hvor dyb og indgribende en
Betydning Læren om disse end har, maa
vi, Sandheden tro, indrømme, at denne
Lære hverken i den hellige Skrift eller i
vor Kirkes Bekendelsesskrifter behandles
som saaledes henhørende til det grund-
læggende (fundamentale) i den kristne
Tro, at man tør stille enhver udenfor
Kirken, der nærer Haab om, at alle
tilsidst skal omvende sig og komme til
Sandheds Erkendelse. Der har ogsaa
baade i de gamle Dage og i de sidste
A århundreder indenfor den lutherske
Kirkeafdeling været fromme Ordets Tje-
nere, som har næret et lønligt Haab
om alle Tings Genoprettelse, uden derfor
i nogen Maade at svækkes, hverken i
Arbejde paa deres egne Sjæles Frelse
eller i Virksomheden for Guds Riges Ud-
bredelse. Derfor tør man heller ikke
ubetinget udtale, at det vilde være
umuligt for en samvittighedsfuld Mand,
der har et saadant Haab, at være Præst
i vor Folkekirke. Hvem vil ønske en
Origenes, en Diodor af Tarsos, eller, i de
senere Tider, en I. A. Bengel, en Oetinger
eller de fromme lutherske Præster af deres
Skole, udelukkede fra Ordets Tjeneste,
fordi de haabede paa alle Tings Genop-
rettelse? Men der er en stor Forskel paa
at bevare det, der aldrig kan blive andet
end et Haab, grundet paa menneskelige
Formodninger, i Haabets Skikkelse,
og saa at udgive det for noget andet og
mere og haane dem, der ikke vil bøje
sig for denne formentlige Sandhed.
Naar vi undersøger, hvilken Virkning
I.æren om alle Tings Genoprettelse har
haft i Tidernes l øb, vil vi finde, at der
ganske vist har været fromme Kristne,
baade Præster og Lægfolk, som har næret
dette Haab, uden at det, saa vidt Men-
nesker kan skønne, har skadet deres
Kristenliv eller deres kirkelige Virksomhed.
Men der har ogsaa været Tilhængere af
Læren om alle Tings Genoprettelse, som
f. Eks. flere pietistiske Sværmere i
forrige Aarhundrede, hos hvem denne
Lære i forskellige Retninger havde saare
fordærvelige Følger; og der har endelig
været adskillige, for hvem Nægtelsen af
de evige Helvedstraffe kun var et af de
første Skridt ad en Fornægtelsens Vej, der
snart førte til Opgivelse af mere end
Læren om disse. Derfor er der Grund
til at sige til enhver, som fristes til at
tage Forargelse af Talen om den evige
Fortabelse: Overvej alt vel! Husk paa, at
denne Lære staar i Forbindelse med dybe
Spørgsmaal om Guds Væsen og den men-
neskelige Frihed; og vogt dig fremfor
alt for at sætte Menneskers Formodninger
over Guds klare Ord!
Men vi, mine Brødre, vil ikke blive
trætte af at prædike om de to Veje, den
trange Vej, der fører til Livet, og den
brede, der ender i Fortabelse. Naar vi