Færøsk Kirketidende - 01.02.1901, Blaðsíða 4

4
som vanrøgtes ved Urenhed og Urenlighed,
ved Svir og Drukkenskab og al anden
I.ast, gøre Sjælen selv ussel og elendig.
Og Legemet er ikke blot som en
Støvhytte for Sjælen i Jordelivet; efter
Herrens Ord ved vi, at Gravene igen
skal aabnes, at det forkrænkelige skal
blive iført Uforkrænkelighed, det dødelige
Udødelighed. Det er just det kristne
Sejrshaab, vi mindes ved hver Jordpaa-
kastelse: Af Jord er du kommen, til Jord
skal du blive — men af Jorden skal
du igen opstaa! Vi tror, at den Salig-
hed, vi forventer, ikke skal være en ren
Aandelighed, et Møde mellem luftige
Aander; men at netop det, vi har gemt i
Gravens Skød, det, vi har elsket, fordi
det just var Bolig for dem, vi havde kær,
og hørte med til dem, at det skal virkelig
opstaa igen, genkendes, omend i forklaret
Skikkelse, som Jesus blev forklaret paa
Bjærget, og i denne sin Herlighed dog
blev genkendt af sine Apostle.
Alen just naar vi betænker den Frem-
tid, som Gud har bestemt ogsaa for vort
Legeme, at det har en saadan Betydning
for ham, at han ikke vil lade det for evig
være hensmulret, som han engang gav
Liv og Skønhed, da synes det saa meget
mere at være en Opgave for os at
bevare dette Legeme »uskadt og uden
Dadel«, at bevare det uplettet. Ak
desværre, hvor tidlig begynder Barnet
ikke at misbruge sit Legemes l emmer,
at bruge dem til daarlige Ord og Gernin-
ger — men én Ting kan Barnet og den
unge endnu bevare sig for. Har du aldrig
været paa en rigtig gammel Gaard —
eller maaske har du kun læst Fortællinger
om et saadant gammelt Sted, hvor man
viser en mørk Plet paa Gulvet, som be-
retter om et Mord, som i gamle Dage
fandt Sted her; og man har vadsket og
vadsket, men Blodpletten lod sig ikke
afvadske; som et truende Minde om den
Ugerning, som var begaaet, blev den be-
standig siddende.
Der er mange forkerte Ting, vi med
vort I.egerne har øvet, og mange glem-
mes efterhaanden; de vadskes bort af
Tidens Strøm. Om der nu var en
saadan Synd, som ikke lod sig aftvætte
hernede, som bestandig kom igen, be-
standig kastede sin Skygge ind i et
Menneskes I iv og formørkede hans gladeste
Stunder! Jeg tror, der er en saadan.
I i Kor. 6, 18 staar: »Flyr Skørlevned!
Enhver Synd, som Mennesket ellers gør,
er udenfor Legemet; men den, som be-
driver Skørlevned, synder mod sit eget
Legeme«. Lier er det, der fremfor alt be-
smitter Legemet, det, for hvilket man
fremfor alt skal vogte sig; et rent Ungdoms-
liv hører til det, man aldrig fortryder, til
det, som bærer ren og god Frugt, en
lykkelig Manddom.
Endvidere, Menneskets Legeme er
ikke blot en Bolig for Sjælen; det er jo
ogsaa Sjælens Redskab; det Middel,
hvorved Sjælen udfolder sig. Legemet er
som et Instrument, et Instrument med
mange Strænge, thi Legemet har jo mange
Lemmer, og Sjælen er den Tonemester,
der skal slaa dem an; én spiller glade,
en anden bedrøvede Melodier, en spiller
godt, en anden daarligt. legemet er
som Sproget, der kun venter paa en
Menneskesjæl, som skal tage det i Brng,
skal forme Ordrigdommen til Tankerig-
dom. Af den ene formes det til at udtale
skønne og gode Tanker, af en anden til
at udtrykke slette, lave og daarlige
Tanker. legemet er Sjælens Redskab,
det Middel, hvorved denne udfolder sig!
Alen der er ogsaa et andet Forhold mellem
Sjæl og legeme: Som en Tonemester
kan elske sit Instrument, som just hen-
sætter ham i Tonernes Verden, saa han frem-
lokker de ufødte Melodier, som den Mand, der
elsker sit Modersmaal, det, som har bragt ham
Udtryk for den rigeste Kærlighed: for
Faders og Moders Kærlighed, for sin
elskedes Kærlighed, det Maal, hvorpaa
han hørte sit Barn stamme de første Ord,
det Maal, der har aabnet hans Hjærte for
Guds Naade og Kærlighed til ham, det
Maal, der har højnet hans Sind og Tanke,
det Maal, der kan begejstre ham saaledes,
at han synger dets Pris ud i Sang, saadan
har just Legemet selv Indflydelse paa
Sjælen; det vil ikke blot lade sig bruge,
det paavirker ogsaa Sjælen. Det gode,
du ser og lærer og indsuger med øjet
og Øret, paa virker din Sjæl; men det
onde, du gennem de samme Lemmer til-
egner dig, lader heller ikke din Sjæl
upaavirket.
Forstaar du nu, hvad det vil sige at
fremstille dit I.egerne som et Offer for
Gud, et levende, helligt, Gud velbehageligt
Offer?
Forstaar du, at det vil sige det samme
som, at alle Strænge paa dit Legeme klin-
ger paa en Gud velbehagelig Maade? Et
»levende« Offer! Der maa være Liv i det
1.egerne, som Gud gav dig, i alle Mulig-
hederne, som Gud har nedlagt i dig. Han,
som vilde, at Mennesket skulde gøre sig
Jorden underdanig, tage Naturens Kræfter
i Brug, han har ogsaa villet, at alle de
Kræfter, han har nedlagt i Mennesket selv,
skulde tages i Brug og ikke slumre hen
og gaa unyttet til Spilde — han vil ogsaa
holde Regnskab over det nedgravede Pund
—, men vel at mærke tages i Brug i det
godes Tjeneste, et »helligt, Gud velbehage-
ligt Offer«!
Hvad lukker du dit Øre op for? Der