Færøsk Kirketidende - 01.11.1902, Blaðsíða 3

De „dansk-vestindiske“ øer.
*
(Religiøse Forhold.)
Det er mer end tvivlsomt, om der
længere eksisterer et Dansk-Vestindien.
Rimeligvis er det nu i Amerikas Besid-
delse. Det kunde muligvis interessere
flere at høre lidt om de religiøse Forhold
paa disse fjernt liggende øer, hvis Be-
folkning (noget over 30,000 Mennesker)
ganske overvejende er Negre.
Det er Brødremenigheden (Herrnhut-
terne), som har Æren for at have bragt
Missionen dortil, hvilket fandt Sted i
Aaret 1732. En af de betydeligste Mis-
sionærer var F r. Martin; han samlede
hver Aften en Skare Sorte, og da Huset
blev for lille, byggede en af Negrene dem
et Forsamlingshus; og det varede nu ikke
længe, inden 200 Negre hver Aften kom
sammen for at lære at læse og skrive og
modtage Undervisning i Kristendom; men
Forfølgelserne udeblev ikke. Adskillige
Slaveejere piskede de Negre, der gik til
Forsamling, og brændte deres Bøger; og
navnlig maatte Kvinderne, der nu ikke
vilde lade sig bruge i Vellystens Tjeneste,
lide meget.
Fr. Martin, der i Begyndelsen virkede
som Lægmand, blev af "den herrnhutiske
Biskop i Aaret 1737" ordineret ved et
skriftligt Dokument, og bégyndte nu at
døbe Negrene og udføre de andre kirke-
lige Handlinger. Men da hans Ordina-
tion ikke var stadfæstet af den danske
Konge, bestred man dens Gyldighed,
dømte de af ham ægteviede Mennesker
for forargeligt Samliv (deriblandt en af
hans Medhjælpere i Missionen til livs-
varigt Slaveri paa Bremerholm), ligesom
Martin selv blev kastet i Fængsel. Men
vgsaa her bekræftedes det, at det Værk,
som er af Gud, kan ikke af Mennesker
gøres til intet (Ap. Gern. 5, 38); snart op-
randt lysere Tider; Kongens Godkendelse
af Martins Ordination indtraf, og ved
Hjælp af indfødte Medarbejdere begyndte
saa Missionen at brede sig til alle Plan-
tagerne, saa at Menigheden ved sin 25
Aars Fest (1757) talte over 1400 voksne
Negre og 300 Børn.
Og medens haarde Ulykker er gaaet
hen over Øerne (Krig, Epidemier, Orka-
ner), har Brødremenigheden vokset sin
stille Vækst, med sørgelige Erfaringer om
Negerkarakterens Upaalidelighed, men og-
saa med Vidnesbyrd om inderlig og ud-
holdende Tro indtil Enden. Fra de danske
Øer, paa hvilke der nu-findes 4500 Herrn-
hutter, har denne Mission faaet Indpas
paa de omliggende større Øer, hvor den
har vundet 35,000 Negre for Kristen-
dommen.
Paa de danske Øer, der daglig an-
løbes af mange forskellige Nationers Skibe,
har mange andre religiøse Samfund vundet
nogen Indgang, der dog ikke kan stilles
ved Siden af Brødremenighedens Mission
(tre danske Præster virker derovre). Fler-
tallet af Negrene staar endnu udenfor
Kristendommen.
For Missionens videre Gang vil det
næppe spille nogen som helst Rolle, om
disse Øer tilhører det lille Danmark eller
det store Amerika.
Diakonisser.
Den danske Diakonissestiftelse har
udsendt sin Beretning for Aaret 1901.
Af det i denne Beretning, der kunde
have særlig Interesse for os heroppe, skal
fremhæves:
I. »Særlig at nævnes fortjener det,
at der i indeværeude Aar er komne flere,
endog betydelige Indsamlingsbeløb fra Kir-
kerne paa Færøerne med Tak for Sø-
strenes Arbejde paa Sygehuset i Thors-
havn.«
II. »Tilgangen af nye Søstre har
næppe nok dækket Afgangen.«
Ogsaa dette andet Punkt har Interesse
for os; thi naar man af Beretningen ser,
hvorledes Arbejdet vokser (Operationernes
Antal er vokset med over 25 pCt), kan
man forstaa, at der trænges til en Tilgang
af duelige og gode Kræfter, og hvorfor
skulde denne Tilgang ikke ogsaa hentes
heroppefra. Beretningen udviser, at der i
alt er 280 Diakonisser, og af disse kun en
eneste fra F ærøerne (Amalie Alvilda
Jørgensen f. 1840).
Maaske kunde en og anden føle Lyst
og Kald til denne Gerning, og jeg vil da
til Oplysning for saadanne af den samme
Beretning fremdrage en Underretning for
dem, der vil indtræde i Diakonisseger-
ningen :
»En Diakonisse er en Menigheds-
tjenerinde, som paa Menighedens
Vegne tjenerV orherrejesus, idet
hun i hans Navn hjælper de syge, de fat-
tige, de forladte.
1) F'ørst og fremmest maa hun vaere
vis paa, at det virkelig er Kristi Kær-
lighed, der tvinger hende. Hvis det
nærmest kun er en Livsstilling, hun søger,
vil hun ogsaa efterhaanden føle sig skuffet
og træt.
2) Dernæst maa hun vide med sig
selv, at det er hendes Vilje og Agt at
blive i Gerningen, saafremt det findes, at
hun passer til den og den til hende. Vi
kende intet til livsvarige Klosterløfter, ikke
engang til faste Forpligtelser for nogen